Klage over ukorrekte oplysninger i lægeerklæring

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i neurokirurgi A i forbindelse med udfærdigelsen af erklæring af den 20. april 2010 til et jobcenter vedrørende <****>, da lægen har overtrådt autorisationslovens § 20, stk. 1. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge A for hans behandling af <****> den 20. april 2010, da speciallægen ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.    At ikke modtog en korrekt behandling af speciallæge i neurokirurgi A den 20. april 2010 i forbindelse med en undersøgelse til brug for udarbejdelse af en speciallægeerklæring.

Det er hertil blandt andet anført, at speciallæge A ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse af s ryg, idet han fik hende til at tage sine sko af og bøje til siden og fremover, men ikke foretog en nærmere undersøgelse af ryggen.

2.    At speciallæge A ved udfærdigelsen af lægeerklæringen af den 20. april 2010 ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed.

Det er hertil blandt andet anført, at speciallæge A i erklæringen drog konklusioner, som ikke var korrekte, idet han mente, at s smerter udelukkende var psykisk betingede. Det er videre anført, at speciallæge A anførte i erklæringen, at hendes arbejdsmotivation var præget af, at hun havde et aktivt fritidsliv med fuldpasning af børn og deltidspasning af gård og heste, hvilket ikke er overensstemmende med de oplysninger, hun gav ham. Det er endvidere anført, at han i erklæringen konkluderede, at ikke var berettiget til pension.

Begrundelse

Med mindre andet er anført, fremgår oplysningerne af erklæringen.

Indledende oplysninger

På begæring af et jobcenter blev den 20. april 2009 undersøgt af speciallæge i neurokirurgi A med henblik på udarbejdelse af en speciallægeerklæring.

Begrundelse for afgørelse af klagen

Undersøgelsen

Speciallæge As objektive undersøgelse omfattede en vurdering af s gangfunktion og bevægelse i ryggen ved foroverbøjning samt en beskrivelse af spontanbevægelse ved aftagning af sko. Derudover blev det anført, at de indsatte skruer i ryggen ikke kunne føles (palperes).

Disciplinærnævnet kan oplyse, at en objektiv undersøgelse bør tilpasses de gener, der fremsættes af den undersøgte person, dette uanset at der som speciallæge i neurokirurgi er visse funktioner, der traditionelt belyses ved den objektive undersøgelse. Det er yderst sjældent, at en objektiv undersøgelse vil inddrage alle neurologiske forhold, idet en sådan undersøgelse vil være ganske omfattende og ikke tilpasset problemstillingen.

Det er nævnets opfattelse, at en mere detaljeret objektiv undersøgelse ikke ville have bidraget yderligere til belysning af s gener.

Det er nævnets vurdering, at speciallæge A foretog en relevant og tilstrækkelig vurdering af bevægelsen i ryggen, samt at han på relevant vis beskrev de generelle bevægelser.

På denne baggrund finder nævnet, at speciallæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin undersøgelse af den 20. april 2010 på neurokirurgisk afdeling, Sygehus 1.

Erklæringen

Nævnet kan oplyse, at indholdet af autorisationslovens § 20 er uddybende præciseret i bekendtgørelse nr. 212 af 20. juni 1935 angående almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer, hvoraf det fremgår, at en læge ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, skal udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler. Af § 1 fremgår det, at lægen ved afgivelse af lægeerklæringer bør erindre, at lægeerklæringer er dokumenter, der kan få afgørende betydning såvel i offentlige som i private retsforhold. Lægen skal derfor nøje iagttage, at han ikke afgiver erklæringer om sygdomme eller forhold, som han ikke har fornødent lægeligt kendskab til.

Til brug for udarbejdelse af erklæringen benyttede speciallæge A oplysninger vedrørende sygdomsforløbet, de aktuelle gener, sociale forhold, det aktuelle funktionsniveau, medicinforbrug samt beskrivelse af røntgenundersøgelser, foruden en objektiv undersøgelse.

Det er Disciplinærnævnets vurdering, at speciallæge A indsamlede relevant og tilstrækkeligt materiale i forbindelse med udarbejdelsen af speciallægeerklæringen.

Af erklæringen fremgår det, at den 27. august 2001 slog ryggen i forbindelse med ridning, og der blev påvist et brud på 12. ryghvirvel. De første 12 timer var der snurren i benene, men der havde ikke været neurologiske symptomer siden. En MR-scanning viste en flis i 6. ryghvirvel. MR-scanningen viste ingen påvirkning af rygmarv eller rygmarvskanal. Fire dage efter faldet blev opereret med stivgøring af 12. ryghvirvel ved hjælp af skruer i de to tilstødende ryghvirvler.

Ifølge erklæringen var s aktuelle problem smerter midt på ryggen ved belastning med udstråling til lænden og op i nakken. Smerterne optrådte i såvel stående som siddende stilling. Ligeledes sov dårligt om natten på grund af smerter.

Det er nævnets vurdering, at erklæringen på relevant vis belyser de forhold, som var relevante i forhold til den aktuelle problemstilling med gener efter et brud i ryggen.

Det fremgår af s klage, at speciallæge A angav, at han fandt, at hendes smerter udelukkende var psykologisk betingede.

Det fremgår ikke af speciallægeerklæringen af den 20. april 2010, at speciallæge A vurderede, at smerterne var psykisk betingede.

Nævnet har ikke fundet grundlag for at fastslå, at speciallæge A vurderede, at smerterne var psykisk betingede.

I konklusionen i erklæringen anførte speciallæge A, at den brudte 12. ryghvirvel var vokset sammen i fornuftig stilling. havde kroniske rygsmerter, men bruddet som sådan var næppe årsag til smerterne, hvorimod de indsatte skruers beliggenhed i rygmusklerne kunne give smerter ved bevægelse og nedsat kraft i rygmusklerne. Han mente, at der var gode chancer for, at s smerter kunne bedres ved fjernelse af skruerne.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er almindeligt at tilbyde fjernelse af indsat fiksationsmateriale hos patienter, der har gennemgået rygkirurgiske indgreb med indsættelse af fiksationsmateriale, såfremt der er vedvarende lokaliserede smerter.

Det er nævnets vurdering, at det var relevant, at speciallæge A ud fra egne undersøgelser samt ud fra det øvrigt indhentede materiale konkluderede, at der muligvis kunne opnås bedring i tilstanden ved at fjerne de indsatte skruer i ryggen.

Det er videre nævnets vurdering, at det var relevant, at speciallæge A konkluderede, at det ni år gamle brud næppe i sig selv gav anledning til betydende smerter.

Speciallæge A konkluderede desuden, at det bedste for var vekslende ikke belastet arbejde.

Nævnet kan oplyse, at det er almindeligt anerkendt, at patienter med rygsmerter trives bedst med arbejde i skiftende stillinger.

Det er på denne baggrund nævnets vurdering, at det var relevant, at speciallæge A anbefalede vekslende ikke belastet arbejde.

Speciallæge A anførte i erklæringen, at s arbejdsmotivation kunne være påvirket af, at hun havde et aktivt fritidsliv med fuldtidspasning af børn og deltidspasning af gård og heste.

Det fremgår af klagen, at disse oplysninger ikke var korrekte.

Det er nævnets opfattelse, at det afgørende i forhold til faktuelle fejl i en erklæring er, om de faktuelle fejl måtte have haft betydning for erklæringens konklusion.

Det er nævnets vurdering, at det ikke er sandsynligt, at korrektion af de faktuelle oplysninger ville have ført til en anden konklusion i erklæringen.

Det fremgår af speciallæge As supplement til erklæringen af den 10. august 2010, at han i forbindelse med klagesagen har præciseret dette i et supplement til erklæringen, hvor han anfører, at børnene gik i daginstitution, og der således ikke var tale om fuldtidspasning.

Det er nævnets opfattelse, at det var relevant, at speciallæge A kontaktede kommunen med rettelserne.

Speciallæge A konkluderede desuden i erklæringen, at pension ikke var indiceret på grund af s unge alder, den godartede sygdom samt behandlingsmulighederne.

Nævnet kan oplyse, at det fremgår af punkt 200 i vejledning nr. 54 af 31. august 2007 om førtidspension, at lægeerklæringer udelukkende skal indeholde relevante oplysninger og beskrivelser af ansøgerens helbredsmæssige forhold. Speciallægens opgave er at undersøge ansøgeren og udarbejde en erklæring. Det er ikke speciallægens opgave at vurdere, hvorvidt patienten er berettiget til pension. Det er ligeledes ikke speciallægens opgave at vurdere, i hvor høj grad erhvervsevnen ud fra en helhedsvurdering er nedsat. Det er alene pensionsmyndigheden, der ud fra alle oplysningerne i sagen skal vurdere patientens erhvervsevne og eventuelle berettigelse til pension.

Ligeledes fremgår det af punkt 203 i førtidspensionsvejledningen, at en lægeerklæring ikke ved sit indhold bør bidrage til at skabe usikkerhed hos patienten om, at den endelige beslutning om tildeling af sociale ydelser tages af kommunen.

Det er nævnets vurdering, at speciallæge A ikke burde have anført i erklæringen, at han ikke fandt pension indiceret.

På denne baggrund finder nævnet, at speciallæge A ikke udviste tilstrækkelig omhu og uhildethed ved sin udfærdigelse af erklæring af den 20. april 2010 vedrørende .