Klage over vikarierende læges udfærdigelse af helbredsattest

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A i forbindelse med at han lod læge B udfærdige lægeerklæringen af 25. august 2008 til kommunen vedrørende , jf. autorisationslovens § 17.Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge B i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 25. august 2008 til kommunen vedrørende , jf. autorisationslovens § 20, stk. 1.

Sagsnummer:

09F003

Offentliggørelsesdato:

20. september 2009

Juridisk tema:

Lægeerklæringer

Speciale:

Almen medicin, incl. Vagtlæger

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere praktiserende læge A i forbindelse med at han lod læge B udfærdige lægeerklæringen af 25. august 2008 til kommunen vedrørende <****>, jf. autorisationslovens § 17.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for at kritisere læge B i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 25. august 2008 til kommunen vedrørende <****>, jf. autorisationslovens § 20, stk. 1.

Hændelsesforløb


havde været tilmeldt læge As praksis fra december 2006.

Den 11. august 2008 bad ’s mor om en tid til ham med henblik på udfærdigelse af en generel helbredserklæring til brug for kommunen.

Erklæringen blev udfærdiget den 25. august 2008 af læge B, som vikarierede i læge As praksis.

Klagen


Der er klaget over følgende:

• At praktiserende læge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af generel helbredsattest af 25. august 2008 vedrørende .

Det er hertil blandt andet anført, at undersøgelsen forud for udfærdigelsen af erklæringen blev foretaget af en vikar, selvom attesten skulle udfærdiges af egen læge. Videre er det anført, at erklæringen er behæftet med en række fejl, som medfører meningsforstyrrelser. Videre er det anført, at lægen på utilstrækkeligt grundlag anførte, at forventede, at det hele skulle foregå på hans betingelser, og at læge A ikke havde belæg for at anføre de stillede diagnoser.

Videre er det anført, at det ikke er korrekt, når læge A konkluderer, at ville blokere, hvis han følte sig presset, og at der ikke er grundlag for at konkludere, at vil kunne gennemføre det planlagte forløb. Endelig er det anført, at læge A ikke i tilstrækkeligt omfang inddrog en nyligt udfærdiget speciallægeerklæring.


Nævnets afgørelse af klagen


Læge A har ikke overtrådt autorisationslovens § 17 i forbindelse med at han lod læge B udfærdige lægeerklæringen af 25. august 2008 til kommunen vedrørende .

Læge B har ikke overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1, i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 25. august 2008 til kommunen vedrørende .

Begrundelse


Patientklagenævnet kan oplyse, at en generel helbredserklæring udarbejdes efter anmodning fra kommunen.

Nævnet kan videre oplyse, at det er patientens sædvanlige læge, som skal udarbejde helbredserklæringen. Den sædvanlige læges stedfortræder kan dog ligeledes udarbejde erklæringen, såfremt denne har adgang til journalmaterialet.

Det fremgår af læge As udtalelse, at læge B havde adgang til alle ’s journaloplysninger. Det fremgår videre, at læge A kun havde set tre gange og således ikke havde noget særligt kendskab til ham.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at læge A lod læge B udarbejde helbredserklæringen, idet lægen ikke selv havde et særligt kendskab til og idet journalmaterialet var fuldt tilgængeligt for den attestskrivende læge.

Nævnet finder herefter, at læge A har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med at han lod læge B udfærdige lægeerklæringen af 25. august 2008 til kommunen vedrørende .

Det fremgår af læge Bs udtalelse, at indholdet i erklæringen er baseret på journaloplysninger samt oplysninger fra .

Patientklagenævnet kan oplyse, at en patients sygehistorie i erklæringen beskrives ud fra patientens oplysninger samt oplysninger i journal og udskrivningsbreve.

Det er således nævnets vurdering, at læge B på relevant vis henviste til det foreliggende skriftlige materiale samt de oplysninger, som var fremkommet med under konsultationen.

Nævnet kan videre oplyse, at den objektive undersøgelse udføres af den attestskrivende læge med nøjagtig beskrivelse af lægens fund, med særlig vægt på de sygdomstilstande, der beskrives i afsnittet under sygehistorien. Herefter påføres diagnoser, samt lægens skøn over behandlingsmuligheder, en beskrivelse af patientens funktionsevne samt en prognose.

Ovenstående beskrivelser er et udtryk for en lægefaglig vurdering, og kan godt afvige fra både patientens, de pårørendes samt socialforvaltningens vurdering, ligesom lægens forslag til socialmedicinske behandlingsmuligheder ikke nødvendigvis er det som forvaltningen beslutter.

Det er nævnets vurdering, at læge B foretog en relevant objektiv undersøgelse af og på relevant vis gengav de objektive fund i lægeerklæringen.

Det fremgår af klagen, at der burde have været henvist til en nyligt udarbejdet speciallægeerklæring.

Nævnet skal i den forbindelse bemærke, at speciallægeerklæringen ikke forelå på tidspunktet for udfærdigelsen af den generelle helbredserklæring.

Nævnet finder herefter, at læge B har handlet i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af 25. august 2008 til kommunen vedrørende .