Indberetning af utilstrækkelig antibiotikabehandling af 4-årig med mulig meningitis

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere læge <****> for hans behandling af <****> den 14. januar 2007 på Sygehus 1, jf. anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1.

Det skal videre indskærpes overfor læge <****> at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Hændelsesforløb

, der var fire år, blev den 13. januar 2007 syg med høj feber og opkastninger.

Den 14. januar 2007 kl. 1.30 blev indlagt på Sygehus 1 på grund af krampetilfælde. Ved indlæggelsen blev han undersøgt af læge , som fandt at havde et plettet udslet over det meste af kroppen, og han mente, der kunne være tale om små hudblødninger. Efter undersøgelsen, kl. 1.59, fik et nyt krampeanfald, der blev behandlet med Stesolid og Paracetamol. Krampeanfaldet gik i ro efter nogle minutter, og efter en halv time forlod læge sygehuset med instruktion til plejepersonalet om at observere puls og temperatur og om at tilkalde ham ved et nyt krampetilfælde.

Den 14. januar 2007 kl. 3.15 blev læge tilkaldt, da var ophørt med at trække vejret. Der blev påbegyndt genoplivning, som ingen virkning havde, og genoplivningsforsøg blev indstillet kl. 3.30.

Efterfølgende undersøgelse af få dråber blod viste tegn på betændelse.

Embedslægeinstitutionen har ved brev af den 1. marts 2007 indberettet sagen til Patientklagenævnet.

Nævnets afgørelse af indberetningen

Læge har overtrådt anordning for Grønland om ikraftsættelse af lægelovens § 6, stk. 1, ved sin behandling af den 14. januar 2007 på Sygehus 1.

Det skal videre indskærpes læge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 13. januar 2007, at blev syg med høj feber og opkastninger. Faderen kontaktede Sygehus 1 og fik råd om temperaturnedsættelse og forholdsregler om at henvende sig igen ved forværring af tilstanden.

blev ifølge journalen indlagt på Sygehus 1 den 14. januar 2007 kl. ca. 1.30 efter at have haft krampeanfald i hjemmet af cirka et minuts varighed. Han havde temperaturforhøjelse på 38, 9° C. Ved indlæggelsen blev han undersøgt af læge , som fandt, at havde rødplettet udslæt over hele kroppen (i ansigtet, på kroppen og på ekstremiteterne). Læge mente, der kunne være tale om små hudblødninger (petechier). Der var ingen nakkestivhed. Læge fandt derudover let rødmen af s trommehinder og mandler, men ikke tegn til infektion andre steder.

Det fremgår af journalen den 14. januar 2007 og af læge s udtalelse til sagen, at under journaloptagelsen fortalte faderen, at der var mange tilfælde af kramper i s familie.

Ifølge læge s udtalelse talte han med s fader om at få det undersøgt nærmere på Sygehus 2.

Af journalen den 14. januar 2007 kl. 1.59 fremgår, at efter undersøgelsen fik et nyt krampetilfælde, som blev behandlet med Stesolid og Paracetamol (præparater blandt andet imod kramper og høj feber).

Krampeanfaldet gik ifølge læge s udtalelse til ro i løbet af nogle få minutter, og da han en halv time senere fandt, at lå med rolig respiration, forlod han sygehuset med instruktion til plejepersonalet om at observere puls og temperatur og om at tilkalde ham ved et nyt krampetilfælde.

Det fremgår af journalen den 14. januar 2007, at læge blev tilkaldt, da var ophørt med at trække vejret. Ved ankomsten efter tilkaldelsen var der påbegyndt genoplivningsforsøg. Kl. 3.30 blev genoplivningsforsøg indstillet.

Ifølge journalen den 14. januar 2007 kl. 10.00 viste blodprøver tegn på betændelse (positiv pneumokok antigentest, ingen meningokokker).

Det er nævnets vurdering, at et barn på fire år, som har feber og røde pletter over det meste af kroppen og som får universelle kramper bør undersøges og behandles for bakterieinfektion i blodet (sepsis). Feberkramper vil ofte være en udelukkelsesdiagnose, og undersøgelse for andre mulige forklaringer skal ske ved den mindste mistanke om anden årsag til kramper hos et mindre barn med feber og kramper.

Det er videre nævnets vurdering, at s tilstand ikke klart er beskrevet, men alene de foreliggende oplysninger i kombination med oplysninger om kvalme og opkastninger samt de gentagne kramper tydede på, at var livsfarligt syg ved undersøgelsen den 14. januar 2007 om natten.

Det er derfor nævnets vurdering, at det var væsentligt under normen for almindelig anerkendt faglig standard, at læge ikke undersøgte og behandlede med henblik på at afklare, om han led af en bakterieinfektion i blodet og/eller centralnervesystemet (meningitis).

Det er endvidere nævnets vurdering, at læge burde have forsøgt at behandle med antibiotika i en blodåre. En sådan adgang til blodbanen havde også betydet mulighed for at give anden medicin, blandt andet i mod kramper, tage blodprøver og sikre kredsløbet (væske).

Det er desuden nævnets vurdering, at læge synes at have fokuseret på den mulige arvemæssige problemstilling med kramper og den antagelse, at havde feberkramper.

Det er således nævnets vurdering, at læge ikke foretog relevant undersøgelse og behandling, idet han undlod at foretage yderligere undersøgelse og ikke mindst behandling af for en mulig svær infektion.

Læge har i sin udtalelse også givet udtryk for, at han formentlig burde have startet antibiotika på mistanke om sepsis, men at hans skøn var, at der var tale om feberkramper.

Nævnet kan oplyse, at Sygehus 1 er et sygehus uden intensive sengepladser og uden tilstedeværende narkose- eller laboratorieudstyr. Der kan ikke umiddelbart fra Sygehus 1 ske overflytning til specialafdeling, der er placeret i . Netop den omstændighed, at det ikke er muligt at iværksætte intensiv behandling på Sygehus 1, gør, at læger på klinisk mistanke er nødsaget til at behandle tilstande, der kan udvikle sig til livstruende sygdomme.

På den baggrund finder nævnet, at læge handlede væsentlig under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 14. januar 2007 på Sygehus 1.

Det skal videre indskærpes læge at udvise større omhu i sit fremtidige virke.