Klage vedrørende beslutning om tvangsmedicinering, information, bistandsværge

Idet Patientklagenævnet er blevet opmærksomt på, at en sag, hvori nævnet traf afgørelse den 11. septem-ber 2007, hviler på en fejlagtig antagelse af benyttelsen af patientrådgiver i de situationer, hvor der er beskikket bistandsværge efter straffeloven, er der sket fornyet behandling af sagen.


Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 9. maj 2006 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 28. april 2006 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Nævnets afgørelse af 11. september 2007

Patientklagenævnet fandt ved sin afgørelse af 11. september 2007, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgø-rende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet lagde herved vægt på, at be-fandt sig i en psykotisk tilstand præget af øget selvfølelse, og at han var selvrefererende og særdeles sub-jektiv i sine betragtninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lagde vægt på, at gennem 10 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet/mikstur og subsi-diært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anven-delse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet lagde her-ved vægt på, at Risperdal og Serenase er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer var almindelige.

Patientklagenævnet oplyste, at det fremgår af den dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 3, at tvangsmedici-nering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred jf. stk. 1. Videre fremgår det, at tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situati-oner, at patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger jf. stk. 2.

Patientklagenævnet bemærkede, at patienten skal informeres om behandlingens formål, virkninger og muli-ge bivirkninger, så snart der er mulighed for dette under hensyntagen til patientens tilstand, og inden der træffes beslutning om tvangsmedicinering.

Det fremgik af sagens oplysninger, at s patientrådgiver ikke blev informeret om medicinens bivirknin-ger forud for Patientklagenævnets møde den 28. april 2006.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det var i strid med bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 § 3 stk. 2, at patientrådgiveren ikke blev forsøgt informeret om behandlingens mulige bivirkninger inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

På denne baggrund ændrede Sundhedsvæsenets Patientklagenævn den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .

En sag kan genoptages, hvis der er sket væsentlige sagsbehandlingsfejl, herunder hvis afgørelsen ikke er i overensstemmelse med gældende lov.

Det fremgår af § 4, stk. 2 i dagældende bekendtgørelse nr. 1301 af 14. december 2004, at en patientrådgiver beskikkes ved tvangsbehandling, når beslutningen om tvangsbehandling er truffet.

I afgørelsen af 11. september 2007 fandt nævnet, at det var i strid med bekendtgørelse nr. 1404 af 14. de-cember 2004 § 3 stk. 2, at patientrådgiveren ikke blev forsøgt informeret om behandlingens mulige bivirknin-ger, inden beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet tog herved ikke i betragtning, at af retten havde fået beskikket en bistandsværge, som træder i stedet for patientrådgiveren i en række situa-tioner, herunder den aktuelle.

På denne baggrund finder Patientklagenævnet, at der foreligger nye og for sagens afgørelse væsentlige oplysninger, der kan begrunde en fornyet realitetsbehandling i Patientklagenævnet.

Nævnets fornyede behandling af klagen

Hændelsesforløb

er 54 år gammel og uddannet elektriker.

I 2004 var kortvarig i psykiatrisk behandling, hvor det blev vurderet, at han havde en paranoid person-lighedsstruktur.

I juni 2005 forsøgte at dræbe sin ekskone ved at skyde hende med en armbrøst på 2 meters afstand, tage kvælertag på hende og slå hende i vrede over, at hun skulle opdrage deres datter. Han tilstod forsøg på manddrab.

I forbindelse med retssagen blev der udarbejdet en mentalerklæring, hvori det blev konkluderet, at var psykotisk. Han blev under mentalobservationen fundet selvovervurderende og præget af øget selvfølelse. Han var desuden selvrefererende og særdeles subjektiv i sine betragtninger. Hans argumentation var desu-den præget af den omvendte logik, hvor konklusionen kom før præmisserne.

Aktuelt blev den 7. november 2005 indlagt i varetægtssurrogat på psykiatrisk afdeling, , efter at han var overflyttet fra Fængsel.

Under indlæggelsen var almindeligvis venlig, imødekommende og relevant i tale, men optrådte tidvist også trist, kværulantisk, rethaverisk og truende, når personalet ikke ville efterkomme hans ønsker. Han ud-talte, at han var indstillet på at være indlagt i lang tid og sagde endvidere, at man ikke forsøgte at begå drab uden vægtige grunde. Han mente således, at hans tidligere hustru havde udsat ham for psykisk terror gen-nem flere år, at hun var psykopat, og at hun uretmæssigt havde fået barnet, som på længere sigt ville være truet af moderen. Endvidere var han bekymret for, at hans tidligere hustru ville gøre noget ved datteren, mu-ligvis dræbe hende.

Den 14. marts 2006 fik en dom til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid. Han ankede efterfølgende dommen.

Den 17. marts 2006 blev orienteret om, at han skulle i behandling med antipsykotisk medicin og på længere sigt gennemgå et terapeutisk forløb.

Efter domsafsigelsen forsøgte man at motivere til at lade sig behandle med antipsykotisk medicin. Han gav udtryk for, at han nok havde været psykisk syg i gerningsøjeblikket, men han mente ikke, at medici-nen ville kunne fjerne hans tanker om, at han fik en uretfærdig behandling af alle systemer.

Den 19. april 2006 blev der ordineret Risperdal, idet det blev vurderet, at man ikke kunne udsætte iværksæt-telsen af den medicinske behandling til efter, at ankesagen var afgjort.

blev herefter løbende motiveret for frivillig behandling, hvilket han var vedvarende afvisende overfor.

Den 28. april 2006 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal startende med 1 mg, stigende til eventuelt 8 mg, subsidiært injektion eller tablet Serenase 5-20 mg.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Kla-gen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 9. maj 2006 beslutningen om tvangs-medicinering af .

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt, at betingelserne for tvangsmedicinering med Risperdal, subsidiært Serenase i det angivne omfang var til stede.

Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Nævnet lagde vægt på, at det efter overlægens beskrivelser og de afgivne forklaringer ved nævnets møde ikke havde været muligt at motivere til adækvat behandling, at til stadighed var trættekær og kværulerende uden nogen form for sygdomsindsigt, og at hans tilstand kun skønnedes at kunne bedres ved, at der blev påbegyndt antipsykotisk behandling, idet han uden adækvat behandling primært måtte bedøm-mes som farlig, især i forhold til sin tidligere ægtefælle, ligesom der var udsigt til væsentlig forringelse af s helbred fremover uden behandling.

Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt endvidere, at tvangsbehandling med Risperdal, subsidiært Serena-se opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet lagde vægt på, at efter overlægens oplysninger siden medio marts 2006 var forsøgt motiveret for frivillig antipsykotisk behandling før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet, og at denne betænk-ningstid i den givne situation måtte anses for tilstrækkelig.

Nævnet fandt desuden, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.

Nævnet lagde herved vægt på, at Risperdal og Serenase var almindeligt anvendte og vel afprøvede antipsy-kotiske lægemidler, ligesom de besluttede doseringer var sædvanlige.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 9. maj 2006 fra Det Psykiatriske Patientklage-nævn om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgø-rende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af øget selvfølelse, og at han var selvrefererende og særdeles subjektiv i sine betragtninger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem 10 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling med tablet/mikstur og sub-sidiært med injektion.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anven-delse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Risperdal og Serenase er almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler ligesom de be-sluttede doseringer er almindelige.

har ved brev af 10. april 2007 anført, at hverken han eller hans bistandsværge, , blev informeret i overensstemmelse med loven forud for beslutningen om tvangsbehandling.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det fremgår af § 3, stk. 2 i dagældende bekendtgørelse nr. 77 af 5. febru-ar 1999 om bistandsværger, at såfremt den tiltalte dømmes til anbringelse i psykiatrisk sygehus eller syge-husafdeling, skal retten beskikke en bistandsværge for den pågældende.

Videre kan Patientklagenævnet oplyse, at det fremgår af § 2 i bekendtgørelse nr. 892 af 14. december 1998 om personer indlagt på psykiatrisk afdeling i henhold til strafferetlig afgørelse, at bestemmelserne i lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og de i medfør af loven udfærdigede forskrifter finder tilsva-rende anvendelse på denne gruppe personer. Det gælder dog ikke lovens §§ 5-11, § 21, stk. 2, og bestem-melserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggel-se, tvangstilbageholdelse og tilbageførsel. Bestemmelserne i lovens §§ 24-29 om patientrådgivere gælder kun i tilfælde, hvor den pågældende ikke har en bistandsværge efter straffelovens § 71, jf. § 2 stk. 2.

Af den kommenterede lov (Poul Dahl Jensen og Jørgen Paulsen: Tvang i Psykiatrien, Jurist- og Økonomfor-bundets Forlag 1991, s. 208) til § 42 fremgår, at psykiatrilovens regler gælder fuldt ud for indlagte retslige patienter med de undtagelser, som er nævnt ovenfor.

Endvidere kan Patientklagenævnet oplyse, at det fremgår af den dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 3, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nød-vendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred jf. stk. 1. Videre fremgår det, at tvangsmedicinering forudsætter, bortset fra de i stk. 1 nævnte akutte farlige situationer, at patienten og patientrådgiveren er fuldt informeret om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger jf. stk. 2.

Endelig kan Patientklagenævnet oplyse, at det fremgår af § 4 stk. 2 i dagældende bekendtgørelse nr. 1301 af 14. december 2004 om patientrådgivere, at denne beskikkes, når beslutning om tvangsbehandling er truf-fet.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at patientrådgivere og bistandsværger hovedsageligt har samme funktion, som består i at vejlede og rådgive patienten i forbindelse med indlæggelse, ophold og behandling på psykiatrisk afdeling, samt bistå patienten med at iværksætte og gennemføre eventuelle klager. Bistands-værgen skal herudover bistå i forbindelse med rettens behandling af sagen, herunder rådgive og vejlede om muligheden for at få en idømt foranstaltning ændret eller ophævet.

Videre er det Patientklagenævnets opfattelse, at reglerne i dagældende bekendtgørelse nr. 1404 af 14. de-cember 2004 finder tilsvarende anvendelse, når patienten har en bistandsværge. Bistandsværgen skal der-for informeres på lige fod med en patientrådgiver, således at bistandsværgen skal fuldt informeres om tvangsbehandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger jf. § 3, stk. 2, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred jf. stk. 1.

Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævn s afgørelse af 28. april 2006, at bebrejdede overlæge for ikke at have vejledt ham om bivirkningerne ved medicinen. Hertil oplyste overlæge , at det aldrig var lykkedes at komme ind i en positiv kontakt med om den tilbudte medicin, idet han hver gang havde været totalt afvisende overfor medicinen.

Det fremgår af overlæge s udtalelse af 30. april 2007, at overordnet set blev informeret om bi-virkningerne af behandlingen, men da han var paranoid i hans tolkning af alle ting, og til stadighed havde forsøgt at undgå medicinsk behandling, bestod motiveringen ikke i at fortælle om potentielle bivirkninger, da dette angiveligt havde haft til følge at ville have produceret disse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at der tilsyneladende er generelt færre bivirkninger ved behandlingen med Risperdal end ved behandling med andre lavdosis antipsykotika.

Videre skal Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærke, at patienten skal informeres om behandlingens formål, virkninger og mulige bivirkninger, så snart der er mulighed for dette under hensyntagen til patientens tilstand.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at overlæge forsøgte at informere om bivirkninger ved behandling med Risperdal, men at dette ikke var muligt.

Videre er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det var i overensstemmelse med be-kendtgørelse nr. 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psy-kiatriske afdelinger § 3, stk. 2, at forsøge at informere .

Det fremgår dog af bistandsværge s brev af 10. juli 2006, at der blev informeret om behandlingens bivirkninger ved Patientklagenævnets møde den 28. april 2006, men at han ikke blev informeret om medici-nens bivirkninger forud for dette.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det ikke kan tillægges vægt, at der ved Patient-klagenævnets møde den 28. april 2006 blev oplyst om Risperdals virkninger og mulige bivirkninger, idet det ikke er muligt for patientrådgiveren/bistandsværgen at varetage patientens tarv på tilstrækkelig vis, hvis in-formationen først gives ved klagesagens behandling. Patientrådgiveren/bistandsværgen skal informeres umiddelbart efter beslutningen om tvangsmedicinering er truffet, og så snart der er mulighed for det.

På baggrund heraf er det Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at det er i strid med bekendtgø-relse nr. 1404 af 14. december 2004 § 3 stk. 2, at bistandsværge ikke på nogen måde blev forsøgt informeret om behandlingens mulige bivirkninger. Det lægges til grund, at den information først blev givet på Det Psykiatriske Patientklagenævns møde den 28. april 2006.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psyki-atriske Patientklagenævn .