Klage over brud på tavshedspligten over for forstander på patientens barns opholdssted

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere, at afdelingslæge <****> har videregivet oplysninger til en forstander på et opholdssted om <****> den 12. april 2005, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, nr. 2.

Hændelsesforløb
var en 31-årig kvinde, som den 11. april 2005 var til en indkaldt samtale hos afdelingslæge på et behandlingscenter for stofbrugere. Ved samtalen diskuterede de forskellige forhold i s behandling.

Den 12. april 2005 talte afdelingslæge med forstanderen på det opholdssted, hvor s søn var anbragt. Forstanderen oplyste afdelingslægen om, at der var planlagt uovervåget samvær mellem og dennes søn den 13. april 2005. Afdelingslægen oplyste herefter forstanderen om, at ikke var i stand til at varetage sin søns tarv under uovervåget samvær.

Senere den 12. april 2005 modtog afdelingslæge en opringning fra den sagsbehandler i kommunen, som var tilknyttet og hendes familie. Afdelingslægen oplyste i den forbindelse sagsbehandleren om, at det var tvivlsomt, om kunne varetage sin søns tarv ved uovervåget samvær den 13. april 2005.

Klagen
Der er klaget over følgende:

• At læge den 12. april 2005 har tilsidesat sin tavshedspligt overfor , idet hun uden s samtykke videregav fortrolige helbredsoplysninger om denne til en forstander på et opholdssted.

Det er hertil oplyst, at forstanderen er indehaver af et opholdssted, hvor s 6-årige søn er tvangsmæssigt anbragt. Det er endvidere oplyst, at læge den 12. april 2005 ved telefonsamtale med forstanderen gav udtryk for, at ikke var egnet til at varetage et 6-årigt barns tarv under et uovervåget samvær.

Nævnets afgørelse af klagen
Afdelingslæge har overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 26, stk. 2, nr. 2, ved sin videregivelse den 12. april 2005 af fortrolige oplysninger til en forstander på et opholdssted om .

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 11. april 2005, at var til en indkaldt samtale hos afdelingslæge på et behandlingscenter for stofbrugere. Ved samtalen diskuterede de forskellige forhold i s behandling.

Af journalen den 12. april 2005 fremgår det, at afdelingslæge talte med forstanderen på det opholdssted, hvor s søn var anbragt. Forstanderen oplyste afdelingslægen om, at der var planlagt uovervåget samvær mellem og dennes søn den 13. april 2005, hvilket forstanderen var bekymret for.

I journalen samme dag er det videre noteret, at afdelingslæge fandt, at , som hun fremstod den 11. april 2005, ikke var i stand til at varetage et 6-årigt barns tarv under uovervåget samvær, hvilket hun informerede forstanderen om.

Afdelingslæge har i sin udtalelse til sagen anført, at hun fandt oplysningen om, at der var planlagt uovervåget samvær mellem og denne søn, meget bekymrende set i lyset af, at var ude i erkendt, massivt sidemisbrug og dagen forinden fremstod svært påvirket i konsultationen. Det var afdelingslægens overbevisning, at , som hun fremstod i konsultationen dagen forinden, ikke ville have været i stand til at varetage sin 6-årige søns tarv under et uovervåget samvær.

Afdelingslæge anfører videre, at idet forstanderen var den faktiske forvalter af omsorgen for barnet, kunne hun ikke afvise at have givet udtryk for sin store bekymring overfor forstanderen.

På baggrund af journalnotatet den 12. april 2005 er det Patientklagenævnets opfattelse, at afdelingslæge oplyste forstanderen om, at , som hun fremstod den 11. april 2005, ikke var i stand til at varetage et 6-årigt barns tarv under uovervåget samvær.

Nævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad hun under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 26, stk. 1, videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket skal være skriftligt, hvilket følger af § 27, stk. 1.

Det fremgår af klagen, at ikke havde givet samtykke til, at afdelingslæge kunne videregive oplysninger om hende til forstanderen.

Det er herefter nævnets opfattelse, at ikke havde givet sit samtykke til, at afdelingslæge kunne videregive oplysninger om hende til forstanderen.

Nævnet kan oplyse, at en læge i henhold til § 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer.

Således fremgår det af § 26, stk. 2, nr. 1, at videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke kan ske, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det følger af den dagældende § 35 (nu § 153) i lov om social service, at socialministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Af § 1 i bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service følger det, at offentlig ansatte og andre med offentlige hverv, herunder læger, har pligt til at underrette kommunen, når de i deres virke bliver bekendt med forhold for et barn eller en ung under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte.

Det er nævnets opfattelse, at en kommunal institution eller en privat institution, som samarbejder med en kommune om anbringelse af børn, ikke kan sidestilles med en kommune.

Det er herefter nævnets opfattelse, at en sundhedsperson ikke i medfør af § 35 (nu § 153) i lov om social service eller regler udstedt i medfør heraf kan underrette personalet på en kommunal eller en privat institution, som samarbejder med en kommune om anbringelse af børn, om forhold, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger til andre formål end behandling om patientens helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.

Reglen er en såkaldt "værdispringsregel", der indebærer, at de hensyn, der taler for videregivelse til myndigheder, organisationer, private personer med flere, klart skal overstige hensynet til en patients krav på fortrolighed.

Nævnet skal herunder bemærke, at bestemmelsen primært tager sigte på de situationer, hvor der er behov for at videregive fortrolige oplysninger om en patient til politi og anklagemyndighed m.v. såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold med videre, herunder vold mod børn, samt til patientens pårørende, hvor patienten har eller havde en alvorlig smittefarlig sygdom eller en alvorlig arveligt betinget sygdom.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service, at underretningspligten foreligger, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, skolen eller samfundet eller i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold, eller der er behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Af § 2, stk. 2, fremgår det videre, at underretningspligten indtræder, når der ikke er rimelig mulighed for gennem egen virksomhed i tide at afhjælpe vanskelighederne, herunder gennem rådgivning om vejledning af forældrene og barnet eller den unge samt gennem dialog og samarbejde eventuelt med henblik på inddragelse af kommunen.

Det er nævnets opfattelse, at når en kommune modtager en underretning, er det kommunens ansvar at foretage det fornødne i forhold til barnets eller den unges behov.

Ud fra en konkret vurdering af ovenstående er det herefter nævnets opfattelse, at der ikke forelå så tungtvejende hensyn til s søn, som talte for videregivelse af oplysninger til forstanderen, at det klart oversteg hensynet til s krav på fortrolighed.

Nævnet har herved lagt vægt på, at afdelingslæge havde mulighed for at kontakte kommunen, som herefter ville have ansvaret for at foretage det fornødne i henhold til s søn.

Nævnet har ikke herved taget stilling til, hvorvidt afdelingslæge skulle have forsøgt at indhente et samtykke fra inden den eventuelle kontakt til kommunen.

Nævnet skal bemærke, at det fremgår af journalen den 12. april 2005, at afdelingslæge modtog en opringning fra den sagsbehandler i kommunen, som var tilknyttet og hendes familie. Afdelingslæge oplyste i den forbindelse sagsbehandleren om, at det var tvivlsomt, hvorvidt kunne varetage et 6-årigt barns tarv, såfremt hun var så påvirket, som hun fremstod i konsultationen den 11. april 2005. Sagsbehandleren ville agere på oplysningen.

Nævnet finder således, at afdelingslæge ikke var berettiget til den 12. april 2005 at videregive de pågældende oplysninger om til forstanderen på den institution, hvor s søn var anbragt, da denne videregivelse ikke var nødvendig for at varetage barnets tarv.