Klage over tvangsbehandling

Hændelsesforløb <****> er en nu 34-årig mand...

Hændelsesforløb

er en nu 34-årig mand, der ikke tidligere har været behandlet i psykiatrisk regi.

Aktuelt blev indlagt den 16. april 2007 på Psykiatrisk afdeling, med henblik på at få foretaget en mentalobservation.

Ved indlæggelsen fremstod psykotisk og gav udtryk for paranoide forestillinger og hørehallucinationer. Han havde også en oplevelse af, at han blev aflyttet og overvåget af politiet. Han blev frivilligt behandlet med tablet Cisordinol 20 mg dagligt i perioden fra den 21. april til den 12. maj 2007, hvorefter han nægtede at tage medicinen.

Efter ophør med behandling med Cisordinol tiltog s hørehallucinationer og paranoide forestillinger.

Fra den 14. juni 2007 blev tilbudt behandling med tablet Cisordinol 10 mg 2 gange dagligt, hvilket han afviste.

Den 27. juni 2006 blev tvangstilbageholdt på behandlingsindikation.

Under indlæggelsen var psykotisk og uden sygdomserkendelse. Han var vredladen og truende, ligesom han var paranoidt tolkende. Han mente således, at han blev overvåget af politiet, og at han blev vækket af personalet om natten i forbindelse med sikkerhedsrunder. Han mente desuden, at han blev forfulgt, fordi der var en kvindelig fængselsbetjent, som var forelsket i ham, og at personalet beskød ham med laserstråler. Han var desuden personforvekslende.

Den 11. juli 2007 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal 1 mg stigende til 6 mg dagligt afhængigt af effekt og bivirkninger, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg 1 gang dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 25. juli 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 25. juli 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af paranoide forestillinger, ligesom han var vredladen, truende og personforvekslende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1404 af 14. december 2004 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1, stk. 3, fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

var løbende gennem 27 dage, søgt motiveret for behandling med Cisordinol inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling. Beslutningen om tvangsbehandling vedrørte imidlertid præparatet Risperdal, alternativt injektion med Zyprexa.

Af journalen den 11. juli 2007 fremgår det, at forlod lokalet under protest, før overlægen kunne drøfte hvilken form for medicin, han agtede at tvangsbehandle ham med, ligesom det løbende fremgår af journalen, at til stadighed afviste at tale om nogen form for medicin.

Af overlægens erklæring fremgår det, at beslutning om tvangsbehandling med Risperdal frem for Cisordinol var begrundet i de bivirkninger, havde haft under behandlingen med Cisordinol i perioden fra den 21. april til den 12. maj 2007. Bivirkningerne i form af muskelstivhed var velkendte bivirkninger ved behandlingen med Cisordinol, hvilket dog mente, var udtryk for manglende Benzodiazepiner.

Det fremgår ikke af journalen efter den 12. maj 2007, at var søgt motiveret for behandling med Risperdal til trods for, at han fik bivirkninger under behandlingen med Cisordinol.

Det er på denne baggrund Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .