Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 8. juni 2007 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 29. maj 2007 på Psykiatrisk Afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 34-årig mand, som tilsyneladende ikke er tidligere kendt i psykiatrisk regi.

Aktuelt blev han indlagt på behandlingsindikation den 16. maj 2007, efter han havde været indsat i arresten på grund af voldeligt overfald på sin søster. I arresten mente han sig overvåget af PET og havde forgiftningsforestillinger. Ved ankomsten fremstod han anspændt, tankeforstyrret og med systematiserede paranoide forestillinger og følelsesudsving. Han havde ingen sygdomserkendelse. Han blev diagnosticeret med akut polymorf skizofreniform psykose samt skadeligt brug af flere psykoaktive stoffer.

Fra den 18. maj 2007 blev forsøgt motiveret for behandling med tablet Zyprexa smelt 10 mg. Fra den 22. maj 2007 blev han forsøgt motiveret for 20 mg, men den 25. maj 2007 igen for 10 mg, idet han var blevet mere rolig. Han afviste vedvarende behandlingen.

Den 29. maj 2007 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Zyprexa 10 mg, alternativt injektion Zyprexa 10 mg i.m., med dosisafpasning efter effekt og bivirkninger, ved manglende effekt eller bivirkninger dråber Serenase 10 mg, alternativt injektion Serenase 10 mg i.m., hvor dosis skulle afpasses efter effekt og bivirkninger.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 8. juni 2007 beslutningen om tvangsmedicinering af , men underkendte beslutningen om ikke at tillægge klagen opsættende virkning.

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 8. juni 2007 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på Psykiatrisk Afdeling, .

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand præget af vrangforestillinger om at blive aflyttet og udsat for eksperimenter. Han var endvidere aggressiv og personfarlig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det endvidere dokumenteret, at løbende gennem 11 dage blev forsøgt motiveret for frivillig behandling med tablet Zyprexa, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet skal dog hertil bemærke, at blev motiveret for Zyprexa 10 mg den 18., 19. og 21. maj 2007 og for Zyprexa 20 mg den 22., 25., 26. og 28. maj 2007.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har herved lagt vægt på, at Zyprexa er et almindeligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosis er almindelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det af bekendtgørelse 1499 af 14. december 2006 om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger § 1 stk. 3 fremgår, at afgørelsen om behandlingsform og indhold skal træffes i overensstemmelse med reglerne i psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip. Af denne bestemmelse fremgår det, at tvang ikke må benyttes, før der er gjort, hvad der er muligt, for at opnå patientens frivillige medvirken.

Det er Sundhedsvæsenet Patientklagenævns opfattelse, at en patient skal kunne forholde sig til eksempelvis, hvilket præparat og hvilken dosis, som vil finde anvendelse ved en eventuel beslutning om tvangsbehandling. Derfor er det en betingelse, at der motiveres for en konkret behandling. Denne motivation foretages løbende, og tvangsbehandling skal som udgangspunkt iværksættes med det præparat, som der er motiveret for, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde andet.

Det fremgår af tvangsprotokollen, at der ved manglende effekt eller ved bivirkninger af behandlingen med tablet Zyprexa 10 mg, alternativt injektion Zyprexa 10 mg i.m. skulle foretages et skift til behandling med dråber Serenase 10 mg, alternativt injektion Serenase 10 mg i.m., hvor dosis skulle afpasses efter effekt og bivirkninger.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der ved beslutningen om skift til den anden behandling reelt er tale om en ny beslutning om tvangsbehandling.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en patient forud for en ny beslutning om skift til et andet præparat med en alternativ behandling bør gives en passende betænkningstid, forud for at der træffes beslutning om tvangsbehandling, og at patienten i forbindelse med den nye beslutning skal informeres om muligheden for at klage med eventuel opsættende virkning af klagen.

Det er videre Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at en passende betænkningstid i forbindelse med skift af præparat må afgøres ud fra en konkret vurdering. Patienten skal således have forelagt beslutningen om ændringen og herefter tage stilling til, hvorvidt vedkommende ønsker behandling med det pågældende nye præparat.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 29. maj 2007 fratog mulighed for at få en passende betænkningstid og mulighed for at klage med eventuel opsættende virkning, såfremt der skulle ske skift til behandling med dråber Serenase 10 mg.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder derfor, at betingelserne for tvangsbehandling som anført i protokollen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen .

Idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen , hvor nævnet godkendte beslutningen om tvangsbehandling, har Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke taget stilling til, hvorvidt klagen burde have været tillagt opsættende virkning.