Klage over at patient ikke har modtaget korrekt behandling i forbindelse med medicin

Hændelsesforløb fik i november 2007 indopereret et kunstigt led i højre knæ...

Sagsnummer:

0872519

Offentliggørelsesdato:

20. juli 2009

Speciale:

Ortopædkirurgi

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Hændelsesforløb <****> fik i november 2007 indopereret et kunstigt led i højre knæ...

Hændelsesforløb


fik i november 2007 indopereret et kunstigt led i højre knæ. Efterfølgende fik han en blodansamling i knæet med betændelseslignende symptomer.

Den 5. december 2007 blev indlagt på med henblik på en kirurgisk vurdering af knæet.

Den 6. december 2007 foretog overlæge A en operation, hvor han fjernede en blodansamling under fedtvævet ved knæet.

Den 8. december 2007 blev udskrevet, og han fik ordineret foreløbig antibiotisk behandling i form af Dicillin indtil den næste kontrol. Samme dag blev det noteret i journalen, at der var et usikkert svar på bakterietypen Escherichia coli (E-coli) fra klinisk mikrobiologisk afdeling.

Den 10. december 2007 forelå der endeligt svar på prøverne fra klinisk mikrobiologisk afdeling, som viste, at der var vækst af bakterietyperne E-coli og Enterococcus faecalis.

Den 11. december 2007 var til kontrol hos læge B, som ordinerede, at skulle fortsætte med at tage Dicillin indtil den næste kontrol.

Den 14. december 2007 var til kontrol. Han havde feber på 38,5 grader, varme og hævelse i højre knæ med tydelig ansamling i knæet, såret var noget spændt, og der var betændelse ved de nederste sting. Der blev foretaget en operation med oprensning af knæet samme dag.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling på i perioden fra den 4. til den 14. december 2007.

Det er hertil oplyst, at blev behandlet med præparatet Dicillin mod infektion, selvom Dicillin ikke kan bruges til behandling mod E-coli, som blev påvist i hans prøver. Det er hertil anført, at ikke fik besked om at stoppe Dicillin-kuren, hvilket medførte, at han måtte gennemgå en ny stor operation. Endelig er det anført, at måtte gennemgå en lang genoptræningsperiode, og at konsekvenserne for hans bevægelsesmuligheder endnu er uvisse.

Nævnets afgørelse af klagen


Læge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af i perioden fra den 6. til den 8. december 2007 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Læge B har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 11. december 2007 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Begrundelse


Det fremgår af journalen den 5. december 2007, at havde haft problemer med blodansamling (hæmatom) i knæet, siden han havde fået indsat et kunstigt knæled (knæalloplastik) i november 2007, og at der var mistanke om infektion.

Af journalen den 6. december 2007 fremgår det, at overlæge A under en operation fjernede metalklipsene (agraffer) fra forsiden af s højre knæ, og fandt en stor blodansamling i underhuden (subkutant), som han fjernede. Overlægen vurderede herefter, at det ikke var muligt for eventuelle bakterier at passere (ingen kommunikation) til leddet. Han skrabede hulrummet (gåes efter med skarp ske), og skyllede med antibiotikaholdigt skyllevand (Gentamycinvand). Endelig foretog overlæge A med manuel kraft bøjning og strækning af knæet (brissement forcé), hvorved der udtømtes en lille stråle letflydende og klar væske (serøs) fra knæleddet. Overlægen vurderede, at der ikke var yderligere ansamling i leddet, hvorfor han ikke åbnede dette.

Patientklagenævnet kan oplyse, at når der udtømmes ledvæske, når et knæ bøjes og strækkes, betyder det, at der er kommunikation til leddet. En læge bør i den forbindelse være opmærksom på, om det er muligt for eventuelle bakterier at passere fra underhuden til knæleddet.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at overlæge A burde have sikret sig, at der ikke var betændelse i leddet, enten ved at have gjort et indstik til leddet med en kanyle i et område langt fra operationssåret, som var renset ekstra grundigt, eller ved at have åbnet ind til leddet.

Af overlæge As udtalelse fremgår det, at han tog en vævsprøve under operationen, som blev sendt til mikrobiologisk afdeling.

Det fremgår af journalen den 7. december 2007, at overlæge A vurderede, at kunne udskrives den følgende dag, og at han skulle i behandling med Dicillin indtil næste kontrol.

Af journalen den 8. december 2007 fremgår det, at det foreløbige dyrkningssvar på prøverne påviste E-coli, men at dette svar var noget usikkert (Der er påvist E-coli. Dog noget usikkert).

Af overlæge As udtalelse fremgår det, at mikrobiologisk afdeling telefonisk havde oplyst, at der var fundet E-coli.

Det fremgår af læge Bs udtalelse, at det er fast praksis på ortopædkirurgisk afdeling, , at ordinere Dicillin ved mistanke om infektion. Den antibiotiske behandling vil eventuelt efterfølgende blive ændret, når der foreligger endeligt dyrkningssvar.

Patientklagenævnet kan oplyse, at Dicillin er det første valg af antibiotika ved mistanke om infektion ved en ledprotese, idet de fleste infektioner skyldes stafylokokker, som er følsomme over for dette stof.

Det er imidlertid nævnets vurdering, at overlæge A burde have kontaktet mikrobiologisk afdeling og forespurgt om hvilken vægt man kunne tillægge fundet af E-coli, og i samråd med mikrobiologerne have taget stilling til, om der skulle ordineres en anden type antibiotika.

Nævnet finder herefter, at overlæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 6. til den 8. december 2007.

Det fremgår af journalen den 11. december 2007, at var til kontrol hos læge B. Hun fandt ingen tegn på infektion, men fortsat lidt varme omkring knæet, hvorfor hun vurderede, at han skulle fortsætte med Dicillin indtil den næste kontrol.

Af læge Bs udtalelse fremgår det, at hun fandt tegn på, at antibiotikabehandlingen havde virket.

Af skriftligt svar fra klinisk mikrobiologisk afdeling af 10. december 2007 fremgår det, at der blev fundet vækst af E-coli og Enterococcus faecalis. Endvidere fremgår det, at begge bakterietyper er følsomme overfor Ampicillin, og at E-coli er modstandsdygtig overfor Penicillin.

Af læge Bs udtalelse fremgår det, at hun ikke havde set, at der i journalen var anført at der var fundet usikker vækst af E-coli, og at det endelige resultat af prøverne ikke var anført i journalen.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det er sædvanlig praksis at foretage vævspodning fra operationsfeltet for at kunne vurdere, hvilken type antibiotikabehandling, der skal ordineres.

Nævnet kan endvidere oplyse, at vævsprøver sædvanligvis dyrkes i 3-5 dage, hvorefter der vil foreligge endeligt prøvesvar. Prøvesvaret vil sædvanligvis ikke fremgå af journalnotatet, men vil være indlagt som et selvstændigt ark i den fysiske journal.

Det er derfor nævnets vurdering, at læge B burde have været opmærksom på, at der afventedes svar på en sådan prøve. Da der ikke forelå noget svar i journalen, er det nævnets opfattelse, at hun burde have forespurgt klinisk mikrobiologisk afdeling om, hvorvidt der forelå et svar. Hun burde herefter have skiftet antibiotisk behandling i henhold til prøvesvarets angivelse af bakterietype og antibiotikafølsomhed.

På baggrund af ovenstående finder nævnet, at læge B har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 11. december 2007.