Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 13. marts 2009 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 5. marts 2009 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 34-årig mand, der er kendt med skizofreni, og som havde en dom til psykiatrisk behandling.

Forud for indlæggelsen, havde afvist at fortsætte den igangværende behandling med antipsykotisk medicin i depotform, og tidligere erfaringer med ham havde vist, at han hurtigt blev meget syg med øget risiko for personfarlig adfærd, når han ikke fik depotbehandling med antipsykotisk medicin regelmæssigt.

Aktuelt blev indlagt i henhold til behandlingsdommen den 21. januar 2009. Han var ved indlæggelsen i behandling med injektion Serenase Dekanoat 100mg/ml 2 ml hver anden uge, smeltetablet Risperdal 2 mg 3 tabletter to gange dagligt og injektion Risperdal Consta 50 mg hver anden uge.

Fra indlæggelsestidspunktet blev motiveret for sin sædvanlige antipsykotiske behandling.

Den 22. januar 2009 accepterede frivillig behandling med tablet Serenase 5 mg 3 gange dagligt og tablet Risperdal 16 mg dagligt. Han blev dog fortsat motiveret for behandling med Risperdal depot og Serenase depot, og fra den 5. februar 2009 blev han løbende motiveret for behandling med Risperdal Depot 50 mg hver 14. dag og Serenase Depot 250 mg hver 14. dag. Det er i journalen anført, at intervallet skulle være 200-400 mg hver 14. dag med mulighed for at regulere dosis afhængig af effekt, både dosisstørrelsen og tidsintervallet.

Under indlæggelsen var optaget af vrangforestillinger om bivirkninger til depotbehandlingen. Han var desuden hørelseshallucineret med kropslige vrangforestillinger og var meget optaget af sin antipsykotiske medicinering.

Den 11. februar 2009 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Risperdal Depot 50 mg hver 14 dag og Serenase Depot 250 mg hver 14. dag med mulighed for justering i intervallet 100-400 mg og intervallet 2-4 uger vurderet efter klinisk effekt og bivirkninger.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen tilsidesatte imidlertid beslutningen om tvangsbehandling.

Fra den 19. februar 2009 blev motiveret for behandling med Risperdal Depot 50 mg og Serenase Depot 50-300 mg.

Den 19. februar 2009 modtog frivilligt behandlingen.

Den 5. marts blev s tilstand vurderet under forværring, og han overskred i stigende grad de indgåede aftaler, hvorefter der blev truffet beslutning om tvangsmedicinering med det samme. Det fremgår af journalen, at det var med samme begrundelse som Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen tidligere havde afvist. Af tvangsprotokollen fremgår det, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal Depot 50 mg hver 14 dag og Serenase Depot 50-300 mg hver 3. til 4. uge.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 13. marts 2009 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder afgørelsen af 13. marts 2009 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af private opfattelser af sygdom og sundhed og samspillet med antipsykotisk medicin. Han havde en forrykket virkelighedsopfattelse og var hørelseshallucineret med kropslige vrangforestillinger.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at løbende gennem ca. 14 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet, idet nævnet har lagt til grund, at motivationsperioden løb fra den 20. februar 2009, hvor modsatte sig behandlingen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har herved lagt til grund, at og den behandlingsansvarlige overlæge under mødet med Det Psykiatriske Patientklagenævn havde oplyst, at dagligt siden den 19. februar 2009 havde været søgt motiveret for behandling med Risperdal Depot 50 mg og Serenase Depot 50-300 mg.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 5, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at behandling med Risperdal og Serenase i depotform opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, tidligere har modtaget behandling med depot med god effekt på tilstanden, at afdelingen havde et stort kendskab til ham og til, at han var svær at fastholde i behandling, såfremt der ikke var tale om behandling med depotpræparater, og at aktuelt blev indlagt umiddelbart efter en længere periode, hvor han blev behandlet med depot i form af Risperdal depot og Serenase depot.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det var svært at fastholde i antipsykotisk behandling, hvis denne foregik med tablet, og at depotbehandling har vist sig som den eneste reelt effektive behandling af ham.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det på mødet i Det Psykiatriske Patientklagenævn blev oplyst, at tidligere gennem flere år havde modtaget behandling med Risperdal Depot og Serenase Depot med god effekt på tilstanden.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 vedrørende tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger § 46, at tilførsler i tvangsprotokoller er journalpligtige, og at der ved udfærdigelse af tvangsprotokoller i journalen skal henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen.

Patientklagenævnet skal hertil bemærke, at beslutningen om tvangsbehandling den 5. marts 2009 som anført i journalen ikke er i overensstemmelse med det i tvangsprotokollen anførte, idet der i journalen er henvist til beslutningen den 11. februar 2009, hvor dosis ikke er i overensstemmelse med den tvangsprotokol, der blev udfærdiget den 5. marts 2009.

Nævnet har imidlertid lagt oplysningerne i tvangsprotokollen til grund, idet der her er anført præcise doser.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn Statsforvaltningen .