Klage over læges beskyldninger om incest i lægeerklæring til brug for samværssag

Patientklagenævnet finder grundlag for at kritisere praktiserende læge <****> i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 2. marts 2009 vedrørende faderen, jf. autorisationslovens § 20, stk. 1.

Hændelsesforløb

Praktiserende læge udfærdigede den 2. marts 2009 en erklæring, som faderens tidligere kæreste skulle bruge i forbindelse med en samværssag vedrørende parrets søn. Læge var praktiserende læge for faderens tidligere kæreste og deres søn, men lægen havde ikke haft kontakt til faderen.

I erklæringen anførte læge , at han fandt det forkasteligt, at drengen skulle have uovervåget samvær med faderen, idet der efter hans mening var mange indicier på incest.

Klagen

Der er klaget over følgende:

• At læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved udfærdigelsen af lægeerklæring af 2. marts 2009.

Det er hertil blandt andet oplyst, at læge udfærdigede en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at han fandt det forkasteligt, at faderen og hans søn skulle have uovervåget samvær på grund af de mange indicier på, at han misbrugte sin søn seksuelt. Det er hertil anført, at oplysningerne var usande samt af injurierende indhold.

Nævnets afgørelse af klagen

Læge har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1, ved sin udfærdigelse af erklæring af 2. marts 2009 vedrørende faderen.

Begrundelse

Det fremgår af journalen den 2. marts 2009, at læge udfærdigede et brev til rette vedkommende vedrørende sønnen.

Det fremgår af brevet af den 2. marts 2009, at læge skrev, at han fandt det forkasteligt, at drengen skulle på uovervåget besøg hos faderen, idet der efter lægens mening var mange indicier på, at drengen var sin faderens incestoffer.

Det fremgår af læge s udtalelse til sagen, at der ikke var tale om en lægeerklæring men en underretning udarbejdet i henhold til sociallovgivningen.

Det fremgår af bemærkningerne til lægelovens § 8 (lov nr. 72 af 14. marts 1934 med senere
ændringer), som nu er erstattet af autorisationslovens § 20, stk. 1 (lov nr. 451 af 22. maj 2006 om autorisation af sundhedspersoner), at en lægeerklæring er ethvert skriftligt udsagn om en persons sundhedstilstand eller årsagen til en patients død, som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold, privatretlige såvel som offentligretlige.

Det er nævnets opfattelse, at læge s brev af 2. marts 2009 blev udfærdiget i kraft af hans egenskab af læge og med baggrund i et læge/patientforhold til faderens søn.

Videre er det nævnets opfattelse, at læge i skrivelsen af 2. marts 2009 redegjorde for faderens helbredstilstand, og at skrivelsen var til brug i et retsforhold, hvorfor faderen er klageberettiget vedrørende de forhold, som vedrører ham selv, idet han har en væsentlig og individuel retlig interesse i sagens udfald.

Endelig er det nævnets opfattelse, at såkaldte bekymringsskrivelser og andre skrivelser, som ikke er udfærdiget som en traditionel lægeerklæring, efter en konkret anmodning således også vil være omfattet af begrebet lægeerklæring, såfremt de nævnte kriterier er opfyldt.

Det er herefter nævnets opfattelse, at læge s skrivelse af 2. marts 2009 er at betragte som en lægeerklæring.

Nævnet kan herefter oplyse, at det fremgår af § 1 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 om almindelige regler, der skal iagttages ved afgivelse af lægeerklæringer, at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer stadig bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at han ikke i denne sin egenskab afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Nævnet kan videre oplyse, at det fremgår af § 4, 2. pkt. i bekendtgørelsen, at det tydeligt skal fremgå, hvilke af de i erklæringen givne oplysninger der beror på lægens egen undersøgelse eller iagttagelse af den pågældende, og hvilke der skyldes angivelser fra den undersøgte eller tredjemand eller beror på journaler og lignende.

Det er nævnets opfattelse, at læge foretog en lægefaglig vurdering af faderen uden kendskab til ham, og at vurderingen var baseret på oplysninger fra hans tidligere kæreste.

Det er nævnets vurdering, at det burde være fremgået af erklæringen, hvorfra læge s oplysninger stammede.

På den baggrund finder nævnet, at praktiserende læge ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæring af 2. marts 2009 vedrørende faderen.