Klage over at læger på skadestue overså brud på lillefinger

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere ledende overlæge A for hans instruks af lægevikar i forbindelse med behandlingen af <****> den 30. december 2007 på skadestuen, Sygehus 1, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere afdelingslæge B for hans behandling af <****> den 31. december 2007 på Sygehus 1, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

Den 30. december 2007 opsøgte skadestuen, Sygehus 1, da hun var faldet og havde slået sin højre hånd. Hun blev undersøgt af en lægevikar, som efter røntgenundersøgelse af hendes højre hånd, behandlede hende med sambandagering af 4. og 5. finger.

Efterfølgende beskrivelse af røntgenundersøgelsen viste, at der var et brud på højre lillefinger (fraktura baseos phanlanx med.).

Den 14. januar 2008 blev af egen læge henvist til undersøgelse på skadestuen, hvor der fandtes hævelse og misfarvning samt ømhed af det øverste led i højre lillefinger, der også var let skæv. Røntgenundersøgelse samme dag viste brud, og hun blev henvist til håndkirurgisk vurdering på Sygehus 2.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At ikke modtog en korrekt behandling på skadestuen på Sygehus 1 den 30. december 2007.

har hertil oplyst, at hun var faldet den 30. december 2007 og havde slået sin højre lillefinger, hvorefter hun henvendte sig på skadestuen på Sygehus 1. Her blev tilset af nogle læger samt af en lægestuderende.

har videre anført, at lægerne på skadestuen på Sygehus 1 overså et brud på hendes højre lillefinger.

Nævnets afgørelse af klagen

Ledende overlæge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin instruks af lægevikar i forbindelse med behandlingen af den 30. december 2007.

Afdelingslæge B har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 31. december 2007.

Begrundelse

Det følger af journalen, at blev undersøgt af en lægevikar på skadestuen om eftermiddagen den 30. december 2007 på Sygehus 1. Ved sin undersøgelse fandt lægevikaren, at s højre hånd var misfarvet især omkring ring- og lillefinger, og der var direkte og indirekte ømhed af de to fingre og deres mellemhåndsknogler.

Røntgenundersøgelsen viste ifølge skadejournalen intet brud på mellemhåndsknoglerne, men lægevikaren noterede, at der muligvis var et lille brud på lillefingeren.

blev ifølge journalen behandlet med sambandagering af 4. og 5 finger i 14 dage samt støttebind, og hun blev anbefalet almindelig smertestillende mod smerter samt at tage kontakt til egen læge ved forværring.

Det følger af bekendtgørelse nr. 544 af 14. juni 2001 om persongrupper, der er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævns virksomhed, at det falder uden for nævnets kompetence at tage stilling til behandling foretaget af en medicinstuderende (lægevikar).

Nævnet kan herefter alene tage stilling til, om ledende overlæge A i forbindelse med behandlingen af ved sin delegation og instruktion af lægevikaren handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Ledende overlæge A har i sin udtalelse til sagen oplyst, at der ikke foreligger en egentlig instruks vedrørende medicinstuderendes funktion i afdelingen, men at alle lægestuderende får tilsendt afdelingens introduktionsmateriale, arbejder som føl med erfaren læge de første dage i afdelingen samt introduceres til hjertestopbehandling.

Det følger videre af ledende overlæge As udtalelse til sagen, at det forventes, at den lægestuderende vil gøre opmærksom på manglende oplæring, såfremt han/hun anmodes om at udføre en opgave, for hvilken han/hun ikke er relevant instrueret/oplært. En lægestuderende må ikke udskrive patienter, uden at dette er planlagt eller konfereret med en læge, og må ikke foretage procedurer, som pågældende ikke er instrueret i.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 272 af 20. maj 2005 om ansvarsforhold ved ansættelse af lægestuderende i lægevikariater, påhviler det den for afdelingen ansvarlige overlæge at sørge for, at lægevikaren har de fornødne kvalifikationer til at udføre det arbejde, vedkommende ansættes til. Endvidere påhviler det den for afdelingen ansvarlige overlæge at sørge for, at der på afdelingen foreligger de nødvendige instrukser, der overfor lægevikaren klart angiver, hvilke opgaver denne må påtage sig, samt at der på afdelingen foreligger de nødvendige instrukser, der klart angiver hvornår og i hvilke situationer vikaren skal kontakte enten overlægen eller en anden på afdelingen ansat læge.

Det fremgår endvidere af skrivelsen, at instruksen skal have et sådant omfang og indhold, at den lægestuderende ikke på noget tidspunkt kan være i tvivl om bemyndigelsens omfang. Det er således ikke tilstrækkeligt med en bemærkning om tilkald af bagvagt ved mindste usikkerhed, idet det herved reelt overlades til vikaren selv at definere omfanget af bemyndigelsen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning af 20. november 2000 om udfærdigelse af instrukser, skal instrukser forefindes i skriftlig form.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge A handlende under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin instruktion og delegation af lægevikaren som behandlede den 30. december 2007, idet der ikke forelå en skriftlig instruks om den lægestuderendes opgaver og kompetencer.

Det følger af den lægestuderendes udtalelse til sagen, at hun konfererede sagen med sin bagvagt, som ikke mente, at der var tale om en fraktur.

Det følger af afdelingslæge Bs udtalelse til sagen, at han ikke blev kontaktet af den lægestuderende i forbindelse med hendes undersøgelse og behandling af .

Journalen indeholder ikke notat om, hvorvidt bagvagten blev kontaktet i forbindelse med den lægestuderendes behandling af den 30. december 2007, og nævnet har på denne baggrund ikke grundlag for at konstatere, at bagvagten blev kontaktet.

Ifølge afdelingslæge Bs udtalelse til sagen gennemgik han den 31. december 2007 røntgenbillederne taget af dagen forinden. Han konstaterede i den forbindelse, at der var et brud (midlphalux fraktion) på højre lillefinger (5. finger), som skulle havde været behandlet med operation (K-tråde) og ikke med sammentapning.

Det er nævnets vurdering, at speciallæger, som efterfølgende gennemgår røntgenbilleder fra skadestuen og i den forbindelse konstaterer, at behandlingen ikke har været tilstrækkelig eller relevant, skal sørge for, at patienten bliver kontaktet med henblik på ændring af behandlingen.

Nævnet finder på den baggrund, at afdelingslæge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 31. december 2007.