Klage over ordination af medicin til behandling af en sygdom, patienten ikke mente vedkommende havde, samt utilstrækkelig undersøgelse ifm. tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra den 27. februar til den 21. april 2006 i sin klinik, jf. lægelovens § 6.

Hændelsesforløb
havde gennem en årrække været psykisk syg med diagnosen skizofreni. Han var regelmæssigt i kontakt med psykiatrisk afdeling, , som den 4. oktober 2005 ordinerede behandling med antipsykotisk medicin i form af Seroquel.

Den 23. januar 2006 var til samtale hos en sygeplejerske. Han oplyste, at han var ophørt med den antipsykotiske behandling med Seroquel omkring den 1. januar 2006, hvorefter hans psykiske tilstand var forværret med paranoide forestillinger og vredesudbrud.

Den 3. februar 2006 blev undersøgt af praktiserende læge , idet han havde smerter og føleforstyrrelser i fodsålerne. var usikker på benene og havde påvirket gangfunktion. Læge fandt ved sin undersøgelse, at det kunne dreje sig om en nervelidelse uden for centralnervesystemet. Hun ordinerede blodprøver og igangsatte smertestillende behandling. Udredningen viste, at han havde D-vitaminmangel, hvorfor der blev iværksat behandling herfor.

Den 24. februar 2006 var plaget af svær, tiltagende paranoia, forpint af vrangforestillinger og hørehallucinationer, ligesom puls og åndedræt var påvirket. En sygeplejerske anbefalede derfor henvisning til egen læge.

Den 27. februar 2006 ordinerede læge , at behandlingen med Seroquel skulle genoptages.

Den 10. og 21. marts 2006 blev atter undersøgt af læge . Han anførte at have det godt psykisk uden behov for psykofarmaka. Hun ordinerede genoptagelse af behandlingen med Seroquel, idet han var forpint og hallucineret.

Den 6. april 2006 blev atter undersøgt af læge , idet han afviste indtagelse af Seroquel under henvisning til bivirkninger.

Den 21. april 2006 fandt læge , at var tiltagende psykotisk, og udfærdigede en lægeerklæring med henblik på tvangsindlæggelse af helbredsmæssige grunde. Af lægeerklæringen fremgik, at var skizofren med tiltagende psykotiske forestillinger. Han var forpint og afviste medicinering og indlæggelse.

Den 24. april 2006 blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, . Han opstartede behandling med Risperdal, og hans psykiske tilstand bedredes gradvist, hvorefter han blev udskrevet den 16. maj 2006.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At læge ikke undersøgte tilstrækkeligt i perioden fra den 27. februar til den 21. april 2006 inden hun ordinerede medicin.

Det er herved anført, at læge ordinerede medicin for en sygdom, som ikke havde, og som medførte utallige bivirkninger og gjorde ham alvorligt syg.

2. At den vurdering, læge foretog af s tilstand den 21. april 2006, var ukorrekt.

Det er herved anført, at læge ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af inden hun foranledigede, at han blev tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, .

Nævnets afgørelse af klagen
Praktiserende læge har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 27. februar til den 21. april 2006 i sin klinik.

Begrundelse
Det fremgår af journalen den 27. februar 2006, at var tiltagende psykotisk og paranoid. Han havde ikke ønsket at tage Seroquel den sidste tid, og ville ikke have kontakt med psykiatrisk afdeling. Læge gav ham valget mellem at indtage sin medicin eller blive indlagt.

Det fremgår videre af journalen den 21. marts 2006, at havde det godt, og han mente, at han ikke havde brug for psykofarmaka. Personalet, hvor han boede, oplevede ham ofte som forpint og hallucineret, men dette afviste han kategorisk. Det blev dog aftalt, at han fortsatte med sin medicin i form af Seroquel 50 mg dagligt.

Det fremgår endvidere af journalen den 6. april 2006, at ikke ville tage Seroquel mere, idet han mente, han blev forgiftet og havde alle de bivirkninger, som stod i indlægssedlen. Han benægtede, han havde det dårligt. Ifølge personalet havde han dagligt psykotiske symptomer, og mente, at der kom giftig luft ind ad sprækkerne. Der var desuden mikrofoner i væggene. Han holdt sig mere for sig selv, men han afviste at være forpint. Han afviste på det kraftigste indlæggelse, så hvis det kom på tale, blev det næppe frivilligt. Læge tog kontakt til psykiatrisk bagvagt og drøftede behandlingen med vedkommende. Det blev anbefalet at opstarte behandling med Risperdal.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at behandlingen med Risperdal ikke blev opstartet, da afviste at indtage medicin.

Det fremgår af journalen den 7. april 2006, at virkede veltilpas, hvorfor læge ville se tiden an.

Nævnet kan oplyse, at de praktiserende læger fungerer som forpost i det danske sundhedsvæsen. Det vil sige, at de ofte har den første kontakt til en patient - også selvom denne patient er i behandling inden for et andet speciale end almen medicin. I rollefordelingen mellem den almen praktiserende læge og eksempelvis psykiatri, er det helt naturligt, at den praktiserende læge støtter sig til, hvad den specialiserede afdeling har besluttet af eksempelvis ordinationer.

Det er nævnets opfattelse, at læge på relevant vis ordinerede og opfordrede til at følge den medicinske behandling i form af Seroquel, idet den var ordineret af en specialafdeling.

Videre er det nævnets opfattelse, at læge på relevant vis kontaktede psykiatrisk afdeling for at søge råd og vejledning.

Det fremgår af journalen den 21. april 2006, at var blevet tiltagende psykotisk gennem de sidste uger. Han overværede overfald og voldtægter, og der kom giftgas ind ad væggene. Herefter udfærdigede læge en lægeerklæring til brug ved politiets bestemmelse om tvangsindlæggelse af helbredsmæssige grunde.

Det fremgår af erklæringen, at var skizofren med flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig. For flere uger siden var han blevet tiltagende psykotisk med forestillinger om, at han blev aflyttet, at der blev ledt giftgas ind i hans lejlighed, og at han kunne høre små piger blive mishandlet. Han havde ikke villet tage sin medicin de sidste 2 ½ uge, og symptomerne var tiltaget kraftigt. Han var forpint og helt uden sygdomsindsigt. Han afviste at tage medicin og afviste indlæggelse.


Nævnet kan oplyse, at der i psykiatriloven er hjemmel til at tvangsindlægge og tvangstilbageholde patienter, som vurderes at være sindssyge eller som befinder sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, hvis det anses for sandsynligt, at mulighederne for helbredelse eller en betydelig eller afgørende bedring i patientens tilstand ellers ville blive væsentligt forringet.

Nævnet kan endvidere oplyse, at det er den indlæggende læge på den psykiatriske afdeling, der vurderer, om betingelserne for tvangsindlæggelse er opfyldt. Klage over overlægens beslutning om tvangsindlæggelse kan behandles af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan således ikke tage stilling til, om det var korrekt, at det blev besluttet, at blev tvangsindlagt. Nævnet kan alene tage stilling til den faglige virksomhed, der blev udført af læge inden tvangsindlæggelsen.

Det er nævnets opfattelse, at læge foretog en relevant undersøgelse af den 21. april 2006.

Det er videre nævnets opfattelse, at det på baggrund af s konsultationer hos læge og oplysningerne fra personalet, hvor han boede, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at læge vurderede, at fremtrådte psykotisk præget af vrangforestillinger.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard, at læge overvejede tvangsindlæggelse, idet hun vurderede, at var i en behandlingskrævende tilstand, og idet han ikke ønskede at tage sin medicin eller blive indlagt.

På denne baggrund finder nævnet, at læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig ankerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 27. februar til den 21. april 2006.