Klage over at patient ikke har modtaget korrekt behandling i forbindelse med lungebetændelse

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge A for hans behandling af <****> den 11. og den 14. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 11. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge C for hans behandling af <****> den 12. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge D for hendes behandling af <****> den 13. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge E for hans behandling af <****> den 13. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge F for hendes behandling af <****> den 14. marts 2007 på børneafdelingen <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

var 2 år og 4 måneder gammel, da han den 7. marts 2007 blev undersøgt på børneafdelingen på grund af feber. Man vurderede, at der nok var tale om en virusinfektion, men alligevel anbefalede man at fortsætte med den antibiotiske behandling, som var opstartet dagen før af en vagtlæge på grund af lungebetændelse.

Fire dage senere - den 11. marts 2007 - blev indlagt af en vagtlæge på grund af mistanke om lungebetændelse. Man fandt nedsat respirationslyd over lungerne, og der blev iværksat behandling med antibiotikabehandling i en blodbane, samt givet bronkieudvidende medicin, ilt og smertestillende medicin. Samtidig blev der ordineret blodprøver og røntgenundersøgelse af lungerne.

Den 12. marts 2007 gik droppet med antibiotika i uorden, og en læge fandt det ikke nødvendigt at fortsætte med den intravenøse antibiotiske behandling, medmindre tilstanden blev forværret. Dagen efter konstaterede en overlæge, at var blevet dårligere i løbet af det forløbne døgn, og overlægen mistænkte en mycoplasmainfektion, hvorfor der blev ordineret en podning for mycoplasma og samtidig iværksat behandling med antibiotika rettet mod mycoplasma.

Fra den 13. til den 14. marts 2007 blev s tilstand yderligere forværret. Den 14. marts 2007 blev der opstartet intravenøs behandling med en bredspektret type antibiotika, samtidig med at de tidligere benyttede præparater blev afsluttet. Sekret fra luftrøret blev sendt til undersøgelse for bakterievækst.

Den 15. marts 2007 var tilstanden helt ændret, og var i tydelig bedring. Svaret vedrørende mycoplasmapodningen var negativt. Bedringen fortsatte i løbet af de kommende dage. Den 16. marts 2007 kom der svar på dyrkning af sekret fra luftrøret, hvilket viste vækst af en bakterie (haemophilus influenzae), som var resistent for almindelige former for antibiotika. Den 19. marts 2007 kunne udskrives til hjemmet.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af lægerne i perioden fra den 11. til den 19. marts 2007 på børneafdelingen .

Det er herved anført, at blev indlagt den 11. marts 2007 med lungebetændelse, men at lægerne først den 14. marts 2007 foretog et trakealsug fra lungerne, hvorved de fandt ud af, at der var tale om en resistent bakteriel lungebetændelse.

Nævnets afgørelse af klagen

Reservelæge A har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 11. marts 2007 på børneafdelingen .

Overlæge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 11. marts 2007 på børneafdelingen .

1. reservelæge C har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 12. marts 2007 på børneafdelingen . Nævnet finder imidlertid, at det var hensigtsmæssigt om 1. reservelæge C havde ordineret et andet præparat end Imacillin.

Overlæge D har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 13. marts 2007 på børneafdelingen .

Reservelæge E har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 13. marts 2007 på børneafdelingen .

Reservelæge F har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 14. marts 2007 på børneafdelingen .

Reservelæge A har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 14. marts 2007 på børneafdelingen .

Begrundelse

I nærværende afgørelse har nævnet taget stilling til behandlingen af fra indlæggelsen den 11. marts 2007 og frem til ordinationen af trakealsug, som skete den 14. marts 2007 om formiddagen. Dette er baggrunden for, at den påklagede periode og den vurderede periode ikke er helt identiske. Det fremgår således også af klagens konklusion, at forældrene primært klager over, at der er sket et fejlskøn i de første 4 døgn efter s indlæggelse, idet den bakterielle lungebetændelse burde have været opdaget allerede ved indlæggelsen.

Det fremgår af journalen fra børneafdelingen , at blev indlagt den 7. marts 2007 via egen læge til observation for blodudtrædninger i huden (petekkier) og feber. Det fremgår af notatet, at to dage tidligere pludselig havde fået høj feber, og at han var blevet set af vagtlæge, som fandt venstresidig lungebetændelse og havde opstartet primcillinbehandling. Dette blev imidlertid ændret til behandling med præparatet Imacillin, idet kastede op. På undersøgelsestidspunktet den 7. marts 2007 havde han fået 4 doser og havde været nogenlunde velbefindende dagen før, men var nu meget pjevset og havde svært ved at finde ro. En reservelæge foretog en undersøgelse af og ordinerede røntgenundersøgelse af brystkassen, som viste fortætning, men ingen store infiltrater. Det fremgår af notatet, at reservelægen vurderede, at der var tale om en viral infektion, men reservelægen anbefalede dog fortsættelse af Imacillin, samt Panodil og orienterede forældrene om at kontakte læge ved manglende bedring, eller forværring af tilstanden.

Det næste notat i journalen er fra den 11. marts 2007 kl. 4.40, hvor blev indlagt på børneafdelingen efter henvisning fra vagtlægen på grund af mistanke om lungebetændelse. blev undersøgt af reservelæge A, som noterede, at der var en forværring i s tilstand på trods af 5 dages behandling med Imacillin. Det fremgår af notatet, at ved den kliniske undersøgelse var vågen, pjevset og urolig. var lidt bleg af udseende ellers velcirkuleret og velhydreret. Der var ikke nakke-ryg-stivhed (ikke NSR). Temperaturen blev målt til 39,7 i endetarmen. Vægten var 13,5 kg og pulsen blev målt til 150. Der var 86 % iltmætning uden ilt. Ved en lytteundersøgelse af lungerne fandt reservelæge A, at der var let nedsat respirationslyd over lungerne. På baggrund af undersøgelserne vurderede reservelæge A samlet, at klinisk havde lungebetændelses-symptomer på trods af 5 dages behandling med Imacillin, og blev derfor indlagt og der blev ordineret intravenøs behandling med antibiotika (Penicillin 400.000 enheder x 3), inhalationsbehandling med Ventoline (5 mg pr. ml, 0,4 ml ved behov maksimalt 8 gange), overvågning af iltmætningen (spot-sat), smertestillende medicin (Panodil 250 mg ved behov og maksimalt 4 gange), samt undersøgelse af infektionstal og væsketal, og endelig ordinerede reservelægen røntgenundersøgelse af brystkassen om formiddagen.

Det er nævnets opfattelse, at reservelæge A iværksatte relevant behandling med ilt på maske, Ventoline inhalationer og dropanlæggelse til intravenøs Penicillin-behandling. Det er endvidere nævnets opfattelse, at valg af antibiotikum var relevant, idet de fleste luftvejspatogener vil reagere på intravenøs penicillin i adækvate doser.

Nævnet finder herefter, at reservelæge A behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard den 11. marts 2007 på børneafdelingen .

Ifølge journalen fra den 11. marts 2007 kl. 13.25 blev undersøgt af overlæge B, som noterede i journalen, at var bleg, klattet men uden feber. Hans vejrtrækning var ikke stødende, men han havde hurtigt åndedræt (takypnøisk). havde tidligere haft god effekt af præparatet Diclon (nonsteroidt antiinflammatorisk middel). Overlægen noterede samtidig, at røntgenundersøgelsen viste højresidigt infiltrat og infiltrat på venstre underlap. Det blev endvidere noteret, at drak, og overlægen ordinerede fortsættelse af den intravenøse behandling.

Det fremgår af overlæge Bs udtalelse til sagen, at han så ca. 9 timer efter, at den intravenøse antibiotikabehandling var igangsat. På det tidspunkt var uden feber, ikke stødende, men med hurtig vejrtrækning og på denne baggrund fandt han ikke, at der var grund til yderligere undersøgelser eller behandling på daværende tidspunkt.

Det fremgår af sygeplejenotatet fra kl. 6.00 samme morgen, at iltmætningen var på 92-93 % efter inhalation.

Det er nævnets opfattelse, at på det tidspunkt, hvor overlæge B tilså , var lungebetændelsen bekræftet radiologisk, og den kunne være bakteriel, men den iværksatte penicillin-behandling vil efter nævnets opfattelse i langt de fleste tilfælde være sufficient både for hæmofilus og for pneumokokker.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at overlæge B behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard den 11. marts 2007 på børneafdelingen .

Det fremgår af journalen fra den 12. marts 2007, at 1. reservelæge C gik stuegang kl. 10.26, og han konstaterede i journalen, at der ikke var taget venyler eller trakealsekret. Han noterede videre, at resultatet af blodprøverne var forenelige med en viral infektion, og at røntgenundersøgelse af brystkassen viste et relativt tæt infiltrat på højre side på mellemlap, underlap og til dels også i overlap. Ved sin objektive undersøgelse fandt 1. reservelæge C, at der var nedsat luftskifte på højre side med udtalt knitrende rallelyde (krepitation). 1. reservelæge C noterede videre, at der angiveligt havde været god effekt af inhalator, hvorfor der skulle fortsættes med dette, og 1. reservelægen ordinerede lyngefysioterapi. 1. reservelæge C konstaterede, at droppet var røget, og han fandt ikke grundlag for at give Penicillin intravenøst, men ordinerede i stedet Imacillin som mikstur, samt at se tiden an på dette i et døgn.

Det fremgår videre af samme notat, at 1. reservelæge C fandt lidt bleg, men vågen, opmærksom, ikke nakke-ryg-stiv og uden blodudtrækninger i huden (petekkier).

Det fremgår af 1. reservelæge Cs udtalelse til sagen, at han i journalen bemærkede, at der ikke var taget prøver af blod eller sekret fra luftrøret til dyrkning for vækst af bakterier, men anfører i udtalelsen, at man sjældent har nytte af disse undersøgelser, når en person har været i lang tids antibiotisk behandling forinden.

Det fremgår af journalen fra samme dag, at der senere på formiddagen blev påbegyndt lungefysioterapi med en såkaldt PEP-maske.

Det er nævnets opfattelse, at tilstand og fund på det tidspunkt, hvor 1. reservelæge C tilså på stuegang, var forenelig med virus-pneumoni. På det foreliggende grundlag var det efter nævnets vurdering ikke under normen for almindelig anerkendt faglig standard at undlade genanlæggelse af drop og ordination af undersøgelse af trakealsekret. Det er nævnets opfattelse, at 1. reservelæge Cs beslutning om at genoptage Imacillin-behandling (som mikstur), som var forsøgt uden den store effekt i ugen op til indlæggelsen, ikke var konsekvent.

Nævnet finder således samlet, at 1. reservelæge C ikke behandlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard den 12. marts 2007 på børneafdelingen . Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt om 1. reservelæge C havde ordineret et andet præparat end Imacillin.

Det fremgår af journalen fra den 13. marts 2007, at overlæge D kl. 11.50 gik stuegang og noterede, at sov efter alle strabadserne. Overlægen noterede, at fortsat fik inhalationsbehandling hver 3 time, og forældrene brugte endvidere PEP masken, når han var vågen. Der var en mere produktiv hoste. Overlægen ville foretage en lytteundersøgelse af lungerne, når vågnede. Ifølge notatet fra samme dag kl.14.30 foretog overlæge D en undersøgelse af og fandt ham udtalt klagende, bleg og hostende. Der var ingen dæmpning ved lytteundersøgelse af lungerne. Overlægen konkluderede, at der ikke havde været udtalt effekt af penicillin behandlingen, hvorfor hun ordinerede mycoplasmapodning og mikstur med Abboticin, samt fortsættelse af behandlingen med Imacillin.

Det er nævnets opfattelse, at det i den givne situation ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard at justere behandlingen som overlæge D gjorde den 13. marts 2007. Det er nævnets opfattelse, at mycoplasma-pneumoni var en relevant diagnostik overvejelse, og at Abboticin (erytromycin) har effekt på andre bakterier, blandt andet de fleste ampicillin-resistente hæmofilus-stammer. Det er dog nævnets vurdering, at det var nærliggende at tage trakealsekret til dyrkning samtidigt med mycoplasma-podning.

Nævnet finder således samlet, at overlæge D behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard den 13. marts 2007 på børneafdelingen .

Det fremgår af journalen, at reservelæge E gik stuegang den 13. marts 2007 kl. 20.00 og fandt, at havde det dårligt. Han hostede og havde hurtigt åndedræt (takypnøisk). Reservelægen noterede videre, at ikke ville sove, og at der var opstartet behandling med Abboticin. Reservelægen ordinerede blodprøve med infektionstal og fortsættelse af den øvrige behandling.

Det fremgår af reservelæge Es udtalelse til sagen, at da samme eftermiddag var opstartet supplerende behandling på mistanke om mycoplasma lungebetændelse (pneumoni), valgte han alene at supplere med akutte blodprøver.

Det er nævnets opfattelse, at det ikke var under normen for almindelig anerkendt faglig standard at reservelæge E ved aftenstuegang den 13. marts 2007 valgte at følge den plan, der var lagt af overlæge D få timer tidligere – suppleret med ordination af akutte blodprøver.

Ifølge journalen var sovende, da reservelæge F den 14. marts 2007 kl. 00.15 tilså ham.

Det fremgår af reservelæge Fs udtalelse til sagen, at hun så omkring midnat, idet der kom et blodprøvesvar, som forældrene ventede på. Det fremgår videre af udtalelsen, at var sovende med rolig respiration og ikke akut påvirket, hvorfor reservelægen skønnede, at der ikke var behov for akut at ændre behandlingen igen.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet samlet, at reservelæge F behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard den 14. marts 2007 på børneafdelingen .

Det fremgår af journalen fra den 14. marts 2007 kl. 10.30, at reservelæge A gik stuegang og undersøgte . Efter en undersøgelse ordinerede reservelægen anlæggelse af venflon og opstart af intravenøs behandling med Zinacef, suppleret med Klacid mikstur, samtidig med at behandlingen med både Imacillin og Abboticin blev stoppet. Ordinationen var forudgået af en ordination med sug af sekret fra luftrøret (trakealsug) til undersøgelse af influenza virus, R-S virus, adenovirus, samt D+R.

Det fremgår af journalen fra den 15. marts 2007 kl. 11.00, at reservelæge A ved stuegang noterede, at tilstanden var vendt, og at havde det betydeligt bedre.

Det fremgår af journalen, at der den 15. marts 2007 kl. 18.00 var kommet negativt mycoplasmasvar.

Det fremgår af journalen fra den 16. marts 2007 kl. 13.45, at reservelæge A gik stuegang og noterede, at der var kommet svar fra trakealsuget, og at det viste vækst af haemophilius influenzae, som kun var sensitiv overfor Cefruroxim, Cefalexin og Centamicin. Reservelægen konfererede med vagthavende mikrobiolog og ordinerede herefter mikstur Spektramox til 10 dages behandling.

Ifølge journalen blev udskrevet den 19. marts 2007.

Det er nævnets opfattelse, at reservelæge As ordination den 14. marts 2007 kl. 10.30 med opstart af intravenøs behandling med Zinacef, havde god effekt og medførte hurtig bedring, svarende til at der i trakealsekret blev fundet ampicillin- og penicillin-resistent hæmofilus med nedsat følsomhed for erytromycin.

Det er nævnets opfattelse, at hos små børn med lungebetændelse (pneumoni), som ikke reagerer på konventionel penicillin-behandling, er langt den hyppigste forklaring, at det drejer sig om virus-pneumoni. Atypiske pneumonier (mycoplasma) er ikke hyppige, men forekommer. Den resistente hæmofilus er relativt sjælden, og som regel har den nogen følsomhed for penicillin i høj dosis eller for erytromycin. I meget sjældne tilfælde kan legionella, ornitose eller pneumocyster være forklaring på progressionen. Ofte bliver den korrekte diagnose først stillet et stykke inde i forløbet.

Endvidere er det nævnets opfattelse, at det er relevant at foretage trakealsugning som led i udredning af nedre luftvejsinfektioner, men dyrkning af trakealsekret er imidlertid ikke diagnostisk helt sikker. Den ansvarlige bakterie vokser ikke nødvendigvis frem, enten fordi den er hæmmet af given antibiotisk behandling, eller fordi sekretet ikke er repræsentativt. Endvidere er den fundne bakterie ikke nødvendigvis den ansvarlige, den kan være en ”tilfældig” ledsager. I praksis undlades sugningen ofte, når den ikke skønnes strengt nødvendig, og den antibiotiske behandling justeres så ud fra det kliniske forløb.

Nævnet finder herefter samlet, at reservelæge A behandlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard den 14. marts 2007 på børneafdelingen .