Klage over tvangsmedicinering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen <****> den 14. maj 2009 vedrørende beslutning om tvangsmedicinering af <****> den 1. maj 2009 på psykiatrisk afdeling, <****>.

Hændelsesforløb

er en 51-årig kvinde, der har været kendt i psykiatrisk regi siden 1980, idet hun mange gange har været indlagt på grund af psykoser, siden 2001 under diagnosen skizofreni. I 2002 fik hun en dom til behandling.

Aktuelt blev indlagt i henhold til behandlingsdommen den 22. april 2009, efter at hun havde absenteret sig fra åben psykiatrisk afdeling den 14. april 2009, hvor hun var indlagt i henhold til behandlingsdommen og havde modtaget behandling med Risperdal Depot.

Ved indlæggelsen fremstod hun med øget talepres og latent vredladen og hun hævede hurtigt stemmen.

skulle have haft sin injektion med Risperdal Depot den 15. april 2009, og fra den 23. april 2009 blev hun løbende forsøgt motiveret for behandling med Risperdal Depot, hvilket hun afviste.

Det fremgår ikke af journalen eller af overlægens erklæring, hvilken dosis Risperdal Depot er blevet motiveret for.

Under indlæggelsen var tiltagende hurtigtkørende med grænseoverskridende adfærd. Hun var vredladen, konfliktsøgende og meget talende. Hun var uden sygdomsindsigt og nægtede fortsat at tage medicin.

Den 1. maj 2009 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med injektion Risperdal Depot 25-50 mg hver 14. dag, subsidiært tablet Risperdal 2-8 mg dagligt.

Klagen

klagede over beslutningen om tvangsmedicinering til Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen . Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen godkendte ved afgørelse af 14. maj 2009 beslutningen om tvangsmedicinering af .

Afgørelse af anken

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer afgørelsen af 14. maj 2009 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen om tvangsmedicinering af på psykiatrisk afdeling.

Begrundelse

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har herved lagt vægt på, at befandt sig i en psykotisk tilstand med uindfølelige emotionelle reaktioner og aggressive udbrud vekslende med forceret opstemthed.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at behandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at det følger af bekendtgørelse nr. 1499 af 14. december 2006, om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger. § 5, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås.

Videre kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at mindste middels princippet indebærer, at tvangsbehandling med injektion som udgangspunkt må betragtes som et mere indgribende middel end peroral behandling. Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt anses for den mest indgribende behandlingsform, hvorfor der skal være særlige grunde til stede for at vælge denne behandlingsform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ud fra en konkret vurdering, at Risperdal i depotform ikke opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, at afviste tabletbehandling, og at det ikke tidligere havde været umuligt at iværksætte behandling med tabletter.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har bemærket, at det fremgår af overlægens erklæring til Det Psykiatriske Patientklagenævn, at der gennem de senere år havde været tale om tiltagende ustabilitet, og at der havde været en del korterevarende indlæggelser i forbindelse med, at ikke havde fået sin depotbehandling.

Det er imidlertid Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at man ikke i videst muligt omfang har søgt at undgå tvangsbehandling med et depotpræparat i forbindelse med beslutning om tvangsbehandling af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder det således ikke godtgjort, at tvangsbehandling med tablet ville have været umulig. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ifølge journalen efterfølgende gav udtryk for at foretrække tabletbehandling frem for depotbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen , således at Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ikke kan godkende den beslutning om tvangsbehandling af , der blev truffet den 1. maj 2009.