Klage over, at der i forbindelse med brokoperation skete sammensyning af tynd- og tyktarm

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere overlæge A for hans behandling af <****> den 8. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 1, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge B for hans behandling af <****> den 11. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge C for hendes behandling af <****> den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge D for hendes behandling af <****> den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere 1. reservelæge E
for hendes behandling af <****> den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge F for hans behandling af <****> den 14. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge G for hans behandling af <****> den 15. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere overlæge H for hans behandling af <****> den 16. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere reservelæge I
for hendes behandling af <****> den 18. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, jf. autorisationslovens § 17.

Hændelsesforløb

Den 8. oktober 2007 fik foretaget en kikkertoperation for dobbeltsidigt lyskebrok på kirurgisk afdeling, Sygehus 1, af overlæge A. På højre side var der tale om et stort såkaldt lateralt brok, og på venstre side var der et mindre lateralt brok. Det lykkedes at skubbe broksækken på højre side ind i bughulen efter lidt vanskeligheder. På venstre side forløb operationen uden problemer. I begge sider blev der indsat præformeret kunststofnet. Overlægen planlagde, at kunne udskrives senere den 8. oktober 2007 eller den 9. oktober 2007 med fjernelse af stingene hos egen læge 10 dage senere, og indtil da skulle han forholde sig roligt.

Den 10. oktober 2007 kl. 04.15 blev indlagt på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, af en vagtlæge på mistanke om tarmslyng. Efter hjemkomst fra brokoperationen havde han fået tiltagende konstante smerter over hele maven. Desuden var han generet af sure opstød og svien i hjertekulen. Der havde ikke været kvalme eller opkastninger. Der havde ikke været afføring eller luft fra tarmen siden den 8. oktober 2007. Ved indlæggelsen blev maven fundet blød og flad med let ømhed nedadtil til højre, tarmene var fyldt med afføring, og der var sparsomme tarmlyde. Det blev vurderet, at der var tale om let lammelse af tarmens bevægelser efter brokoperationen.

Ved undersøgelse den 10. oktober 2007 kl. 08.00 blev maven fundet let opdrevet uden tarmlyde. Der blev ordineret akut røntgenundersøgelse og faste. Røntgenundersøgelsen viste afføring i hele tyktarmen og endetarm og en enkelt udvidet tyndtarmsslynge.

Den 11. oktober 2007 konstaterede overlæge B, at der havde været afføring efter afføringsmiddel, og at fortsat havde smerter i begge lysker og ned mod genitalier, som blev tilskrevet følger efter brokoperationen. Maven blev ikke fundet opdrevet, og den var blød og ikke øm. Overlægen udskrev ham herefter.

Imidlertid blev den 12. oktober 2007 kl. 13.35 genindlagt i afdelingen, fordi han fortsat ikke havde haft afføring eller luftafgang fra tarmen, og der var tilkommet store opkastninger med præg af afføring. Ved undersøgelse blev maven fundet blød, øm i højre side og med sparsomme tarmlyde. Der blev ordineret akut røntgenundersøgelse og smertestillende behandling med Morfin samt saltvand i drop.

Den 13. oktober 2007 kl. 02.00 konstaterede reservelæge C, at der gennem sonden i mavesækken var ophentet 1½ liter, og at røntgenundersøgelsen havde vist tarmslyng i tyndtarmen. Efter konference med sin bagvagt D blev der på grund af s relativt gode tilstand bestilt ny vurdering den følgende dag.

Den 13. oktober 2007 kl. 13.00 ordinerede overlæge F en ny røntgenundersøgelse, der viste tiltagende tarmslyng, hvorfor der blev ordineret operation. Desuden ordinerede overlæge F 2 liter saltvand og 1 liter glukose i drop. Operationen blev udført den 13. oktober 2007 kl. 22.50 af en reservelæge superviseret af 1. reservelæge E. Ved operationen blev der fundet en tyndtarmsslynge syet fast til brokport i højre side. Tyndtarmen blev løsnet og fundet upåvirket.

Den 14. oktober 2007 konstaterede overlæge F, at ikke havde feber, og at hans almene tilstand var i orden. Han blev informeret om operationen. Ved undersøgelse blev han fundet i væskeunderskud, hvorfor overlægen ordinerede 2 liter saltvand og 1 liter glukose i drop. Desuden måtte han spise og drikke ved siden af sonden i mavesækken.

Den 15. oktober 2007 konstaterede reservelæge G, at ikke rigtigt havde spist og drukket, og at der fortsat var en del at ophente gennem sonden i mavesækken, men han havde haft afføring. Der blev ordineret 1 liter glukose og 1 liter saltvand i drop.

Den 16. oktober 2007 konstaterede overlæge H, at der var ophentet 1400 ml gennem sonden i mavesækken, men at denne nu var afklemt, og havde spist til morgen uden problemer. Overlægen ordinerede ophør med sonden i mavesækken, hvis der ikke var større mængder ophentet. Der blev ordineret 1 liter kalium/natriumklorin i drop.

Den 18. oktober 2007 blev det konstateret, at der var kommet godt gang i tarmfunktionen med luftafgang og stor afføring, ligesom smerten og kvalmen var aftaget. blev udskrevet samme dag af reservelæge I med planlagt kontakt til egen læge 10-12 dage efter operationen for at få fjernet agrafferne samt få kontrolleret blodprocenten. Desuden blev han informeret om at være opmærksom på operationsarret med henblik på rødme, siven og eventuel feber og herefter kontakte egen læge. Blodprøver den 18. oktober 2007 viste nedsat blodprocent, normale hvide blodlegemer, let nedsat kaliumindhold men normalt natriumindhold og normal nyrefunktion. Albuminindholdet var betydeligt nedsat, mens CRP var faldet drastisk.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1. At ikke modtog en korrekt behandling på kirurgisk afdeling, Sygehus 1, i perioden fra den 8. til den 9. oktober 2007.

Det er hertil oplyst, at gennemgik en planlagt dobbeltsidig lyskebrokoperation og blev udskrevet den efterfølgende dag med store blodansamlinger og hævelser. Det er hertil anført, at det efterfølgende viste sig, at tynd- og tyktarmen var blevet syet sammen under brokoperationen.

2. At ikke modtog en korrekt behandling på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, i perioden fra den 10. til den 11. oktober 2007.

Det er hertil oplyst, at efter udskrivelsen blev tiltagende dårlig, hvorefter han blev indlagt på sygehuset til observation for tarmslyng. Han fik foretaget en røntgenundersøgelse og taget blodprøver, men blev sendt hjem den 10. oktober 2007 til trods for, at han havde voldsom hikke og opstød og ikke kunne spise eller drikke. Det er hertil anført, at han er usikker på, hvorvidt en læge vurderede hans røntgenbillede og blodprøver, inden han blev udskrevet.

3. At ikke modtog en korrekt behandling på kirurgisk afdeling, Sygehus 2 i perioden fra den 11. til den 18. oktober 2007.

Det er hertil oplyst, at efter udskrivelsen fortsat havde hikke og opstød, og at han begyndte at få meget ildelugtende brune opkastninger hvert kvarter. Den 11. oktober 2007 blev han derfor atter indlagt på Sygehus 2 til observation for tarmslyng. Først 2 dage efter hans indlæggelse blev han røntgenundersøgt og fik taget blodprøver, som viste tarmslyng. Det er hertil anført, at han i løbet af de første dage selv måtte bede om at få tilført væske, idet han stort set ikke havde indtaget væske og føde siden den 7. oktober. Det er endvidere anført, at han først blev opereret sent den 13. oktober til trods for, at operationen blev besluttet kl. 14.30. Det er endvidere oplyst, at han blev udskrevet den 18. oktober 2007 med skæve væsketal og ikke blev orienteret om eventuel opfølgning på disse.

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Overlæge A har overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 8. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 1.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 13. september 2007, at var blevet henvist til kirurgisk gastroenterologisk ambulatorium på mistanke om dobbeltsidigt lyskebrok. Overlæge A vurderede, at der var indikation for operation, og han informerede om operationsmetode samt risici og komplikationer. Der blev planlagt operation til den 8. oktober 2007.

Ifølge journalen blev opereret af overlæge A den 8. oktober 2007, som på højre side fandt et stort såkaldt lateralt brok, hvor kikkerten uden problemer blev ført gennem brokringen og ud i den tomme broksæk. På venstre side var der et mindre lateralt brok. Det lykkedes at skubbe broksækken på højre side ind i bughulen på trods af problemer med lysintensiteten i optikken. På venstre side forløb operationen uden problemer. I begge sider blev der indsat præformeret kunststofnet.

Det fremgår af journalen, at efterfølgende havde komplikationer, og efter en røntgenundersøgelse den 13. oktober 2007 havde vist tiltagende tarmslyng, blev det besluttet at foretage operation. Operationen blev foretaget samme aften, hvor det blev konstateret, at tyndtarmsslyngen var syet fast til brokporten i højre side.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at overlæge A ved kikkertoperationen for dobbeltsidigt lyskebrok i forbindelse med lukningen (sutureringen) af sårene efter kikkertproceduren har fastsyet en tyndtarmsslynge til bugvæggen med deraf følgende udvikling af tarmslyng.

Nævnet kan oplyse, at dobbeltsidige lyskebrok ofte opereres med kikkertteknik (laparoskopi). Det er en kendt komplikation til kikkertkirurgi, at der kan udvikles brok svarende til de steder i bugvæggen, hvor der har været placeret instrumenter (portsteder), hvilket i øvrigt også er gældende for åbne operationer. Det er derfor en anerkendt del af operationen, at man lukker defekterne i bugvæggen. Ved lukningen af defekter i bugvæggen er det essentielt, at man ikke medtager bugvægsorganer, herunder tarm i syningen, da det ofte vil medføre komplikationer. Ved lukning af små bugvægsdefekter, som i tilfældet efter laparoskopi, kan det være vanskeligt at have overblik over sutureringen. Ved vanskeligheder med overblik over anbringelsen af suturen tilrådes derfor enten yderligere åbning af huden, eller at suturerne anbringes med kikkerten (laparoskopet) i bughulen, således at kun det ønskede væv medtages i sutureringen.

Det er nævnets vurdering, at overlæge A ikke tilstrækkeligt har sikret, at der ikke blev medtaget bugvægsorganer ved sutureringen efter operationen for lyskebrok.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge A har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 8. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 1.

Det fremgår af journalen den 8. oktober 2007, at overlæge A planlagde, at kunne udskrives samme dag som operationen for lyskebrok eller dagen efter, samt at der skulle foretages suturfjernelse hos egen læge på 10. dagen. Han tilrådede roligt regime indtil da.

Ifølge klagen blev udskrevet den efterfølgende dag med store blodansamlinger og hævelser.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt anerkendt behandling, at patienter som opereres med kikkertteknik både for brok (hernier) og også andre mere avancerede operationer kan udskrives samme dag eller inden for samme døgn enten som dagkirurgisk indgreb eller sammedøgnskirurgisk indgreb. Det er desuden almindeligt anerkendt, at patienter, som opereres i dagkirurgisk regi, klargøres til hjemsendelse med ordinationerne anført i operationsbeskrivelsen. Der er ikke noget krav om tarmfunktion forud for udskrivelsen, og en blodunderløbning i et operationsområde kræver ikke nødvendigvis forlænget indlæggelse, da blødningen i bugvæggen oftest er selvbegrænsende og meget sjældent behandlingskrævende.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant at planlægge at udskrive dagen efter operationen.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge A ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i forbindelse med udskrivelsen den 8. oktober 2007.

Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Overlæge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 11. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 10. oktober 2007 kl. 04.15, at blev indlagt på kirurgisk afdeling, Sygehus 2, efter henvisning fra en vagtlæge på mistanke om tarmslyng (ileus). Han havde haft tiltagende smerter i maven siden hjemkomst fra Sygehus 1. Han havde haft den sidste afføring den 8. oktober 2007 om morgenen og havde heller ikke haft luftafgang fra tarmen siden operationen. Han havde ingen kvalme eller opkast, og der var normal temperatur og puls, men forhøjet blodtryk. Han var i øvrigt klar og orienteret og med pæne farver. Ved undersøgelse blev bugen fundet blød og flad med en anelse ømhed i højre, nedre side. Der var en blodunderløbning af bugvæggen, og der kunne høres sparsomme normale tarmlyde. Tilstanden blev tolket som lammelse af tarmen (paralyse) efter operationen. Der blev givet smertestillende medicin, og det blev planlagt at afvente en eventuel udvikling i tilstanden.

Ifølge journalen samme morgen kl. 8 blev der bestilt røntgenundersøgelse af bugen, som viste en enkelt tyndtarmsslynge, som var let dilateret uden væskespejl. Der var luft og afføring i tyktarmen, men ikke definitive tegn på tarmslyng. Blodprøver viste nedsat hæmoglobinkoncentration (blodprocent), normal nyrefunktion (kreatinin) og forhøjelse af C-reaktivt protein (CRP).

Nævnet kan oplyse, at en forhøjelse af CRP kan være udtryk for infektion eller følger efter vævsskade, som f.eks. efter en operation eller lignende.

Det fremgår af journalen samme dag kl. 11.55, at det blev vurderet, at situationen så fredelig ud. Den tidligere anlagte sonde i mavesækken blev fjernet, og der blev ordineret fuldkost. Det blev desuden planlagt at afvente, at der kom gang i maven, før der kunne ske udskrivelse.

Ifølge journalen udskrev overlæge B den 11. oktober 2007 efter ovennævnte forløb, undersøgelser og vurdering, idet han havde haft afføring, og da røntgenundersøgelse ikke viste tegn på tarmslyng.

Det er nævnets vurdering, at s tilstand således blev tolket som følger efter operation med blodansamling i bugvæggen. Bugen blev ved udskrivelsen beskrevet som ikke-opdrevet, blød og uøm.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt kendt, at patienter efter operation af bugen i større eller mindre grad kan få tarmlammelse (paralyse) og derved kan få kvalme, opkastning, syreopløb, manglende luftafgang og afføring samt udspilethed af bugen med deraf følgende ubehag og smerter i bugregionen. Tarmslyng af mekanisk type (mekanisk ileus) kan give de samme symptomer, men kan også være karakteriseret af turvis smerteoverbygning (kolikker).

Nævnet kan desuden oplyse, at det er kendt, at blødning i bughulen og blødning i bugvæggen med deraf følgende smerter kan give anledning til tarmlammelse (tarmparalyse). Det er anerkendt, at man skelner mellem tarmlammelse (paralytisk ileus) og mekanisk tarmslyng (mekanisk ileus) ved røntgenoversigt over bugen. Mekanisk tarmslyng vil typisk vise udspilning af tarmen og tarmbøjler med væskespejl i forskellige niveauer. Endvidere er der ofte nedsat eller manglende tarmindhold nedenfor det afklemte tarmstykke. Det er anerkendt, at tarmparalyse efter operation søges behandlet uden genoperation. I visse tilfælde behandles med aflastning af tarmen med anlæggelse af plastikslange i mavesækken tilkoblet sug.

Det er nævnets vurdering, at overlæge B relevant vurderede, at der var tale om lammelse af tarmen.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 11. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Nævnets afgørelse af 3. klagepunkt

Reservelæge C har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Læge D har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

1. reservelæge E har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Overlæge F ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 14. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om der var blevet foretaget en mere detaljeret dokumentation for væskebehandlingen og de anvendte vurderingsparametre.

Reservelæge G ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 15. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om der var blevet foretaget en mere detaljeret dokumentation for væskebehandlingen og de anvendte vurderingsparametre.

Overlæge H ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 16. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2. Det havde dog været hensigtsmæssigt, om der var blevet foretaget en mere detaljeret dokumentation for væskebehandlingen og de anvendte vurderingsparametre.

Reservelæge I ikke overtrådt autorisationslovens § 17 ved sin behandling af den 18. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Begrundelse

Det fremgår af journalen, at reservelæge C tilså den 13. oktober 2007 kl. 02.00 efter, at han var blevet genindlagt med tiltagende symptomer på tarmslyng. Der var tidligere anlagt aflastende slange til mavesækken og ordineret væske til indgift i blodåre. Reservelæge C fandt, at han var relativt velbefindende, ikke smerteforpint og med let diffus øm bug samt normale tarmlyde. Røntgenoversigt over bughulen gav mistanke om mekanisk tyndtarmslyng. Reservelæge C konfererede med læge D, og man blev enige om at afvente ny vurdering om morgenen.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt anerkendt, at tyndtarmstarmslyng ikke nødvendigvis skal opereres, og såfremt man finder, at der er behov for operation, skal der ikke nødvendigvis opereres akut. Det er ligeledes anerkendt, at aflastning med sonde og tilførsel af væske i genopretningsøjemed ofte vil bedre den kliniske situation. Det er ligeledes alment accepteret, at natlige akutte indgreb indebærer en større risiko for komplikationer, således at man mange steder kun foretager absolut uopsættelige operationer om natten.

Nævnet finder på denne baggrund, at reservelæge C og læge D har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved deres behandling af den 13. oktober på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Det fremgår af journalen den 13. oktober 2007, at 1. reservelæge E efter konference med overlæge F ordinerede operation med åbning af bugen (eksplorativ laparotomi) efter, at fornyet røntgenoversigt over bugen viste tiltagende tegn på mekanisk tarmslyng. blev sammen med familien informeret om operation og risici. Det blev vurderet, at der ikke var truet tarm. Ved operationen blev der fundet en fastsiddende tyndtarm i bugvægssuturen, som blev delt. Tyndtarmen var vital. Bugvæggen blev lukket. Operationen blev udført cirka 6 timer efter beslutningen blev taget. Efter det oplyste blev i denne periode rettet yderligere op. Selve indgrebet var af cirka 30 minutters varighed.

Ifølge 1. reservelæge Es udtalelse skyldtes ventetiden på operation andre mere presserende opgaver.

Nævnet kan oplyse, at mekanisk tyndtarmsileus (tarmslyng) ikke nødvendigvis skal opereres akut, medmindre der er mistanke om afklemning af karforsyningen til tarmen (strangulation). Ved strangulation vil der ofte være meget hurtig puls, temperaturstigning, tiltagende og konstante smerter med turvis overbygning og ofte svær ømhed lokalt eller diffust i bugen.

Det er nævnets vurdering, at 1. reservelæge E har handlet relevant ved planlægning og udførelse af operationen af den 13. oktober 2007.

Nævnet finder på denne baggrund, at 1. reservelæge E har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 13. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Det fremgår af journalen, at der på operationsdagen og de efterfølgende dage blev taget stilling til væskebehandlingen af ved henholdsvis overlæge F, reservelæge G og overlæge H.

Det er nævnets vurdering, at væskebalanceskemaet er noget mangelfuldt, men af laboratorieskemaet kan det ses, at der efter en lille stigning i kreatinin (nyretal), som muligt udtryk for væskemangel omkring operationen, skete en normalisering af kreatinin uden nogen form for kritisk stigning således, at væskebehandlingen trods mangelfuldt væskeskema i praksis har været tilpasset patienten.

Nævnet kan oplyse, at det er velkendt, at væskebehandling hos tarmslyngspatienter kan være vanskelig og kræver nogen erfaring, idet der inden operationen og lige efter kan være store tab, der skal erstattes. Efter operationen, når tarmen begynder at fungere, ses til gengæld ofte, at der optages en del væske fra den ofte meget væskefyldte tarm. Det er derfor god skik at føre en væskebalance så nøjagtigt som muligt, herunder også at føre patientens vægt dagligt. Dette vil også være en hjælp for den mindre erfarne kollega.

Det er på den baggrund nævnets vurdering, at det ville have været hensigtsmæssigt, om der var foretaget en mere detaljeret dokumentation for væskebehandlingen og de anvendte vurderingsparametre.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge F ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 14. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Nævnet finder desuden på denne baggrund, at reservelæge G ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 15. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Nævnet finder yderligere på denne baggrund, at overlæge H ikke har handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 16. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.

Det fremgår af journalen, at reservelæge I udskrev den 18. oktober 2007 efter, at tarmfunktionen var re-etableret efter operation for tarmslyng. Reservelæge I ordinerede kontrol og fjernelse af hudklips hos egen læge 5-7 dage senere og bad ham om at få foretaget kontrol af sin blodprocent, som ved udskrivelsen var lav.

Ifølge reservelæge Is udtalelse anmodede hun ikke om kontrol af elektrolytter, idet kreatinin og natrium var normale, og kalium blev skønnet marginalt nedsat og ikke behandlingskrævende.

Nævnet kan oplyse, at det er kendt, at kaliumindholdet i blodbanen kan variere meget og er afhængig af mange faktorer, f.eks. hvor længe blodprøveproceduren har taget samt funktionen af f.eks. tarm og nyrer. Herudover spiller kroppens syre/basebalance også ind. Ligeledes kan medicinindtagelse have indflydelse på niveauet. Det er desuden kendt, at patienter med tarmslyng ofte kan have forskydninger i blodets indhold af kalium, hvilket også kan ske efter operation.

Nævnet kan desuden oplyse, at det også er kendt, at hvis nyrerne har normal funktion, og patienten ikke får medicin, som fremmer kaliumtab og de øvrige laboratorieanalyser er normale samtidig med, at patientens tarmfunktion er normaliseret, så vil et mindre kaliumunderskud i blodbanen blive korrigeret uden behandling, mens sværere nedsat kaliumindhold kræver tilskud.

Nævnet finder på denne baggrund, at reservelæge I har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin udskrivelse af den 18. oktober 2007 på kirurgisk afdeling, Sygehus 2.