Klage over manglende angivelse i journal af konsekvensen af at afslå intensiv behandling

Nævnet finder grundlag for at kritisere reservelæge 1, geriatrisk afdeling, Sygehus 1, for hendes journalføring af den information, som hun gav <****> den 24. oktober 2006, herunder hvad <****> tilkendegav på den baggrund, jf. lægelovens § 13, stk. 2.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge 1, geriatrisk afdeling, Sygehus 1, i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1, jf. lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge 2 for hans behandling af <****> i perioden fra den 7. til den 21. juni 2006 samt den 26. juni 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge 3 for hans behandling af <****> den 4. juli 2006, på intensiv afdeling, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge 4 for hans behandling af <****> den 10. juli 2006, på intensiv afdeling, Sygehus 2, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge 5 for hans behandling af <****> i perioden fra den 23. august til den 24. oktober 2006, på geriatrisk afdeling, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge 6 for hans indhentelse af informeret samtykke fra <****> den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1, jf. lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7.

Hændelsesforløb

blev efter henvisning fra egen læge undersøgt på gynækologisk afdeling, Sygehus 1, den 24. maj 2006 på grund af mistanke om en ondartet svulst i underlivet. Der kunne ikke føles en veldefineret svulst, og ultralydsundersøgelse kunne heller ikke afgrænse en svulst, hvorfra der kunne udtages en vævsprøve.

MR-skanning den 1. juni 2006 viste ingen svulster i det lille bækken, men der var noget "uldent" omkring den nederste del af den S-formede del af tyktarmen. Konklusionen på undersøgelsen var, at det formentlig drejede sig om en overstået betændelsesreaktion omkring den S-formede del af tyktarmen – perisigmoidit, og s praktiserende læge blev kontaktet med henblik på kontrol af infektionstal og eventuelt videre undersøgelser.

Den 7. juni 2006 blev akut indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus 1 på grund af tiltagende træthed, appetitløshed og lidt smerter i bugen. På grund af mistanke om betændelse omkring den S-formede del af tyktarmen blev sat i behandling med intravenøs antibiotika med god effekt.

Den 9. juni 2006 blev hun undersøgt af overlæge 2, som fandt at der var fremgang i form af bedre appetit og færre smerter. Overlæge 2 planlagde i alt 14 dages intravenøs behandling med antibiotika og herefter formentlig tabletbehandling med antibiotika.

Den 14. juni 2006 blev udskrevet til fortsat ambulant behandling med antibiotika.

Antibiotikabehandlingen blev afsluttet den 21. juni 2006.

Den 24. juni 2006 blev genindlagt på medicinsk afdeling, Sygehus 1, da hun var alment dårlig.

Den 25. juni 2006 blev sat i behandling med præparaterne Serenase og Alopam, da hun havde begyndende organisk delir.

Den 26. juni 2006 noterede overlæge 2 i journalen, at der var tegn på en fistel mellem urinblæren og tyktarmen.

Ved tilsyn fra kirurgisk afdeling samme dag vurderede kirurgen, at kunne have betændelse i udposninger i tyktarmen (divertikulit) eventuelt med bylddannelse og formentlig med en fistel til blæren. ønskede ingen form for aktiv behandling.

Den 27. juni 2006 noterede den undersøgende læge i journalen, at var udtalt konfus med vrangforestillinger. Kirurgisk behandling og CT-scanning afventede, at fik det mentalt bedre.

Den 28. juni 2006 samtykkede gennem sin søn til eventuel kirurgisk behandling.

Den 30. juni 2006 blev overflyttet til kirurgisk afdeling, hvor man planlagde operation mandag den 3. juli 2006, idet ikke var akut dårlig. CT-scanning af bugen samme dag havde vist en fistel mellem urinblæren og den S-formede del af tyktarmen. Der var endvidere fri luft i bughulen med en stor væskeansamling/absces.

Søndag den 2. juli 2006 blev imidlertid tiltagende dårlig, og hun blev derfor opereret akut den 3. juli 2006 kort efter midnat med fjernelse af fistlen og den betændte del af tarmen. Tyktarmen blev ført ud til huden. Hun blev overflyttet til intensiv afdeling.

Den 4. juli 2006 besluttede overlæge 3, at på grund af pladsproblemer på intensiv afdeling, skulle overføres til intensiv afdeling, Sygehus 2.

På Sygehus 2 blev den 6. juli 2006 re-opereret, idet der var opstået hul på tarmen.

Den 10. juli 2006 besluttede reservelæge 4 at tilbageflytte til intensiv afdeling, Sygehus 1, hvor hun fortsat var i respirator- og dialysebehandling.

Dialysebehandlingen ophørte den 30. juli 2006, men der var fortsat behov for respiratorstøtte.

Den 5. august 2006 blev på grund af pladsproblemer på intensiv afdeling overflyttet til intensiv afdeling, Sygehus 3, hvor behandlingen fortsatte frem til den 11. august 2006, hvorefter blev tilbageflyttet til Sygehus 1.

Den 16. august 2006 gik det fremad, og virkede mere frisk.

Den 23. august 2006 blev overflyttet til geriatrisk afdeling.

På grund af vejrtrækningsproblemer blev i perioderne fra den 29. august til 4. september og fra den 10. september til 11. oktober 2006 indlagt på intensiv afdeling.

Den 24. oktober 2006 blev af plejepersonalet fundet ukontaktbar og blåmarmoreret. Plejepersonalet tilkaldte reservelæge 1, som blandt andet ordinerede ilt på maske. klarede op. afslog overflytning til intensiv afdeling. Reservelæge 1 konfererede behandlingen med afdelingens bagvagt, afdelingslæge 6, som fandt, at ikke skulle overflyttes mod sit ønske. afgik ved døden samme dag.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling.

Det er herved anført, at det var sundhedsfagligt uforsvarligt, at der ikke blev fulgt op på MR-scanningen den 1. juni 2006, og at lægerne først 14 dage senere fandt, at der var en fistel mellem tarm og blære. Det er videre anført, at det var sundhedsfagligt uforsvarligt, at blev flyttet fra Sygehus 1 til Sygehus 2 den 4. juli 2006 og retur den 10. juli 2006. Det er videre anført, at genoptræning blev iværksat for sent.

2. At lægen den 26. juni 2006 undlod at behandle .

Det er herved anført, at på dette tidspunkt manglede evnen til at give informeret samtykke til behandlingen, idet hun var psykotisk og led af manglende sygdomserkendelse.

3. At reservelæge 1 den 24. oktober 2006 undlod at give intensiv behandling.

Det er herved anført, at det fremgik af s journal, at hun var intensivkandidat.

Nævnets afgørelse af klagen

Overlæge 2 har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 7. til den 21. juni 2006 samt den 26. juni 2006 på medicinsk afdeling, Sygehus 1.

Overlæge 3 har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 4. juli 2006, på intensiv afdeling, Sygehus 1.

Reservelæge 4 har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af den 4. juli 2006, på intensiv afdeling, Sygehus 1.

Overlæge 5 har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af i perioden fra den 23. august til den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1.

Reservelæge 1, har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7 i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke fra den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1.

Reservelæge 1 har overtrådt lægelovens § 13, stk. 2, ved sin journalføring af den information, hun gav , herunder hvad tilkendegav på den baggrund, den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1.

1. reservelæge 6 har ikke overtrådt lov om patienters retsstilling § 6, jf. § 7 i forbindelse med indhentelse af informeret samtykke fra den 24. oktober 2006 på geriatrisk afdeling, Sygehus 1.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 7. juni 2006, at blev indlagt akut på medicinsk afdeling, Sygehus 1, på grund af tiltagende træthed, appetitløshed og lidt smerter i bugen. Der havde ikke været opkastninger eller temperaturforhøjelse. virkede mere kronisk end akut svækket. Infektionstallene (CRP) blev målt til 240 (normalværdi under 10) og hvide blodlegemer blev målt til 15,4 (normalværdi 3,0-10). På grund af mistanke om betændelse omkring den nederste S-formede del af tyktarmen (sigmoideum) blev efter konference med den vagthavende mavetarmkirurg sat i behandling med intravenøs antibiotika, Pentrexyl og Metronidazol.

Af journalen den 8. juni 2006 fremgår, at blev undersøgt af en læge fra mavetarmkirurgisk afdeling, som ikke fandt indikation for akut operation. Lægen mistænkte, at havde betændelse omkring den nederste S-formede del af tyktarmen og anbefalede, at behandlingen med antibiotika skulle fortsætte. Endvidere skulle MR-skanningen foretaget den 1. juni 2006 vurderes på kirurgisk afdeling, og skulle indkaldes til en kikkertundersøgelse af tarmen på kirurgisk afdeling.

Af journalen den 9. juni 2006 fremgår, at blev undersøgt af overlæge 2, og at hun havde bedre appetit og færre smerter. Infektionsparametrene var faldende.

Af journalen den 12. juni 2006 fremgår, at havde fået blærebetændelse og diarré. Overlæge 2 ændrede i den antibiotiske behandling. Det fremgik i øvrigt, at var tiltagende mobiliseret.

Det fremgår af journalen den 14. juni 2006, at blev udskrevet til fortsat ambulant behandling på infektionsmedicinsk afdeling med intravenøs antibiotika.

Af journalen den 21. juni 2006 fremgår, at antibiotikabehandlingen blev afsluttet samme dag. befandt sig godt. Der var ikke temperaturforhøjelse, og infektionstallene var nu faldet til 29.

Nævnet kan oplyse, at mange ældre personer udvikler en svaghed i muskulaturen i tyktarmen og får derved udposninger i tarmvæggen. I langt de fleste tilfælde er disse ganske harmløse. Sker der derimod en lækage i tarmvæggen, kan personen udvikle en betændelse i tarmvæggen eller i området (perisigmoiditis). Ved en akut perisigmoiditis får patienten smerter, feber og øm udfyldning i venstre side. Der vil være forhøjede infektionstal. Ved en kompliceret perisigmoiditis kan der dannes fistler og bylder. Dette kan for eksempel belyses ved en CT-scanning.

Det er nævnets opfattelse, at overlæge 2 iværksatte en relevant undersøgelse og behandling af i perioden fra den 7. juni til den 21. juni 2006.

Nævnet har lagt vægt på, at relevant blev sat i antibiotikabehandling, responderede på denne behandling og hurtigt fik det bedre.

Nævnet har videre lagt vægt på, at s sygdomstilfælde i perioden to gange blev konfereret med mavetarmkirurgisk afdeling, og at der var planlagt opfølgning i kirurgisk regi.

Nævnet er opmærksom på, at fik blærebetændelse under indlæggelsen, og at dette kunne være et tegn på, at der var dannet en fistel mellem tarm og blære. Det er imidlertid nævnets opfattelse, at det ikke er usædvanligt, at sengeliggende medicinske patienter med diarre får blærebetændelse. Under hensyn til, at hurtigt fik det bedre, er det nævnets opfattelse, at der ikke var grundlag for at antage, at havde, eller var ved at udvikle en fistel mellem tarm og blære.

Af journalen den 24. juni 2006 fremgår, at blev genindlagt på medicinsk afdeling, Sygehus 1, da hun var alment dårlig, og blodtrykket var målt til 80/60. Afdelingens vurdering var, at havde nogen væskemangel, og at hun var på vej til at få blodforgiftning (sepsis). Endvidere havde hun urinvejsinfektion. Den undersøgende læge ordinerede behandling med væske og bredspektret antibiotika. Røntgenfotografering af lungerne viste ingen infiltrater. Bloddyrkning viste stafylokokker.

Ifølge journalen den 25. juni 2006 havde begyndende organisk delir. Hun ønskede sig udskrevet og havde ingen sygdomsindsigt. Hun blev sat i behandling med præparaterne Serenase og Alopam. Der blev ifølge journalen rekvireret tilsyn fra mavetarmkirurgisk afdeling.

Af journalen den 26. juni 2006 fremgår, at overlæge 2 undersøgte og vurderede, at der nu var tegn til en fistel mellem urinblæren og tyktarmen (colovesikal fistel). Infektionstallene (CRP) var målt til over 400. Overlæge 2 anførte i journalen, at man afventede tilsyn fra mavetarmkirurgisk afdeling.

Af journalen den 26. juni 2006 fra mavetarmkirurgisk afdeling fremgår, at den undersøgende læge fandt, at fremstod vågen og klar og kommunikerede helt relevant. Ved undersøgelse var hendes mave blød, der var ingen peritoneal reaktion (reflektorisk muskelspænding i bugvæggen til værn for et sygt parti), og der var ingen udfyldninger, men diskret ømhed nedadtil i maven. Der var fundet stafylokokker i blodprøverne. Den undersøgende læge fra mavetarmkirurgisk afdeling vurderede på den baggrund, at kunne have betændelse i udposninger i tyktarmen (divertikulit) eventuelt med bylddannelse og formentlig med en fistel til blæren. Han tilrådede aflastning med blærekateter, som tidligere havde haft, men på grund af sin delirøse tilstand ikke havde ønsket, samt CT-skanning med henblik på byld og eventuel drænage af denne, og derefter i rolig fase kikkertundersøgelse af tarmen og efterfølgende bortoperation (resektion) af en del af tarmen med anlæggelse af stomi.

Af journalen den 27. juni 2006 fremgår, at var udtalt konfus med vrangforestillinger. Den antibiotiske behandling fortsatte, men kirurgisk behandling måtte afvente, at fik det mentalt bedre. CT-skanning samme dag måtte aflyses og afventede, at ikke var konfus længere.

Af journalen den 28. juni 2006 fremgår, at ikke ønskede overflytning til kirurgisk afdeling. Det var lægens umiddelbare vurdering, at forstod konsekvenserne. Samme dag talte lægen med s søn og oplyste, at man fra lægelig side vurderede, at var tilstrækkelig klar i hovedet til selv at tage stilling. Man måtte derfor afvente de næste dage og se, om fik mere overblik og ville indvilge i en overflytning. Efter denne samtale oplyste s søn, at han havde talt med sin mor, som nu godt ville lade sig operere.

Overlæge 2 har i sin udtalelse til sagen anført, at hverken i journalen den 25. juni eller 26. juni 2006 beskrives som værende psykotisk, og at man afventede, at lægerne fra mavetarmkirurgisk afdeling skulle komme på tilsyn med henblik på, om der var indikation for operation. Afdelingen havde derfor allerede iværksat initiativer med henblik på tidlig kirurgisk behandling uagtet s mentale tilstand.

Det er nævnets opfattelse, at overlæge 2 relevant vurderede, at der kunne være tale om, at havde udviklet en fistel mellem tarm og blære, og relevant afventede at lægerne fra mavetarmkirurgisk afdeling kom på tilsyn for at vurdere s tilstand. Det var ligeledes relevant at sætte i behandling for hendes hallucinationer og, mens man afventede effekten af dette, at behandle med antibiotika.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge 2 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 7. til den 21. juni 2006 og den 26. juni 2006.

Af journalen den 30. juni 2006 fremgår, at blev overflyttet til kirurgisk afdeling.

Det fremgår af journalen den 3. juli 2006 fra kirurgisk afdeling, at blev opereret akut den 3. juli 2006 kort efter midnat, hvor hun fik fjernet en fistel mellem tarm og urinblære. Desuden så man, at der var perforation af den S-formede del af tyktarmen (sigmoideum) med en større mængde ildelugtende væske i bughulen. Den betændte del af tarmen blev bortopereret. Defekten i blæren blev lukket, og tyktarmen blev ført ud til huden (kolostomi). blev umiddelbart efter operationen overflyttet til intensiv afdeling.

Af journalen den 3. juli 2006 fremgår, at blev tilsluttet respirator og modtog kredsløbsunderstøttende medicin (præparatet Dopamin) i lav dosering og havde aftagende urinproduktion. Inden for de første 24 timer skete en gradvis bedring af s hjerte-kredsløbs funktion, og man ophørte med den hjertestimulerende medicin. Lungefunktionen var relativt uforandret med kun beskedne justeringer i respiratorindstillingerne, men man forventede en gradvis forværring efter et sandsynligt nedløb af mavesækindhold til lungerne (aspiration) under en kortvarig episode, hvor respirator-tuben til luftrøret gled op. var i bredspektret antibiotikabehandling, som også skulle forhindre lungebetændelse efter aspirationen.

Det fremgår af journalen den 4. juli 2006, at var kontaktbar med stabil funktion af lunge og hjerte-kredsløb, men med aftagende nyrefunktion. På grund af pladsproblemer besluttede overlæge 3, som var ansvarlig for behandlingen af patienterne på intensiv afdeling, at skulle overflyttes til intensiv afdeling, Sygehus 2.

Overlæge 3 har i sin udtalelse til sagen oplyst, at det var hans vurdering den 4. juli 2006, at endnu nogle dage ville have behov for respiratorstøtte til vejrtrækningen, at hjertekredsløbsfunktionen var tilfredsstillende og stabil, at nyrefunktionen var truet, og at der herved kunne blive behov for dialyse. Overlæge 3 har yderligere oplyst, at der på dette tidspunkt var flere patienter, som havde behov for intensiv behandling på Sygehus 1, end der var plads til, og at det derfor var nødvendigt at overflytte en eller flere patienter til intensiv afdeling uden for Sygehus 1. Forinden havde han undersøgt muligheden for at benytte pladser på intensiv afsnit for hjerte-lunge kirurgiske henholdsvis neurokirurgiske patienter, uden at dette var muligt. Han kontaktede derefter andre sygehuse i regionen, og fandt plads på intensiv afdeling på Sygehus 2, som endvidere havde mulighed for at etablere dialyse samt foretage kirurgisk behandling af s mavetarmfunktion, i fald nogle af disse behov skulle opstå. blev herefter overflyttet til Sygehus 2 under ledsagelse af anæstesilæge og anæstesisygeplejerske.

Nævnet kan oplyse, at ved underkapacitet af sengepladser på intensiv afdeling er det den ansvarshavende speciallæge på intensiv afdeling, som skal foretage afvejningen af hvilken patient, der bedst vil kunne overflyttes til en anden intensiv afdeling. Denne afgørelse er ofte vanskelig, da alle patienter på intensiv afdeling i sagens natur jo er kritisk syge. Afgørelsen hviler på det bedste faglige skøn i den givne situation. Kriterier for, om overflytning af en patient er mulig, vil typisk være, at patienten den seneste tid har udvist gradvis bedring af et eller flere af sine sygdomsområder, at patienten er forholdsvis stabil, det vil sige ikke ustandselig skal have justeret behandlingsintensiteten op og ned, og at den igangværende behandling kan fortsættes på den modtagende intensive afdeling.

Nævnet kan videre oplyse, at for patienten og dennes pårørende, som beslutningen om overflytning involverer, vil der altid være tale om, at overflytningen udløser meget stor bekymring og utryghedsfølelse. Det sker næppe nogensinde, at lægen møder umiddelbar accept, når lægen overbringer den tunge beslutning, og det giver næsten altid anledning til vrede vendt mod den læge, som har måttet træffe beslutningen.

Det er på baggrund af ovenstående nævnets opfattelse, at overlæge 3 relevant vurderede, at s tilstand var så stabil, at en overflytning til intensiv afdeling, Sygehus 2, måtte anses som forsvarlig. Nævnet har herved lagt vægt på, at der inden for de første 24 timer efter operationen var sket en gradvis bedring af s hjerte-kredsløbs funktion, og at man var ophørt med den hjertestimulerende medicin. Der er videre lagt vægt på, at s lungefunktion var relativt uforandret med kun beskedne justeringer i respiratorindstillingerne. Endelig er der lagt vægt på, at overlæge 3 sikrede sig, at der på Sygehus 2 var behandlingsmuligheder af de mest sandsynlige fremtidige komplikationer.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge 3 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 4. juli 2006.

Det fremgår af journalen den 6. juli 2006, at blev re-opereret, idet der var opstået hul på tarmen, efter en tråd under toppen af stomien havde skåret sig igennem. Der blev anlagt en ny kolostomi.

Af journalen den 7. juli 2006 fremgår, at s nyrefunktion var utilstrækkelig, hvorfor der fra den 7. juli blev foretaget dialysebehandling.

Af journalen den 9. juli 2006 fremgår, at hendes tilstand blev mere stabil og at hun kunne svare på tiltale.

Det fremgår af journalen den 10. juli 2006, at reservelæge 4 på grund af pladsmangel på intensiv afdeling, Sygehus 2 besluttede at tilbageflytte tilbage til intensiv afdeling, Sygehus 1.

Af journalen samme dag, herunder oversigtsskemaet fra intensiv afdeling, fremgår, at var i let bedøvelse (sedation). Hendes hjertekredsløb var relativt stabilt med en lille dosis kredsløbsunderstøttende medicin (præparatet Noradrenalin), vejrtrækningen blev varetaget af respirator, og iltningsevnen var god med kun beskedent ilttilskud. Ernæringen foregik gennem sonde som tegn på, at mavetarmkanalen fungerede, temperaturen var normal og blodprøverne viste, at den antibiotiske behandling var effektiv. Nyrefunktionen var næsten ophørt, og der var igangsat kontinuerlig dialyse, om end der fortsat var tegn på betydelig væskeophobning.

Det er herefter nævnets opfattelse at reservelæge 4 relevant vurderede, at s tilstand var så stabil, at en overflytning til intensiv afdeling, Sygehus 1, måtte anses for forsvarlig.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge 4 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. juli 2006.

Af journalen den 21. august 2006 fremgår, at en læge fra geriatrisk afdeling aflagde tilsyn på mavetarmkirurgisk afdeling. havde inden indlæggelsen været særdeles velfungerende og havde klaret sig selv i eget hjem. Hun var under det lange sygeforløb blevet meget svækket, hvilket havde medført tab af mange funktioner. Den undersøgende læge foreslog, at blev overflyttet til geriatrisk afdeling, når der blev plads, med henblik på genoptræning. Lægen anbefalede videre, at den træning, som var påbegyndt på afdelingen ved fysioterapeut, fortsatte.

Af journalen den 23. august 2006 fremgår, at blev overflyttet til geriatrisk afdeling. Hun oplyste, at hun var meget motiveret for genoptræning, og den undersøgende læge henviste samme dag til vurdering hos afdelingens fysioterapeuter med henblik på en træningsplan.

Af journalen den 24. august 2006 fremgår, at der var en ny infektion, hvis fokus var ukendt. Den igangværende antibiotiske behandling blev suppleret. havde nogen vejrtrækningsbesvær, og røntgenundersøgelse af lungerne havde vist sammenfald af en del af den ene lunge (atelektase).

Af journalen den 28. og 29. august 2006 fremgår at påbegyndte fysioterapi den 28. august 2006 og fik en ny behandling den 29. august 2006. havde imidlertid fortsat høje infektionstal.

Af journalen den 29. august 2006 fremgår, at s vejrtrækning var meget dårlig, med lav iltmætning. blev derfor overflyttet til intensiv afdeling.

Af journalen den 1. september 2006 fremgår, at hun blev tilbageflyttet til geriatrisk afdeling. I journalen blev anført, at under opholdet på intensiv afdeling havde været mobiliseret til stol.

Af journalen fra den 5. til den 8. september 2006 fremgår, at fik fysioterapi dagligt.

Af journalen den 6. september 2006 fremgår, at blev set af ledende overlæge 5.

Af journalen den 10. september 2006 fremgår, at på grund af fortsatte problemer med vejrtrækningen blev overflyttet til intensiv afdeling.

Det fremgår af journalen den 11. oktober 2006, at blev flyttet tilbage til geriatrisk afdeling. Hun blev beskrevet som vågen, klar og relevant. Det blev videre beskrevet, at hun havde trænet pænt med ”cykel” og fysioterapeut. Ved tilbageflytningen havde været ude af respiratoren i fire døgn.

Af journalen fra geriatrisk afdeling den 12. oktober 2006 fremgår, at overlæge 5 vurderede, at mobiliseringen af skulle fortsætte.

Den 16. oktober 2006 blev det noteret i journalen, at ikke havde haft behov for at blive suget i luftrøret gennem trakeostomien de sidste 3 døgn, hun kunne hoste, havde ikke behov for sondekost og trænede godt i fysioterapien. Hun cyklede cirka tre km dagligt i terapien.

Af journalen den 17. oktober fremgår, at overlæge 5 noterede, at der fortsat var fremgang, s aktivitet var jævnt stigende, hun anvendte ”cykel” og blev mobiliseret to gange i døgnet.

I journalen den 19. oktober 2006 er det noteret, at var velbefindende, og at det gik fremad med genoptræningen. Hun kunne cykle 3 km på motionscyklen og gå ”øen” rundt med talerstolen.

Ledende overlæge 5 har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at allerede på datoen for overflytningen blev henvist til behandling ved afdelingens fysioterapeut, og at der var en yderst stabil genoptræning ved afdelingens fysioterapeut. Genoptræningen har været tilpasset s skiftende almene tilstand og har været mindre intensiv i de perioder, hvor der har været vejrtrækningsmæssige problemer. opnåede funktionsmæssige forbedringer under indlæggelsen på geriatrisk afdeling.

Nævnet kan oplyse, at en geriatrisk afdeling (afdeling for ældresygdomme) er en intern medicinsk specialafdeling med viden og kunnen blandt andet om ældre mennesker, sygdomme, funktionstab og genoptræning. Udover terapeuter deltager plejepersonalet i genoptræningen, idet den daglige pleje og hjælp til patienten forsøges tilrettelagt således, at det er en del af træningen. Overflytning til en geriatrisk afdeling er ofte begrundet i et større funktionstab og behov for genoptræning.

Det er nævnets opfattelse, at ledende overlæge 5, geriatrisk afdeling, som nævnet har anset for den læge, der havde det overordnede ansvar for s genoptræning på geriatrisk afdeling, iværksatte en relevant genoptræning af i perioden den 23. august til den 24. oktober 2006 tilpasset og justeret efter hendes aktuelle helbredstilstand.

Nævnet har herved lagt vægt på, at ved ankomsten til afdelingen var meget afkræftet, idet hun ikke kunne løfte benene fra lejet, havde blærekateter, ernæringssonde i maven og behøvede iltkateter i næsen for at lette vejrtrækningen. Nævnet kan oplyse, at man vanligvis ikke kan bedømme eller målrettet træne et funktionstab hos en akut syg og/eller medtaget ældre patient. Indtil patienten er stabiliseret, skal man forsøge at undgå yderligere funktionstab eller komplikationer ved at mobilisere patienten efter dennes evne for eksempel ved passive øvelser i sengen. Sådanne øvelser gives ofte af plejepersonalet ved den daglige pleje af patienten. Under hensyn til at de første dage på afdelingen oplevede en forværring på grund af en ny infektion, var det efter nævnets opfattelse relevant, at målrettet træning først blev iværksat den 28. august 2006.

På denne baggrund finder nævnet, at overlæge 5 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved den iværksatte genoptræning af i perioden fra den 23. august til den 24. oktober 2006.

Af journalen den 24. oktober 2006 fremgår, at af plejepersonalet blev fundet ukontaktbar og blåmarmoreret, hvorfor reservelæge 1 blev tilkaldt. Målinger af blodet viste lavt indhold af ilt (O2) og højt indhold af kultveilte (CO2) i blodet. Reservelæge 1 ordinerede ilt på maske og inhalation af bronkieudvidende midler, på hvilket iltindholdet i blodet steg. Reservelæge 1 vurderede, at havde behov for intensiv behandling og kontaktede intensiv afdeling, som kunne modtage igen. havde efter iltbehandlingen fået en fin iltmætning i blodet, (94 %), og var klaret op. Reservelæge 1 har i journalen noteret, at flere gange blev spurgt, om hun havde interesse i intensiv behandling, og at flere gange klart angav, at hun ikke ville på intensiv afdeling. Det fremgår ligeledes af sygeplejejournalen, at ikke ønskede sig overflyttet. Reservelæge 1 konfererede herefter med afdelingens bagvagt, 1. reservelæge 6, som ikke fandt grundlag for at gå imod s ønske. Afdelingen forsøgte at få kontakt med s datter uden held. Behandlingen blev herefter fortsat inden for geriatrisk afdelings rammer. døde samme dag.

Reservelæge 1 har i udtalelse til sagen oplyst, at hun flere gange spurgte , om hun ville på intensiv afdeling, hvilket hun klart afviste. Reservelæge 1 har videre oplyst, at var cerebralt klar og relevant og kendte konsekvenserne af sin beslutning.

1. reservelæge 6 har i sin udtalelse til sagen oplyst, at det også var hans vurdering, at der var indikation for intensiv terapi med henblik på vejrtrækningsstøtte. Han har videre oplyst, at reservelæge 1 informerede ham om, at ikke ønskede at blive overflyttet til behandling på intensiv afdeling. Reservelæge 1 informerede ham videre om, at hun havde klargjort overfor , hvad konsekvensen ville være, hvis hun ikke blev overflyttet. På den baggrund så han ingen mulighed for at overflytte til intensiv afdeling, da det ville være imod hendes ønske. blev derfor behandlet i afdelingen med de midler afdelingen havde, det vil sige ilt på maske eller nasalt, bronkodilaterende behandling samt væsketerapi ved blodtryksfald samt eventuelt sugning af luftvejene.

Nævnet kan oplyse, at kombinationen lav ilt og forhøjet kultveilte i blodet er tegn på, at vejrtrækningen ikke er sufficient (respirationsinsufficiens). Når vejrtrækningen er insufficient, er der risiko for skader på organer og eventuel død på grund af iltmangel. Et forhøjet indhold af kultveilte i blodet afspejler ofte, at patientens vejrtrækning er så udtrættet, at man må overveje om vejrtrækningen skal understøttes for eksempel med en respirator for at redde patienten. Ved behov for assisteret vejrtrækning flyttes patienten hyppigt til en intensiv afdeling.

Nævnet kan videre oplyse, at patienter til tider afskriver sig videre behandling og på den baggrund ikke overlever. Et ønske om ikke at blive behandlet bør respekteres, også hvis det medfører døden.
Det er imidlertid et krav, at man har sikret sig, at patienten er informeret om og har forstået baggrunden for behandlingen og ikke mindst konsekvenserne af ikke at blive behandlet. Ved akutte livstruende tilstande bør man, om muligt, inddrage pårørende.

Det er nævnets opfattelse, at reservelæge 1 i overensstemmelse med reglerne om information og samtykke forsøgte at indhente s samtykke til at overflytte hende til behandling på intensiv afdeling. Det er videre nævnets opfattelse, at det var i overensstemmelse med reglerne om information og samtykke at undlade at overflytte til intensiv afdeling, da ikke ønskede sig overflyttet.

Nævnet har herved lagt vægt på, at på dette tidspunkt efter nævnets opfattelse var cerebralt klar og kunne svare på tiltale og forstod information. Nævnet har videre lagt vægt på, at reservelæge 1 havde informeret om, at konsekvensen af, at hun ikke blev overflyttet til intensiv afdeling, kunne være, at døde. Endelig har nævnet lagt vægt på, at flere gange afslog at blive overflyttet til intensiv afdeling.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge 1 handlede i overensstemmelse med reglerne om information og samtykke i lov om patienters retsstilling.

Den for behandlingen ansvarlige sundhedsperson skal sørge for, at det af patientjournalen fremgår hvilken information, der er givet og hvad patienten på den baggrund har tilkendegivet i relation til behandling.

Af journalnotatet den 24. oktober 2006 fremgår alene, at blev spurgt om hun ville overflyttes til intensiv afdeling, hvilket hun afslog. Nævnet finder, at reservelæge 1s information til om konsekvenserne af hendes beslutning og s tilkendegivelse på baggrund af denne information burde have været journalført.

Nævnet har lagt vægt på, at det under hensyn til de særdeles alvorlige konsekvenser, som afslaget på overflytning kunne få, må anses for meget vigtigt, at informationen blev noteret i journalen og at det ligeledes må anses for særdeles vigtigt, at s stillingtagen til de alvorlige konsekvenser af hendes beslutning fremgik af journalen.

På denne baggrund finder nævnet, at reservelæge 1 handlede under normen for almindelig anerkendt standard ved sin journalføring af, hvilken information hun gav , og hvad på den baggrund tilkendegav.

Det er nævnets opfattelse, at 1. reservelæge 6 handlede i overensstemmelse med reglerne om information og samtykke, da han som bagvagt vurderede, at mod sit ønske ikke skulle overflyttes til intensiv afdeling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at 1. reservelæge 6 var blevet informeret om s behov for intensiv behandling, og at , der var vågen og klar, flere gange overfor reservelæge 1 havde afvist at blive overflyttet, skønt hun var informeret om konsekvenserne af at afvise overflytningen.

På denne baggrund finder nævnet, at 1. reservelæge 6 handlede i overensstemmelse med reglerne om information og samtykke i lov om patienters retsstilling.

Nævnsmedlemmerne og har afgivet følgende mindretalsudtalelse: Vi finder ikke grundlag for kritik af reservelæge 1 angående hendes journalføring af den information, der blev givet den 24. oktober 2006.
Af journalen fremgår at reservelæge 1 har tilrådet patienten overført til intensivafdeling, dette notat støttes af notat i sygeplejekardeks. At patienten er oplyst om alvorligheden af hendes tilstand fremgår af, at 1 forsøger at få kontakt med patientens datter og desuden rådfører sig med bagvagten om situationen.

Reservelæge 1 har således efter vores mening både handlet lægeligt korrekt og opfyldt sin journalføringspligt.