Klage over manglende motivation for konkret præparat

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 20. november 2008 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 10. november 2008 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en nu 70-årig kvinde, der siden 20 års alderen har haft diagnosen paranoid Skizofreni. Hun har gennem årene løbende været indlagt i psykotisk tilstand med ringe sygdomsindsigt. Hun er til daglig i behandling gennem Distriktspsykiatrisk Center i . Hun har tidligere modtaget antipsykotisk medicin med god effekt på tilstanden, herunder Cisordinol og Haloperidol.

Aktuelt blev tvangsindlagt den 15. oktober 2008 på helbredsindikation, idet hun var psykotisk med syns- og hørehallucinationer. Ved indlæggelsen var hun uden sygdomserkendelse, psykotisk med forfølgelsesvrangforestillinger og hallucinationer. Hun havde desuden en springende og usamlet tankegang. Hun troede, at hendes ægtefælle skjulte en elskerinde i hjemmet, og mente at have hørt dennes stemme. var af den opfattelse, at ægtefællen ønskede hende indlagt, så han kunne have sin veninde i fred.

Under den fortsatte indlæggelse var hun perserverende omkring sine vrangforestillinger og kunne ikke korrigeres i sin opfattelse. Hun oplyste, at hun ville skilles, og at hun havde mistet tilliden til lægesystemet. Hun mente, at hun ikke var syg, og at medicinen ikke hjalp.

Fra den 5. til den 10. november 2008 blev løbende motiveret for frivillig behandling med blandt andet Cisordinol, hvilket hun vedvarende afviste.

Den 10. november 2008 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Cisordinol 10 mg dagligt eventuelt stigende til 16 mg dagligt, alternativt tablet Haloperidol 5-20 mg dagligt, eller injektion Haloperidol 5-10 mg i.m.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 20. november 2008 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 20. november 2008 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af forfølgelsesvrangforestillinger, hallucinationer og springende og usamlet tangegang. Hun var desuden uden sygdomsindsigt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal videre bemærke, at iværksættelse af tvangsmedicinering forudsætter, at patienten forud for beslutningen løbende, det vil sige dagligt eller næsten dagligt, er forsøgt motiveret for frivillig behandling.

Det fremgår af journalen, at ved indlæggelsen den 15. oktober 2008 fik ordineret vanlig medicin, som blandt andet bestod af Seroquel 300 mg dagligt. Det fremgår videre af sygeplejejournalen, at hun under den fortsatte indlæggelse nogle dage indtog medicinen i den angivne dosis og andre dage alene ville indtage mindre doser.

Af journalen den 5. november 2008 fremgår, at ikke accepterede øgning i Seroquelbehandlingen, og at hun heller ikke ville skifte til noget andet. Derudover var hun samme dag og dagen forinden forsøgt overtalt til behandling med Cisordinol.

Den 6. november 2008 fremgår det af journalen, at hun blev motiveret for behandling med Cisordinol eller Serenase.

Den 10. november 2008 blev ifølge journalen forsøgt overtalt til at indtage den ordinerede medicindosis uden held. Endvidere blev hun forsøgt overtalt til behandling med Cisordinol.

Videre fremgår det af erklæringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn, at dagligt blev tilbudt Seroquel samt Cisordinol.

Herudover fremgår det af sygeplejejournalen, at hun den 4., 5. og 6. november 2008 fik tilbudt sin medicin, men nægtede at tage den. Det fremgår ikke hvilken medicin, hun blev tilbudt.

Det er herefter Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at ikke blev motiveret for et konkret præparat og en konkret dosis.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling ikke var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan endeligt oplyse, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006 vedrørende tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller mv. på psykiatriske afdelinger § 46, at tilførsler i tvangsprotokoller er journalpligtige og at der ved udfærdigelse af tvangsprotokoller i journalen skal henvises til, at der er indført notat i tvangsprotokollen.

Patientklagenævnet skal hertil bemærke, at beslutningen om tvangsbehandling den 10. juni 2008 ikke fremgår af journalen, men alene er indført i tvangsprotokollen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .