Klage over underkendelse af akut tvangsmedicinering med depot

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 5. september 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 27. august 2007 på <****>.

Hændelsesforløb
er en 39-årig mand, der første gang var indlagt på psykiatrisk afdeling i 2002. Han fik en dom til behandling den 3. januar 2003, men fra februar til maj 2004 var det ikke muligt at etablere ambulant kontakt med ham, og han var indlagt i henhold til dom fra den 16. juni til den 22. november 2004, hvorunder han blev tvangsbehandlet med Cisordinol og senere overgik til frivillig depotbehandling. Han blev den 10. maj 2005 igen dømt til behandling og var efterfølgende frivilligt indlagt fra den 5. september til den 9. december 2005. Han blev genindlagt i henhold til dom den 3. april 2006, men blev udskrevet den 28. april 2006 til ambulant opfølgning. Han holdt dog ikke aftalerne og blev efterlyst den 4. juni 2007 med henblik på indlæggelse i henhold til dom.

Aktuelt blev indlagt den 24. august 2007 efter at være indbragt af politiet, der var tilkaldt til hans bolig, fordi han havde været truende i sin adfærd. Han ankom i håndjern og måtte umiddelbart fikseres efter at have været korporligt truende overfor både politi og personale. Han truede med at brænde vagten inde, ville opsøge de ansatte uden for hospitalet, og sagde, at han havde forbindelser, der kunne hjælpe ham. Han blev løsnet af fikseringen den 25. august 2007. Dagen efter slog han dog umotiveret en medpatient i ryggen og var igen truende, hvorfor han på ny blev fikseret.

Den 27. august 2007, mens fortsat var fikseret, havde overlægen en samtale med ham, hvorunder han indledningsvis var rolig, men vag og svævende i sine udtalelser. I slutningen af samtalen blev han i tiltagende grad truende og motorisk urolig, men der fremkom intet, der tydede på, at truslerne var konkrete. Bæltefikseringen blev videreført, da tilstanden ikke blev vurderet som væsentlig ændret, og der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med dråber Cisordinol 20 mg dagligt subsidiært injektion Cisordinol 10 mg dagligt.

Klagen
klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn underkendte ved afgørelse af 5. september 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 5. september 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af på .

Begrundelse
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af psykiatrilovens § 4 fremgår, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 3 fremgår, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare for patientens liv eller helbred.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det fremgår af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientklagenævn , at det blev meddelt, hvilket præparat, man ville behandle med, men at der ikke blev motiveret, idet overlægen fandt, at dette ville have været selvmodsigende, da præparatet blev givet uden opsættende virkning, da var til fare for andre.

Det fremgår af anken, at overlægen med hensyn til iværksættelse af tvangsmedicinering uden opsættende virkning, efter at have forsøgt at motivere for samtykke til medicinering, at dette indgreb var indikeret på baggrund af hans farlighed for andre.

Det fremgår ikke af journalen, at har været søgt motiveret for frivillig behandling med Cisordinol eller blev oplyst om præparat eller dosis før på tidspunktet for beslutningen om tvangsmedicinering.

Det fremgår af overlægens erklæring, at idet det den 27. august 2007 fremdeles var nødvendigt at holde bæltefikseret, og idet der ikke var udsigt til, at tilstanden ville bedres indenfor kort tid, blev betingelserne for påbegyndelse af tvangsmedicinering skønnet opfyldt.

Det fremgår videre af erklæringen til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at medicineringen af var en forudsætning for at reducere hans farlighed for andre, og således også for at tvangsfikseringen kunne ophøre.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at hvor en tvangsfiksering skønnes at udgøre den mindst indgribende foranstaltning, kan en snarlig ordineret beroligende injektion være egnet til at undgå, at tvangsfikseringen trækker længere ud end højst nødvendigt. Bedømmelsen afhænger blandt andet af et skøn over, om en beroligende injektion vil kunne medføre en væsentlig forkortning af fikseringstiden. Indledning af en egentlig tvangsbehandling med henblik på en mere gennemgribende behandling af patientens sygdom vil imidlertid kun i sjældne tilfælde være et egnet og proportionalt middel til at afkorte fikseringsperioden, nemlig, hvor man på baggrund af særlige omstændigheder undtagelsesvis må regne med en usædvanlig langvarig fikseringsperiode.

Det er videre Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at s tilstand på tidspunktet for beslutningen om tvangsbehandling ikke var akut, og at udsættelse af behandling således ikke var til fare for hans liv eller helbred.

Det er endvidere Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at det ikke i journal, sygeplejejournal eller lægeerklæring er dokumenteret, at der blev forventet en usædvanlig langvarig fikseringsperiode, og der er ikke anført faktorer som for udgjorde en særlig risiko ved længerevarende fiksering, specielt risikoen for udvikling af lungeemboli, der er en akut livstruende tilstand. Der var heller ikke noget ved hans psykiske tilstand, som var umiddelbart livstruende, særligt var han ikke, som han er beskrevet, i risiko for at udvikle akut delir.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for akut tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn .