Klage over tvangsbehandling med for kort motivationstid

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn <****> den 24. juli 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 14. juli 2008 på <****>.

Hændelsesforløb

er en 42-årig mand, der igennem mange år har været i psykiatrisk behandling under diagnosen paranoid skizofreni. Han var sidst indlagt i 2006, hvor han bedredes på medikamentel behandling, men han ophørte efter udskrivelsen med medicinen, og har ikke siden kunnet fastholdes i behandling. Han har været fulgt ved distriktspsykiatrisk center og senest ved det opsøgende psykoseteam, men har afvist kontakten og blev i juni 2008 afsluttet til egen læge.

Aktuelt blev indlagt tvangsmæssigt den 11. juli 2008 af egen læge, da han truede med at hænge sin far, idet han mente faderen fortjente at dø. Han talte om, at han blev forgiftet af sin mad og af drikkevandet, og at han var blevet bortadopteret til forsøg i psykiatrien.

Under indlæggelsen fastholdt han, at faderen havde solgt ham til , således at han kunne blive brugt til forsøg i psykiatrien, og at psykiatrimedarbejdere kom i hans hus og ødelagde tingene for ham, ligesom de forgiftede ham og påførte hans hund kræft. De var også årsag til, at han ikke kunne gå til ringridning eller deltage i jagt. Han var vedvarende optaget af systematiserede vrangforestillinger, ligesom han var vredladen og hans stemmeføring høj og monoton.

blev fra indlæggelsesdagen den 11. juli 2008 tilbudt antipsykotisk behandling med tablet Seroquel 100 mg.

Den 14.juli 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Abilify 15 mg og tablet Seroquel 300+300 mg, subsidiært injektion Abilify 7,5 mg to gange dagligt og 7,5 mg p.n. max. 1 gang dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsbehandling til Det Psykiatriske Patientklagenævn . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ved afgørelse af 31. juli 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af . Nævnet godkendte ikke overlægens beslutning af 14. juli 08 om tvangsbehandling, men godkendte beslutningen efter at den var genfremsat af overlægen ved nævnets møde den 24. juli 2008.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 31. juli 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn om tvangsmedicinering af .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at han befandt sig i en psykotisk tilstand med systematiserede vrangforestillinger og mente sig forfulgt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det fremgår af journalen, at der den 14. juli 2008, efter 3 dages forsøg på motivation for frivillig behandling, blev truffet beslutning om tvangsbehandling af , og at hans klage herover blev tillagt opsættende virkning.

Det fremgår af Det Psykiatriske Patientklagenævn s afgørelse, at overlægen på nævnets møde den 24. juli 2008 oplyste, at han regnede tiden efter beslutningen om tvangsbehandling og frem til effektueringen med som motivationstid, og at han fastholdt beslutningen om tvangsbehandling.

Det er nævnets opfattelse, at motivationsperioden regnes fra det tidspunkt, hvor patienten bliver gjort bekendt med, at lægerne anbefaler et konkret behandlingstilbud og indtil der bliver truffet beslutning om tvangsbehandling. Tiden fra beslutningen og indtil behandlingen af en klage herover kan således ikke regnes for en del af motivationsperioden.

Nævnet har lagt vægt på, at kun gennem 3 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet den 14. juli 2008.

Nævnet skal endvidere bemærke, at der ikke blev truffet beslutning om tvangsbehandling i overensstemmelse med hvad der var motiveret for.

Det er endvidere nævnets opfattelse, at der ikke den 24. juli 2008 kan siges at være truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, idet der ikke ses at være udfyldt en ny tvangsprotokol, ligesom det ikke fremgår af journalen, at der skulle være truffet en ny beslutning om tvangsbehandling denne dato.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt og ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 31. juli 2008.