Klage over manglende aflysning af operation hvor udstyr manglede

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere afdelingslæge A for hans behandling af <****> den 18. november 2008 på ortopædkirurgisk afde-ling, <****>, da afdelingslægen har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere overlæge B for hans rådgivning af afdelingslæge A ved behandlingen af <****> den 18. november 2008 på ortopædkirurgisk afdeling, <****>, da overlægen har overtrådt autorisati-onslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere afdelings-læge C for hendes behandling af <****> den 20. maj 2009 på ortopædkirurgisk af-deling, <****>, da afdelingslægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

·       At ikke modtog en korrekt behandling af læge A på ortopædkirurgisk afdeling, den 18. november 2008.

Det er hertil blandt andet anført, at læge A prioriterede en meniskpistol til en anden patient, hvorfor s knæoperation ikke blev fuldført. Det er hertil oplyst, at hun havde mange smerter efter operationen, som hun ikke havde inden operationen, samt at hele forløbet blev trukket i langdrag.

Begrundelse

Med mindre andet er anført, fremgår oplysningerne af journalen.

Indledende oplysninger

I 2003 og igen i 2004 blev opereret i venstre knæled.

Den 29. oktober 2008 blev undersøgt på grund af tiltagende gener i venstre knæ, og det blev vurderet, at hun kunne have en fornyet meniskskade i sit venstre knæled, hvorfor der blev aftalt operation.

Begrundelse for afgørelse af klagen

Afdelingslæge A

Den 18. november 2008 foretog afdelingslæge A en venstresidig knæskopi på mistanke om sygelig tilstand (patologi) i udvendige (laterale) ledkammer.

Ved indgrebet blev der i udvendige ledkammer fundet følger efter tidligere meniskafskæring (meniskresektion) samt svær, mindre flaplæsion af yderste lag i meniskvævet svarende til området omkring forreste tredjedel af menisken bagtil (baghorn). Der blev endvidere fundet ret udtalte slidgigtforandringer (degenerative forandringer). Afdelingslæge A fandt også en større læsion i meniskvævet svarende til forreste tredjedel af menisken bagtil. Der var tale om en længdegående læsion ind imod kapsel, og vævet kunne forskydes (lukseres) ind i ledkammeret.

Det fremgår videre af journalen, at afdelingslæge A undlod at behandle den store, længdegående skade i meniskvævet med meniskpilning på grund af prioritering af meniskpistol til anden operation.

Afdelingslæge A har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at han på grund af s sygehistorie ikke forventede at finde større gennemgående skade i meniskvævet, idet sygehistorien tydede på forværring af tidligere erkendt menisklæsion. Meget overraskende fandt han ved indgrebet en meget stor, længdegående læsion svarende til forreste tredjedel af menisken bagtil ind mod kapslen. Under operationen overvejede han at fiksere den længdegående læsion med meniskpile, men af tekniske årsager var udstyret ikke til rådighed, og han konfererede derfor med en ældre erfaren kollega.

Det fremgår videre af afdelingslæge As udtalelse, at han valgte, for ikke at foretage gennemgribende meniskafskæring, at friske læsionen op med kuglerasp, hvilket er vanlig praksis i afdelingen, når man ønsker, at meniskvæv skal have en chance for at genindføjes (re-inserere) uden pilning. Han valgte ikke at vente på sterilisation af re-insertionsudstyr under operationen, idet dette ville medføre væsentlig forøget infektionsrisiko samt komplikationsrate. Afdelingslæge A oplyser også, at opheling af skade i meniskvæv tager op til seks måneder efter operation. Vanligt regime med opheling efter meniskpilning er op til seks måneder.

Det fremgår endelig af afdelingslæge As udtalelse, at han ikke var orienteret om s graviditet, og at dette derfor ikke indgik i planlægningen af hendes efterforløb.

Det er Disciplinærnævnets vurdering, at det var relevant at foretage en kikkertvejledt operation af s venstre knæ på mistanke om meniskskade, idet hun var generet af ”noget, der kom i klemme” og aflåsningslignende tilfælde.

Nævnet har lagt vægt på, at afdelingslæge A ved operationen fandt, at blandt andet havde en større kapselnær læsion i den bagerste del af den inderste menisk. Afdelingslægen overvejede at fiksere læsionen med meniskpile, men fravalgte dette, da udstyret var prioriteret til anden operation, og han lod læsionen være.

Nævnet har videre lagt vægt på, at beslutningen om at undlade at fiksere læsionen var konfereret med den sektoransvarlige overlæge.

Det er nævnets vurdering, at afdelingslæge A burde have sikret sig, at der var det relevante udstyr til rådighed, og at det var tilgængeligt, så han kunne foretage fiksation af en menisklæsion, hvis en sådan fandtes.

Det er videre nævnets vurdering, at kapselnære menisklæsioner ofte er egnet til fiksation med meniskpil.

Det er ligeledes nævnets vurdering, at afdelingslæge A havde en selvstændigt ansvar for at sikre sig, at der var det relevante udstyr til rådighed.

Nævnet finder på denne baggrund, at afdelingslæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 18. november 2008 på kirurgisk afdeling, .

Overlæge B

Overlæge B blev tilkaldt til operationsstuen af afdelingslæge A, der ved kikkertvejledt operation af havde fundet en større kapselnær menisklæsion, der var egnet til fiksation med meniskpile.

Overlæge B har i sin udtalelse til sagen blandt andet anført, at han blev kaldt til operationsstuen, da afdelingslæge A under selve indgrebet havde vurderet, at læsionen i s knæ egnede sig til re-insertion. Afdelingen rådede på daværende tidspunkt over to meniskpistoler. På den pågældende dag var den ene meniskpistol allerede blevet brugt til en anden patient, og den anden pistol var prioriteret til en operation, som var planlagt til samme dag. Det var en usædvanlig situation, at der opstod behov for menisk re-insertion for tredje gang på samme dag.

Overlæge B har videre anført i sin udtalelse, at han rådede afdelingslæge A til at forsøge at behandle meniskskaden på samme måde, som man normalt gør ved meniskreinsertion, dog uden pilning.

Det er Disciplinærnævnets vurdering, at overlæge B ikke burde have frarådet brug af meniskpile, selvom meniskpilepistolen var reserveret til en anden patient, der var planlagt opereret samme dag. Det er herunder nævnets vurdering, at overlæge B ikke burde have vejledt afdelingslæge A i at vælge en ikke optimal behandling, når det relevante udstyr var til stede på afdelingen og klar til brug.

Nævnet finder på denne baggrund, at overlæge B handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin rådgivning af afdelingslæge A ved behandlingen af den 18. november 2008 på ortopædkirurgisk afdeling, .

Afdelingslæge C

Den 20. maj 2009 havde fået flere symptomer end før operationen i form af jag og stik af og til, specielt ved trappegang og vrid. Afdelingslæge C vurderede, at der ikke var tvivl om, at skulle re-opereres, men at det ikke kunne ske aktuelt, idet hun var gravid. ville gerne opereres to til tre måneder efter fødslen.

Afdelingslæge C har i sin udtalelse til sagen anført som supplement til det ambulante notat af 20. maj 2009, at grunden til, at ikke blev tilbudt operation før efter afslutning af graviditeten var, at der er en øget risiko for fostret ved at bedøve en gravid kvinde. Da hendes sygdom ikke var livstruende eller førlighedstruende, er det almindelig standard, at operationen udsættes til efter graviditetens afslutning. Det var s eget ønske at vente med operationen til cirka tre måneder efter fødslen.

Det er Disciplinærnævnets vurdering, at afdelingslæge Cs bedømmelse af situationen den 20. maj 2009, hvor det besluttedes, at der var behov for en ny operation i s venstre knæ, var i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard.

Det er videre nævnets vurdering, at der ikke var tale om en livs- eller førlighedstruende tilstand, som ikke kunne afvente den forestående fødsel. En bedøvelse af en gravid kvinde er ikke uden en vis risiko, hvorfor det var relevant at afvente fødsel og derefter planlægge indgrebet to-tre måneder senere.

Nævnet finder på denne baggrund, at afdelingslæge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 20. maj 2009 på kirurgisk afdeling, .