Klage over plejepersonales fejlmedicinering

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hendes behandling af i perioden fra slutningen af december 2005 til den 24. februar 2006 på , Sygehus 1, jf. lægelovens § 6. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 1 for hendes behandling af i perioden fra maj til september 2006 på , jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere plejehjemsassistent for hendes behandling af i perioden fra maj til september 2006 på . Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere distriktssygeplejerske 2 for hendes behandling af i perioden fra den 19. december 2005 til den 15. maj 2006 på , jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Sagsnummer:

0977703P

Offentliggørelsesdato:

15. november 2012

Speciale:

Intern medicin

Faggruppe:

Læger, Sygeplejersker, Plejehjemsassistenter

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hendes behandling af <****> i perioden fra slutningen af december 2005 til den 24. februar 2006 på <****>, Sygehus 1, jf. lægelovens § 6. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere sygeplejerske 1 for hendes behandling af <****> i perioden fra maj til september 2006 på <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere plejehjemsassistent <****> for hendes behandling af <****> i perioden fra maj til september 2006 på <****>. Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere distriktssygeplejerske 2 for hendes behandling af <****> i perioden fra den 19. december 2005 til den 15. maj 2006 på <****>, jf. lov om sygeplejersker § 5, stk. 1.

Hændelsesforløb

I september 2004 blev henvist til , Sygehus 1, til udredning for demens. Hun fik stillet diagnosen Alzheimers demens, og medicinsk behandling herfor blev indledt. Behandlingen blev dog indstillet, da en datter angav, at havde bivirkninger heraf.



I starten af 2005 flyttede ind på plejehjemmet . Hun var da forpint af syner, var vredladen og aggressiv og blev nu tilset af afdelingslæge A, , Sygehus 1. Afdelingslægen indledte på baggrund af s psykotiske symptomer behandling med lægemidlet Risperdal. I forbindelse med at blev sat i behandling med antidemensmedicin, blev behandlingen med Risperdal indstillet den 6. juli 2005, men det blev ordineret igen den 4. august 2005 på grund af psykotiske forestillinger.



Behandlingen med Risperdal blev stoppet igen den 29. september 2005, men blev genoptaget den 8. november 2005, da igen var blevet mere forpint, kaotisk, urolig og med vrangforestillinger.



I slutningen af december 2005 ønskede de pårørende behandlingen med Risperdal stoppet, da de mente, at havde fået ufrivillige mundbevægelser. Plejepersonalet og afdelingslæge A havde ikke konstateret ufrivillige mundbevægelser, og afdelingslægen valgte at fortsætte behandlingen, selvom familien ønskede den stoppet.



Den 18. juli 2006 faldt på sin stue og havde ondt ved at støtte. Hun blev den 19. juli 2006 røntgenfotograferet på Sygehus 2 (tidligere ), hvor der blev påvist et mindre forskudt brud i højre side af bækkenet.



Klagen

Der er klaget over følgende:



  1. At ikke modtog en korrekt behandling af læge på plejehjemmet i perioden fra slutningen af december 2005 til 24. februar 2006.


Det er herved anført, at læge , på trods af anmodning om det, ikke ville seponere for Risperdal, selvom hun udviklede mund/tungebevægelser. Det er yderligere anført, at Risperdal ikke er anerkendt af Sundhedsstyrelsen til behandling af demente, samt at begyndte at sove dårligt på grund af Risperdalen.



  1. At ikke modtog en korrekt behandling på plejehjemmet i perioden fra maj til 30. september 2006.


Det er herved anført, at i perioden fra maj til 30. september 2006 blev fejlmedicineret, og at plejepersonalet noterede forkert i medicinlisten, samt lagde forkerte piller i s pilleæske. Det er yderligere anført, at efter et fald den 18. juli 2006 af plejepersonalet blev vurderet til ikke at have brækket lårbenet, men at hun senere blev kørt på skadestuen, hvor det blev konstateret, at bækkenet var brækket. Det er endvidere anført, at det den 8. august 2006 blev konstateret, at den gamle medicinliste med rettelser var blevet fjernet fra s samarbejdsmappe, samt at man på førte 2 mapper på hende, hvilket medførte, at vigtige oplysninger gik tabt.

 

Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt

Afdelingslæge A har ikke overtrådt lægelovens § 6 ved sin behandling af , Sygehus 1, i perioden fra slutningen af december 2005 til den 24. februar 2006.

 

Distriktssygeplejerske 2, Sygehus 1, har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5, stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra den 19. december 2005 til den 15. maj 2006 på plejehjemmet .



Begrundelse

Ifølge journalen blev i september 2004 henvist til Sygehus 1, idet hun gennem et halvt års tid var blevet tiltagende glemsom og konfus især om natten. Derudover var hun blevet synshallucineret, idet hun mente at se afdøde familiemedlemmer. havde på daværende tidspunkt en såkaldt MMSE score på 21. havde desuden i efteråret 2003 fået konstateret atrieflimmer, der blev behandlet medicinsk. Der blev stillet diagnosen atypisk Alzheimers sygdom på baggrund af sygehistorie og objektive fund inklusiv CT-scanning af hjernen. blev sat i behandling for sin demens med tlb. Exelon. Hun nåede imidlertid kun at få tre tabletter, da en datter angav, at blev konfus. Samtidig fik en aflastningsplads på et plejehjem. blev i slutningen af december 2004 afsluttet fra .



Nævnet kan oplyse, at MMSE står for mini mental state examination og er en screeningsundersøgelse for kognitiv svækkelse eller forstyrrelse. Undersøgelsen indeholder orienteringsspørgsmål, hukommelsesprøver for umiddelbar genkaldelse og korttidshukommelse, koncentrations- og omstruktureringsprøver, samt prøver for tale-, læse-, skrive-, regne-, tegne- og motoriske færdigheder. Jo flere point man scorer, jo bedre. Man kan maksimalt score 30 point i undersøgelsen.



Det fremgår videre af journalen, at blev genhenvist i marts 2005 på grund af natlig uro, synshallucinationer, konfusion og vredladenhed. Hun var på daværende tidspunkt i antidepressiv behandling med Remeron 15 mg. Hun fremtrådte i neutralt stemningsleje. Der blev forsøgt behandling med sovemidlet Imozop 3, 75 mg efter behov (p.n.) uden effekt, og der blev derfor aftalt indlæggelse på til nærmere observation af de natlige delirøse symptomer. blev den 4. marts 2005 sat i behandling med Risperdal (risperidon) 0,5 mg.



Det fremgår af journalen den 7. marts 2005, at blev indlagt med henblik på afklaring af, om der var tale om en ren demenstilstand, eller om der var delir oveni. Ved observation i afdelingen fremtrådte dement, men efter to ugers indlæggelse sov hun bedre, men der var fortsat uro og tendens til forvirring sidst på dagen.



Ifølge journalen den 21. marts 2005 blev dosis af Risperdal reduceret til 0,25 mg dagligt. Derudover fik det antipsykotiske præparat Buronil (melperon) 12,5-25 mg efter behov ved svær uro. Ifølge journalen den 1. april 2005 var behandlingen med god virkning og uden bivirkninger.



Det fremgår af journalen den 6. april 2005, at blev sat i behandling med en såkaldt cholinesterasehæmmer, Aricept 5 mg, mod sin demens. Der blev planlagt en såkaldt Holtermonitorering af hjertefrekvensen, der kunne blive lidt langsommere af behandlingen med Aricept. Under indlæggelsen observerede plejepersonalet, at blev urolig ved overstimulering. Hun blev udskrevet til plejehjemmet den 13. april 2005, og behandlingen overgik til gerontopsykiatrisk team.



Ved de efterfølgende ambulante kontakter er der beskrevet i journalen, at det gik bedre, og blev den 6. juli 2005 beskrevet som velbefindende. Der var ikke længere adfærdsforstyrrelser. Behandlingen med Risperdal blev derfor stoppet (seponeret).



Ved besøg den 26. juli 2005 noterede afdelingslæge A, at plejepersonalet havde oplyst, at var blevet tiltagende urolig, lidt mere vredladen og med dårligere nattesøvn. Det blev besluttet at øge dosis af Aricept til 10 mg med henblik på behandling af de adfærdsmæssige problemer. Ifølge journalen var det vigtigt at bemærke, at adfærdsforstyrrelserne startede i forbindelse med seponering af Risperdal, og før man steg i Aricept.



Den 4. august 2005 er der i journalen refereret en samtale med en datter, der oplyste, at var blevet mere utilfreds og vred efter ophørt behandling med Risperdal, og datteren havde svært ved at berolige moderen. Datteren ønskede, at behandlingen med Risperdal blev genoptaget, og der blev ordineret Risperdal 0, 25 mg dgl, og behandlingen med Buronil blev seponeret.



Det fremgår af journalen den 2. september 2005, at s funktionsniveau i dagligdags funktioner var bedret lidt, hvilket blev tilskrevet den øgede dosis Aricept.



Ifølge journalen den 20. september 2005 ønskede en datter, at behandlingen med Risperdal blev seponeret. Der blev planlagt registrering af s adfærd ud fra et såkaldt Cohen-Mansfield skema i tre dage forud for seponering og igen en tre dages observation 14 dage efter seponering af Risperdal, som blev seponeret den 29. september 2005.



Det fremgår af journalen den 18. oktober 2005, at var blevet lidt mere klar og lidt mere sikker på benene, men også mere urolig og lettere antændelig.



Ifølge journalen den 8. november 2005 var blevet mere kaotisk, forpint og præget af vrangforestillinger og muligvis mere trist. Afdelingslæge A ordinerede behandlingen med Risperdal 0,25 mg genoptaget.



Den 19. december 2005 fik ifølge journalen igen foretaget MMSE-testen af distriktssygeplejerske 2. Scoren var faldet til 14. Det blev konkluderet, at hukommelsesproblemerne var mere udtalte end for godt ½ år siden. Distriktssygeplejersken gennemgik medicinen og tog stilling til s søvnproblemer.



Det fremgår af journalen den 27. december 2005, at afdelingslæge A fik oplyst fra plejehjemmet, at s datter ønskede, at omgående stoppede med Risperdal, da hun mente, at havde fået mundbevægelser som bivirkning. Endvidere mente datteren, at Sundhedsstyrelsen havde oplyst, at man ikke måtte give antipsykotisk medicin til gamle mennesker. Afdelingslæge A oplyste personalet på plejehjemmet om, at man, da blev udskrevet fra , gjorde det klart over for datteren, at det ikke var hende, der havde muligheden for at trappe op og ned i medicin, men lægerne. Endvidere informerede afdelingslæge A om, at man, så vidt det var muligt, ville aflægge besøg den følgende onsdag med henblik på at observere, om der skulle være bivirkninger til behandlingen. I forbindelse med stillingtagen til antipsykotisk behandling skulle man være opmærksom på, at to gange tidligere var forsøgt udtrappet af Risperdal og begge gange blev hun tiltagende urolig og forpint.



Den 4. januar 2006 blev ifølge journalen tilset af afdelingslæge A. var i de sidste par uger blevet tiltagende urolig. Hun havde været meget af sted i forbindelse med jul og nytår, og personalet mente, at hun blev overstimuleret. Ved undersøgelsen var der ikke beskrevet ufrivillige mundbevægelser. Afdelingslægen konkluderede, at der ikke var nogen tvivl om, at fortsat blev overstimuleret, idet der fortsat var manglende forståelse for, at hun ikke tålte så mange stimuli mere. Situationen for nuværende var uholdbar, idet vendte op og ned på døgnrytme. Konsekvensen kunne blive, at der var nødvendigt med yderligere medicinering. Forinden ville man dog afholde et møde mellem s døtre og distriktssygeplejerske 2 og afdelingslæge A i et forsøg på at få en dialog i gang omkring vigtigheden af, at ikke fik for mange stimuli.



Den 13. januar 2006 blev der ifølge journalen holdt et møde, hvor s døtre deltog. Afdelingslæge A orienterede om, at hun vurderede, at var moderat til svært dement og derfor ikke tålte for mange stimuli. En af døtrene mente, at var understimuleret, og det var derfor, at hun virkede så dement. Der blev endvidere orienteret om, at mundbevægelserne ikke var observeret af plejepersonale. Derudover blev det konkluderet, at såfremt udviklede mundbevægelser, ville behandlingen med Risperdal blive seponeret.



Den 23. og den 25. januar 2006 fulgte distriktssygeplejerske 2 op på søvnproblemerne, som ikke var blevet bedre. Der blev talt om muligheden for at tilknytte en fast vagt i en periode og eventuel om visitering til et socialpsykiatrisk bosted.



Ifølge journalen den 15. februar 2006 rettede s datter henvendelse til distriktssygeplejerske 2. Datteren mente, at aktuelt havde en vinterdepression. Distriktssygeplejersken aflagde et besøg hos med henblik på vurdering, som hun forelagde for afdelingslæge A, da det var vanskeligt at vurdere s humør.



Ifølge journalen den 17. februar 2006 var der fornyet besøg ved distriktssygeplejerske 2 med baggrund i, at s datter havde udtrykt bekymring vedrørende s humør. fremkom ikke med depressive udtalelser, og det syntes vanskeligt at vurdere hendes stemningsleje.



Der var ifølge journalen en fornyet vurdering den 6. marts 2006 ved afdelingslæge A. På baggrund af familiens modstand mod behandling med Risperdal blev det besluttet at seponere den, og dosis af det antidepressive præparat Remeron blev øget til 30 mg. Endvidere var familien interesseret i, at behandlingen med Aricept blev suppleret med præparatet Ebixa (memantin), som er et middel mod Alzheimers sygdom, men det var ikke muligt at få tilskud til kombinationsbehandling.



Ved telefonisk kontakt den 31.marts 2006 fra plejehjemmet til distriktssygeplejerske 2 blev det ifølge journalen oplyst, at s humør var blevet bedret væsentligt, og at hendes nattesøvn ligeledes var bedret.



Ifølge journalen den 8. maj 2006 havde igennem en uge været meget urolig. Derudover var der flere kontakter fra en datter, der mente, at havde fået bivirkninger af behandlingen med Remeron i form af hurtig hjerteaktion, svedeture, usikker gang og træthed i benene. Distriktssygeplejerske 2 arrangerede tilsyn hos med deltagelse af hende selv og en læge fra .



Det fremgår af journalen den 15. maj 2006, at overlæge B, der besøgte , besluttede kun at reducere dosis af Remeron til 22,5 mg, da det fremgik af journalen, at havde fået det bedre af den øgede dosis antidepressiv medicin. Der blev desuden planlagt, at senere skulle sættes i behandling med Ebixa, selvom det medførte, at tilskuddet til Aricept ophørte. Foreløbig skulle det vurderes, om der skete nogen ændring i s tilstand på reduceret dosis af Remeron. På grund af s tilstand den dag var det ikke muligt at få hende til at svare på ret mange spørgsmål om hendes tilstand. Efterfølgende blev behandlingen af afsluttet, idet hun af egen læge efter familiens ønske var blevet henvist til .



Det fremgår af udtalelse til sagen fra afdelingslæge A, at hun som læge på en er bekendt med, at antipsykotisk medicin som Risperdal kan være problematisk til demente patienter, og at indikationen herfor således skal være klar, ligesom en fortsat behandling løbende skal vurderes. Behandlingen med Risperdal blev iværksat på grund af irritabilitet, tiltagende vrede og vrangforestillinger. Der blev relativt hurtigt reduceret til en lille dosis, og man forsøgte at stoppe behandlingen to gange, men begge gange med tilbagekomst af symptomerne.



Det fremgår videre af udtalelsen, at da der fremkom oplysninger om bivirkninger til behandlingen, blev der hurtigt aflagt et besøg hos , men det var ikke muligt for erfarent plejepersonale på plejehjemmet, distriktssygeplejerske 2, som har 40 års erfaring inden for psykiatrien eller afdelingslægen selv at iagttage ufrivillige mundbevægelser hverken ved besøget eller senere, hvorfor der ikke fandtes grundlag for at stoppe behandlingen på daværende tidspunkt. Det er således afdelingslæge As opfattelse, at ikke i det tidsrum, hvor afdelingslægen havde hende i behandling, havde haft ufrivillige bevægelser af mund eller tunge (såkaldt BML syndrom). Afdelingslæge A konkluderer således, at indikationen for opstart af Risperdalbehandling var til stede. Indikationen for fortsat behandling blev løbende vurderet, ligesom der var opmærksomhed på bivirkninger, som kunne nødvendiggøre, at behandlingen blev stoppet, hvilket der som nævnt ikke blev fundet tegn til.  



Nævnet kan oplyse, at behandling af psykotiske symptomer, aggression samt uro er særdeles vanskelig hos moderat til svært demente patienter. Der er ikke nogen præparater, der er indregistreret til behandling af adfærdsforstyrrelse af psykotiske symptomer hos demente. Det bedst undersøgte atypiske antipsykotika til behandling af aggressivitet hos demente er Risperdal, og det anbefales, at dosis ikke overstiger 1 mg pr. døgn. Neurologiske bivirkninger i form af ufrivillige bevægelser af mund og tunge (BLM syndrom) kan komme efter længerevarende behandling især ved høje doser.



Det er nævnets opfattelse, at behandlingen af med Risperdal i doser fra 0,25-0,50 mg pr. døgn blev iværksat på grund af psykotiske symptomer med vrangforestillinger og aggressivitet. I forbindelse med at blev sat i behandling med antidemensmedicin, blev behandlingen med Risperdal indstillet den 6. juli 2005, men det blev ordineret igen den 4. august 2005 på grund af psykotiske forestillinger, som hun var forpint af.



Det er videre nævnets opfattelse, at behandlingen med Risperdal blev seponeret igen den 29. september 2005, men at den blev genoptaget den 8. november 2005, da igen var blevet mere forpint, kaotisk, urolig og med vrangforestillinger. Den 27. december 2005 ønskede de pårørende behandlingen med Risperdal stoppet, da de mente, at havde fået ufrivillige mundbevægelser. Plejepersonalet, distriktssygeplejerske og afdelingslæge A konstaterede ikke nogen ufrivillige mundbevægelser, og afdelingslæge A valgte at fortsætte behandlingen, selvom familien ønskede den stoppet.



Idet allerede to gange tidligere inden for det sidste halve år havde fået seponeret behandlingen med Risperdal, hvilket havde medført forværring af symptomerne, og idet der ikke kunne konstateres symptomer på BLM, er det nævnets vurdering, at det var indikation for at fortsætte behandlingen af med Risperdal, og at behovet for behandlingen løbende blev vurderet af afdelingslæge A.



Nævnet finder på baggrund af ovenstående, at afdelingslæge A, , Sygehus 1, handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra slutningen af december 2005 til den 24. februar 2006 på plejehjemmet .



Det er videre nævnets opfattelse, at distriktssygeplejerske 2 under hele forløbet har foretaget udførlig dokumentation i forbindelse med behandlingen af , og at distriktssygeplejersken hele tiden fulgte op på sine vurderinger og de oplysninger, som hun fik fra familien og fra plejehjemmet.



Nævnet finder således, at distriktssygeplejerske 2, , Sygehus 1, handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 19. december 2005 til den 15. maj 2006 på plejehjemmet .



Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt

Plejehjemsassistent har handlet fagligt korrekt ved sin behandling af i perioden fra maj til september 2006 på plejehjemmet .



Sygeplejerske 1 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker § 5. stk. 1, ved sin behandling af i perioden fra maj til september 2006 på plejehjemmet .



Begrundelse

Der foreligger en udtalelse af 29. november 2006 til sagen udarbejdet af social- og arbejdsmarkedsforvaltningen i i samarbejde med sygeplejerske 1 og distriktsleder, plejehjemsassistent . Det fremgår heraf vedrørende ajourføring af medicinlister og fjernelse af gamle medicinlister, at alle medicinlister arkiveres i borgernes stamjournal, som findes centralt for den enkelte driftsenhed. Al sygeplejefaglig dokumentation arkiveres i 5 år, som loven foreskriver. Det fremgår videre, at der er to dokumentationsmapper, som opbevares og håndteres samlet.



Det fremgår videre af udtalelsen vedrørende givning af Tramadol til , at det af de sygeplejefaglige optegnelser fremgår den 31. juli 2006 samt den 2. august 2006, hvor der er dokumenteret med hensyn til lægekontakt og lægeordination af Tramadol. Ligeledes fremgår disse ordinationer af medicinlisten. Fra den 5. august 2006 fremgår det af notat, at der er rettet i medicindoseringen.



Vedrørende nedsættelse af tabl. Mirtazapin til 15 mg fremgår det af udtalelsen, at det af medicinlisten og af arket for seponeret og ændret medicin fremgår fra den 19. juni 2006, at der foreligger en ordinationsændring, hvor Mirtazapin blev reduceret fra 30 til 15 mg.



Nævnet kan oplyse, at sygeplejersker giver medicin efter ordination fra en læge. Der skal føres journal over den medicin, som beboeren skal have, og ordineret dosis, indgiftsform og tidspunkt for indgift skal fremgå. Virkning og eventuelle bivirkninger af medicinen skal observeres og dokumenteres. Det skal af den faglige dokumentation fremgå, hvis beboeren ikke har fået medicin på det angivne tidspunkt, og hvad der er truffet af foranstaltninger på denne baggrund. På et plejehjem skal der være retningslinier for medicinhåndtering, og ved eventuel fejlindgift af medicin skal læge informeres med henblik på forholdsregler og efterfølgende observationer.

Det er nævnets opfattelse, at den medicinske behandling, som en beboer modtager, altid må betragtes som et tilbud. Ønsker en beboer ikke at tage tabletterne, når de udleveres, kan personalet ikke tvinge beboeren, og man må i stedet forsøge at motivere eller komme tilbage til beboeren lidt senere og tilbyde tabletterne igen. Der må tages stilling til, hvornår resten af døgnets tabletter skal indgives, og alt dette skal naturligvis dokumenteres.



Der er videre nævnets opfattelse, at der i s sygeplejejournal er regelmæssige notater om hendes medicinindtag, det nævnes, hvis hun ikke ville tage tabletterne umiddelbart, og det er noteret, hvornår tabletter blev givet. Der fremgår også observationer vedrørende ændringer i s symptomer samt henvendelser til læge. Endvidere fremgår af medicinarket dato for ordination, indgiftsform, styrke og tidspunkt for indgift. Desuden fremgår antal tabletter, som skulle gives på det konkrete tidspunkt, hvorfor det efter nævnets opfattelse er muligt at efterkontrollere doseringen for eventuelle fejl, hvilket er en stor fordel, når der udleveres medicin.



Det er også noteret i sygeplejejournalen den 27. juli 2006, at man fjernede tabletter fra allerede doseret medicin, idet i en periode ikke skulle have præparatet.



På denne baggrund er det nævnets vurdering, at plejehjemsassistent har handlet fagligt korrekt, og at sygeplejerske 1 har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med håndtering af s medicinering og journalføring af medicinen.



Det fremgår af journalen den 18. juni 2006, at personalet fik oplyst af s datter, at var faldet inde på stuen.



Det fremgår af journalen den 19. juli 2006, at ømmede sig meget i højre balle. Der var ingen blå mærker, men hun havde ondt ved at støtte og gå på benet. Der var ingen udadrotation og fuld bevægelse af benet, men smerter. kom på skadestuen, og en røntgenundersøgelse viste et brud på bækkenet (ramus).

 

Ifølge skadestuejournalen fra den 19. juli 2006 fra Sygehus 2, var den foregående aften faldet over et gulvtæppe og var landet direkte på højre hofte. Hun fik efterfølgende smerter særligt lokaliseret til lysken og strålende ned på indersiden af låret. Der var smerter i hele hofteregionen og i højre balle. Der blev taget røntgen af højre hofte for mistanke om fraktur, og der sås en udisloceret ramus inferior fraktur. Der var ingen tegn på fraktur på selve hoften. fik smertestillende i skadestuen i form af Pamol 1 g og Ibumetin 400 mg. Ved udskrivelsen blev der medgivet en recept på 20 stk. Ibumetin 400 mg.



Ifølge journalen den 20. juli 2006 var s bækkenbund brækket. 2 g ekstra Pamol var doseret indtil mandag. Ibumetin 400 mg x 3 var doseret til og med torsdag i den følgende uge. Det er videre noteret, at man måtte se an til mandag. Rollator var bestilt, og det blev foreslået, at der også blev bestilt en toiletforhøjer, hvilket blev gjort den følgende dag.



Det fremgår af notat fra den 20. juli 2006 om aftenen, at virkede smertepåvirket, hvilket fortsatte frem til den 27. juli 2006, hvor den smertestillende behandling blev ændret af egen læge. Det fremgår videre, at gik rundt i afdelingen, og at hun spiste og drak.



Det fremgår af egen læges journal, at der den 30. juli 2006 var kontakt til lægevagten. Det blev oplyst, at havde mange smerter, og at hun måtte få ekstra Tramadol til natten. Ifølge notatet fra vagtlægen troede datteren, at der var mere galt end det, der allerede var fundet, og hun ville kontakte egen læge den følgende dag.



Det fremgår af ovennævnte udtalelse fra , at der blev foretaget et telefonisk opkald til s datter, hvorved det blev aftalt, at datteren ville komme senere, og man enedes om at se tiden an uden yderligere tiltag på det tidspunkt. I de sygeplejefaglige optegnelser fremgår det af notat fra den 24. juli 2006, at der er en ordination på tabl. Pamol 1 g x 4 i to dage. Af notat af 27. juli 2006 fremgår det, at ordinationen på Pamol blev iværksat på baggrund af en kontakt til egen læge. Denne kontakt til egen læge skete, da medicinordinationen på Pamol kom fra s datter. Personalet skal naturligvis have en lægeordination, før de kan iværksætte en medicinbehandling. Der kan ikke modtages en ordination på medicinændringer fra en pårørende.  



Det er nævnets opfattelse, at plejepersonalet forsøgte at give smertestillende med intervaller, og at man observerede hendes tilstand og funktionsniveau efter faldet nøje. Man valgte at følge den sædvanlige smertebehandling i cirka en uge, hvorefter egen læge blev kontaktet med henblik på yderligere smertebehandling.



Nævnet finder således samlet, at sygeplejerske 1 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra maj til september 2006 på plejehjemmet .



Nævnet finder videre samlet, at plejehjemsassistent handlede fagligt korrekt ved sin behandling af fra maj til september 2006 på plejehjemmet .