Klage over tvangsmedicinering

Hændelsesforløb <****> er en nu 27-årig mand...

Hændelsesforløb

er en nu 27-årig mand, som lider af skizofreni og opmærksomhedsforstyrrelse (ADHD). I 1997 fik han en dom til psykiatrisk behandling på grund af voldelig adfærd. Han har været tilknyttet det psykiatriske behandlingssystem siden 1998, men det har ikke været muligt at fastholde ham i et behandlingsforløb.

Aktuelt blev indlagt den 1. februar 2007. Ved indlæggelsen var han i behandling med Ritalin, men fremtrådte psykotisk og havde af syns- og lugthallucinationer, forfølgelsesvrangforestillinger, smitte- og giftfrygt og vrangagtige sanseoplevelser.

Under den fortsatte indlæggelse var opmærksomhedsforstyrret med voldelig og truende adfærd. Han var konstant i bevægelse, og der var mistanke om, at han ikke tog den ordinerede medicin. Han fik derfor ordineret Seroquel, som han i perioder indtog frivilligt. Da han var fortsat urolig, fik han ordineret Cisordinol ved tvang.

Den 27. juni 2007 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal 1 mg dagligt stigende til 6 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg dagligt i højst 3 dage. klagede over beslutningen, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen underkendte ved afgørelse af 11. juli 2007 den besluttede tvangsbehandling, idet han ikke i tilstrækkeligt omfang var forsøgt motiveret for frivillig behandling forud for beslutningen om tvangsmedicinering.

Fra den 27. juni 2007 blev dagligt forsøgt motiveret til frivillig behandling med tablet Risperdal, og han indtog medicinen sporadisk. Den 16. juli 2007 afviste han dog behandlingen helt. Den 20. juli 2007 blev der truffet ny beslutning om tvangsmedicinering med tablet Risperdal 1 mg dagligt stigende til 6 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg dagligt i højst 3 dage, idet han var tiltagende psykotisk og dårligt fungerende.

indgav klage over beslutningen, og klagen blev tillagt opsættende virkning. Det Psykiatriske Patientklagenævnet ved Statsforvaltningen godkendte den 31. juli 2007 beslutningen om tvangsbehandling med tablet Risperdal. Behandlingen blev iværksat den 3. august 2007, og dosis blev øget til Risperdal 2 mg dagligt.

Under den videre indlæggelse bedredes s tilstand umiddelbart efter opstart af behandlingen med Risperdal, men han fremtrådte fortsat psykotisk, og han var fortsat truende og voldelig i sin adfærd og uden sygdomsindsigt. Han havde ingen realitetssans, indblik i sin egen situation og han var diskussionslysten, vredladen, aggressiv og anspændt.

Den 5. december 2007 klagede over den fortsatte tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .

Klagen

klagede over beslutningen om fortsat tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 21. december 2007 beslutningen om fortsat tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 21. december 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om forsat tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at fortsat var sindssyg, og at det fortsat ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at fortsat befandt sig i en psykotisk tilstand præget af hallucinationer og vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Nævnet har lagt vægt på, at under indlæggelsen havde modtaget Risperdal med god effekt på tilstanden, og at der blev besluttet tvangsbehandling med tablet. Videre har nævnet lagt vægt på, at det ikke var sandsynligt, at kunne motiveres for frivillig behandling, idet der var mistanke om, at han spyttede sin medicin ud.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår behandlingens udstrækning.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål. Dette indebærer, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser optimal effekt i løbet af 1 ½ til ca. 3 måneder.

Det fremgår af overlægens udtalelse, at s psykiske tilstand var bedret siden iværksættelsen af tvangsmedicineringen med Risperdal, idet hans psykotiske symptomer og adfærdssymptomer var dæmpede lidt. Han var dog fortsat psykotisk og havde blandt andet hallucinationer og vrangforestillinger, og han havde fortsat adfærdssymptomer. Han var fortsat truende og var uden sygdomserkendelse. Han fortalte dagligt, at han ikke var syg. Overlægen har videre anført, at det blev vurderet, at det var nødvendigt fortsat at tvangsmedicinere blandt andet fordi, at det ikke var muligt at fastholde ham i et behandlingsforløb trods behandlingsdommen, hvilket resulterede i fornyet kriminalitet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning for så vidt angår udstrækningen af behandlingen. Nævnet har herved lagt vægt på, at selvom der var indtrådt en mindre bedring i s tilstand, så var han fortsat psykotisk, havde vrangforestillinger og var uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Risperdal er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel ligesom de besluttede doseringer er almindelige.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af psykiatrilovens § 32, stk. 3, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet skal hertil bemærke, at i tilfælde, hvor der – som i den konkrete sag – ikke er truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, er det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .