Klage over praktiserende læges ophør af ordination af afhængighedsskabende medicin ved mistanke om, at patienten videresolgte medicinen

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> for hans behandling af <****> den 25. januar 2007 i sin klinik, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

havde i mange år fået ordineret beroligende medicin og sovemedicin af læge .

Læge havde flere gange i perioden haft svært ved at sikre overholdelse af de indgåede aftaler med om fornyelse af recepter på den afhængighedsskabende medicin.

Den 25. januar 2007 fandt praktiserende læge ikke længere, at der var indikation for at ordinere den afhængighedsskabende medicin til , hvorfor ordinationen ophørte.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge i januar 2007, idet lægen stoppede ordinationen af sovemedicin og beroligende medicin.

Det er herved anført, at havde fået medicinen i årevis.

Nævnets afgørelse af klagen

Praktiserende læge har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 25. januar 2007 i sin klinik.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at havde været i behandling med angstdæmpende medicin (Alopam) siden 1992. Videre fremgår det, at var i behandling med søvnfremkaldende medicin (Pacisyn). Det fremgår endvidere, at flere gange havde mistet sin medicin, og derfor bedt om mere medicin.

Nævnet kan oplyse, at Alopam og Pacisyn tilhører lægemiddelgruppen benzodiazepiner, der er omfattet af Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler.

Det fremgår af journalen den 25. januar 2007, at læge stoppede behandlingen af med angstdæmpende medicin (Alopam) og søvnfremkaldende medicin (Pacisyn). Videre fremgår det, at læge havde fået oplyst, at solgte sin medicin.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at han ikke fandt indikation for at fortsætte behandlingen med afhængighedsskabende medicin efter den 25. januar 2007, idet han havde fået detaljerede oplysninger om, at og hans hustru solgte medicinen. Videre fremgår det, at ikke tidligere havde henvendt sig med abstinenser, selvom hans afhængighedsskabende medicin var sluppet op, inden han igen kunne få udleveret ny medicin. Det fremgår endvidere, at ikke henvendte sig med abstinenser efter ophøret med ordinationen af afhængighedsskabende medicin.

Det er nævnets opfattelse, at en læge er berettiget til at stoppe behandlingen med afhængighedsskabende medicin, når der ikke længere er indikation for behandlingen. Videre er det nævnets opfattelse, at ophør med behandling med afhængighedsskabende medicin normalt skal ske ved en nedtrapning af medicineringen for at undgå abstinenser, men at det i særlige tilfælde kan ske uden nedtrapning, for eksempel i tilfælde, hvor man har begrundet mistanke om, at patienten ikke selv indtager medicinen.

Nævnet finder herefter, at læge handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 25. januar 2007 i sin klinik.