Klage over at lægelig oplysning af hospital blev videregivet til patients egen læge mod patientens ønske

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere ledende overlæge A for hans instruks af håndteringen af samtykke til videregivelse af oplysninger til egen læge i forbindelse med ambulante behandlingsforløb, der fandt anvendelse i forbindelse med behandlingen af <****> i perioden fra den 19. januar til den 10. februar 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge B for videregivelse af oplysninger om <****> til hendes egen læge i perioden fra den 19. januar til den 10. februar 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1, jf. lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 24, stk. 1.

Hændelsesforløb

var henvist til medicinsk afdeling, Sygehus 1, af medicinsk afdeling på Sygehus 2 med henblik på udredning af iskæmisk hjertesygdom.

Den 19. januar 2006 var til undersøgelse på medicinsk afdeling, hvor hun blev undersøgt af 1. reservelæge B. Ved undersøgelsen noterede 1. reservelægen, at gav udtryk for, at hendes egen læge ikke fik at vide, at hun var HIV-positiv. 1. reservelæge B noterede dette i journalen.

Efterfølgende blev der sendt elektronisk kopi af notatet fra journalen til s egen læge.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At læger på Sygehus 1 den 21. januar og 10. februar 2006 uden s samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt har videregivet oplysninger om til det lægehus, hvor hendes egen læge havde konsultation.

Det er anført, at oplysningerne vedrørte undersøgelser på Sygehus 1. Det er herunder anført, at udtrykkeligt forbød, at der blev sendt oplysninger til egen læge eller andre i .

Nævnets afgørelse af klagen

1. reservelæge B har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 23, jf. § 24, stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 19. januar til en 10. februar 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1.

Ledende overlæge A har overtrådt lægelovens § 6 i forbindelse med sin instruks af håndteringen af samtykke til videregivelse af oplysninger til egen læge i forbindelse med ambulante behandlingsforløb, der fandt anvendelse i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 19. januar til den 10. februar 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1.

Begrundelse

Patientklagenævnet kan oplyse, at det følger af § 23 i lov om patienters retsstilling, at en læge skal iagttage tavshed om, hvad han under udøvelsen af sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger. En læge kan dog i henhold til § 24, stk. 1, videregive oplysninger til andre sundhedspersoner, der skal behandle patienten, når patienten har givet sit samtykke hertil. Samtykket kan, jf. § 25, være mundtligt eller skriftligt.

Det fremgår af journalen den 19. januar 2006, at blev undersøgt af læge B til udredning for eventuel iskæmisk hjertesygdom. Det fremgår videre af journalen, at lægen noterede, at i maj 2001 var fundet HIV-positiv, og at hun udtrykte ønske om, at hendes egen læge ikke fik at vide, at hun var HIV-positiv.

Nævnet finder på denne baggrund, at ikke havde givet sit samtykke til, at læge B kunne videregive oplysninger om hende til hendes egen læge.

Det fremgår af udtalelse fra 1. reservelæge B, at ved sin første kontakt til Sygehus 1 ved en fejl ikke havde udfyldt en samtykkeerklæring.

Det fremgår af udtalelse fra ledende overlæge A, at en samtykkeerklæring, der indeholdt en orientering om reglerne for udveksling af helbredsoplysninger, blev udsendt sammen med indkaldelsen til et planlagt ambulant forløb, således at patienten inden første fremmøde i ambulatoriet havde overvejet sin holdning og tilkendegivet den ved udfyldelse af de få rubrikker, det drejede sig om.

Videre fremgår det af udtalelse, at 1. reservelæge B blev ansat den 16. oktober 2005 og selvom han regelmæssigt havde arbejdet i ambulatoriet, kunne han teoretisk være uvidende om afdelingens rutine, der som anført indebar, at ambulatoriet sendte kopi af alle journalnotater medmindre det fremgik af samtykkeerklæringen.

Det fremgår videre af udtalelsen, at man i dette utilsigtede og yderst beklagelige patientforløb dels kunne have håbet, at journaloptagelsen var blevet afsluttet med et fremhævet notat om, at egen læge ikke skulle have kopi og dernæst, at sekretæren havde været mere fokuseret på den tekst, hun skrev, selvom hun kunne være i god tro, da der ikke forelå nogen udfyldt samtykkeerklæring og derfor rutinemæssigt fulgte den gældende instruks.

Endvidere fremgår det af udtalelsen, at passusen ”at der under og efter min behandling må indhentes og videregives helbredsoplysninger til følgende” kunne give patienten den opfattelse, at har jeg ikke skrevet under, bliver der ikke sendt information til min egen læge m.v. og dermed forklare, hvorfor ikke har medbragt en underskreven samtykkeerklæring for dermed at sikre sig, at egen læge ikke blev informeret.

På baggrund af ovenstående er det nævnets vurdering, at 1. reservelæge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin håndtering af s anmodning om, at hendes egen læge ikke blev oplyst om hendes HIV-sygdom, idet han relevant noterede hendes anmodning i journalen.

Nævnet kan oplyse, at det er nævnets opfattelse, at en læges pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. lægelovens § 6, omfatter en pligt til at sørge for, at der foreligger de fornødne instrukser.

Nævnet kan herefter alene tage stilling til, om ledende overlæge A i forbindelse med behandlingen af ved sin delegation og instruktion af håndteringen af samtykke til videregivelse af oplysninger til egen læge i forbindelse med ambulante behandlingsforløb handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Nævnet kan videre oplyse, at det fremgår af vejledningen nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., at når der sker videregivelse uden patientens konkrete samtykke, er det en forudsætning, at der er tale om videregivelse af helbredsoplysninger, der er nødvendige/relevante for den aktuelle undersøgelse, behandling mv., og at videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov. Der kan derfor for eksempel ikke ske automatisk videregivelse af udskrivningsbreve fra sygehus til patientens praktiserende læge. Det må i hvert enkelt tilfælde være en konkret vurdering af, om patienten skal fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge.

Det fremgår videre af vejledningen, at oplysninger om patientens helbredsforhold, der ikke er relevante for behandlingen og som fremgår af patientjournalen, således ikke må videregives uden patientens konkrete samtykke og skal sorteres fra. Oplysninger om andre fortrolige oplysninger end helbredsoplysninger vil normalt ikke kunne videregives, da disse oplysninger ikke vil være relevante for det aktuelle behandlingsforløb. Den ansvarlige sundhedsperson har pligt til at sikre sig, at der ikke sker videregivelse af oplysninger, som ikke er relevante for det aktuelle behandlingsforløb.

Endelig fremgår det af vejledningen, at det således ofte vil være hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen indhenter et konkret samtykke fra patienten, da det i praksis vil kunne være vanskeligt i epikriser og journaler at udskille oplysninger, som er relevante for det aktuelle behandlingsforløb, fra andre fortrolige oplysninger og helbredsoplysninger, som ikke er relevante for det aktuelle behandlingsforløb og derfor ikke kan videregives uden patientens samtykke.

På baggrund af ovenstående er det nævnets opfattelse, at overlæge A burde have sikret, at der på afdelingen forelå en instruks, hvorefter der ikke automatisk skete videregivelse af helbredsoplysninger til patienternes praktiserende læge, uden at der forinden var indhentet samtykke fra patienten eller var sket en konkret vurdering af, om patienten skulle fortsætte den aktuelle behandling hos den praktiserende læge, hvorefter kun oplysninger vedrørende dette fortsatte aktuelle behandlingsforløb kunne videresendes uden samtykke.

Nævnet finder herefter, at ledende overlæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med sin udfærdigelse af instruks til håndteringen af samtykke til videregivelse af oplysninger til egen læge i forbindelse med ambulante behandlingsforløb, der fandt anvendelse i forbindelse med behandlingen af i perioden fra den 19. januar til den 10. februar 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1.