Klage over manglende henvisning af lungesyg patient med klinisk tegn på blodprop i lungerne

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder grundlag for at kritisere speciallæge i intern medicin A for hendes behandling af <****> den 10. august 2009 i sin klinik, da hun har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere speciallæge i intern medicin A for hendes behandling af <****> den 1. maj og den 28. juli 2009 i sin klinik, da hun ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere praktise-rende læge B for hans behandling af <****> i perioden fra den 7. april 2005 til den 11. august 2009 i sin klinik, da han ikke har overtrådt autorisationslovens § 17. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn finder ikke grundlag for at kritisere læge C for hendes behandling af <****> den 4. februar 2009 på skadestuen, Sygehus 1, da hun ikke har overtrådt autorisationslovens § 17.

Disciplinærnævnet tager ved sin vurdering af sagen stilling til, om en sundhedsperson har handlet i overensstemmelse med ”normen for almindelig anerkendt faglig standard”. Dette er udtryk for, hvad der må forventes af en almindelig god sundhedsperson med den erfaring, som den pågældende har. Disciplinærnævnet har således ved sin afgørelse ikke taget stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling.

Klagen

Der er klaget over følgende:

1.      At ikke modtog en korrekt behandling af praktiserende læge B i perioden fra den 7. april 2005 til august 2009.

har hertil blandt andet anført, at hun fik stillet diagnosen astma, idet hun havde vejrtrækningsproblemer. Videre har anført, at diagnosen blev fastholdt til trods for, at astmabehandlingen ikke havde en dokumenteret virkning. Endelig her oplyst, at hun i august 2009 fik konstateret, at hun havde haft blodpropper i lungerne over længere tid.

2.      At ikke modtog en korrekt behandling hos speciallæge Ewa Weeke i august 2009.

har hertil blandt andet anført, at speciallæge Ewa Weeke konstaterede, at hun havde haft kvælningsproblemer som barn, og at hun henviste hende til en lungepsykolog, men at hun ikke opdagede, at der var tale om blodpropper i lungerne.

3.      At ikke modtog en korrekt behandling på Sygehus 1 i perioden fra den 7. april 2005 til august 2009.

Begrundelse

Disciplinærnævnet har, med mindre andet er anført, lagt vægt på oplysningerne i journalen.

Indledende oplysninger

havde fra 16-års alderen haft blodpropper i lunger, ben og arme på grund af en arvelig Faktor V Leiden tilstand.

Begrundelse for afgørelsen af 1. klagepunkt

Disciplinærnævnet har bemærket, at læge B ved mistanke om blodpropper i lungen eller i de perifere kar straks har henvist til et sygehus til afklaring af dette.

Det er således disciplinærnævnets opfattelse, at læge B i forløbet i relevant omfang var opmærksom på s arvelige lidelse og den risiko, sygdommen medfører.

Den 17. maj 2005 angav at have god effekt af behandlingen med astmamedicin.

I juni-juli og oktober-december 2007 er det beskrevet i journalen, at oplevede en forværring af hosten, men at dette mindskedes igen.

Den 26. november 2007 blev der foretaget røntgenundersøgelse af brystkassen på grund af vedvarende hoste uden effekt af inhalationspræparater.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge B relevant henviste til røntgenundersøgelse af brystkassen.

Den 27. november 2008 blev undersøgt og behandlet af læge B for en virusinfektion i de øvre luftveje.

Den 6. februar 2009 blev undersøgt af læge B, der konfererede med bagvagten på kardiologisk afdeling, idet hun havde været indlagt, vand i lungerne, blodprop og lungebetændelse, idet hun havde smerter i venstre side, og idet hun var i behandling med Marevan.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge B relevant konfererede med kardiologisk afdeling.

Den 25. februar 2009 henviste læge B til lungemedicinsk afdeling, Sygehus 1, på grund af vedvarende smerter i brystkassen.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge B relevant henviste over den normale venteliste. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ikke var symptomer på en akut tilstand, idet der ikke var udvikling i smerterne, og idet hun ikke havde mere åndenød end hun altid kunne føle.

Den 25. marts 2009 kontaktede læge B lungemedicinsk ambulatorium, Sygehus 1, med henblik på at fremrykke s undersøgelse der.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge B relevant forsøgte at få fremrykket s tid til undersøgelse.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at det er sædvanlig fremgangsmåde i en almen praksis at behandle med astmamidler ved åndenød, og at henvise til videre undersøgelser på sygehus, såfremt diagnosen ikke kan konfirmeres. Som læge lægger man meget vægt på patientens egen vurdering omkring effekten af behandling med astmamedicin; i mange tilfælde kan patienterne således opleve en klar subjektiv bedring på behandling med astmamedicin, men uden at lægen objektivt kan verificere en sådan effekt ved laboratorieprøver. Da astmamedicinen opfattes som uskadelig for voksne, vil man ofte lade patienten fortsætte behandlingen, så længe det oplyses, at patienten føler symptomlindring ved dette.

Disciplinærnævnet har bemærket, at oplyste, at hun havde effekt af astmabehandlingen. Nævnet har dog videre bemærket, at læge B hurtigt viderehenviste hende, da en lungefunktionstest ikke kunne bekræfte diagnosen astma.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge B handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af i perioden fra den 7. april 2005 til den 11. august 2009 i sin klinik.

Begrundelse for afgørelsen af 2. klagepunkt

Den 1. maj 2009 blev set af speciallæge A, idet hun var blevet henvist af sin egen læge til udredning for allergisk astma. Speciallægen noterede i journalen at havde en koagulationssygdom, at hun havde haft utallige blodpropper både i lunger og ben, og at hun havde været indlagt på Syhegus 2 og Sygehus 1. Speciallægen anførte endvidere, at klagede over, at hun næsten ikke kunne komme op ad trappen til konsultationen, selvom hun havde taget meget astmamedicin (Bricanyl) i løbet af dagen. Speciallægen foretog en priktest for allergi, og fandt en tvivlsom positiv reaktion for græs. Desuden foretog speciallægen en øjenprovokationstest, der var negativ overfor birk og græs. Endelig blev der taget en blodprøve til undersøgelse for allergi.

Den 28. juli 2009 gav speciallæge A besked om, at hun ikke havde tegn på allergi.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge A relevant undersøgte for allergi.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at speciallæge A handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 1. maj og den 28. juli 2009 i sin klinik.

Den 10. august 2009 blev igen set af speciallæge A. klagede over voldsomme, akutte symptomer, hvor hun ikke kunne får vejret og havde en fornemmelse af at hjertet ”stængte sig inde” i hendes krop. Hun syntes, at symptomerne var ved at overvælde hende, og at hun ikke kunne holde ud at være til. Hun klagede over symptomer ved blot lettere anstrengelser og oplyste, at astmamedicin ikke havde nogen effekt. Speciallægen noterede, at var gennemundersøgt hos lungelægerne, og at der var taget røntgenbilleder og hjertekardiogram (EKG), der havde været normale. Endelig anførte speciallægen, at havde været en smule blå om læberne og stram over brystet da hun ankom til konsultationen, ligesom hun ikke kunne trække vejret.

Speciallæge A har ved brev af 6. juni 2011 oplyst, at konsultationen fandt sted den 14. august 2009. Det er disciplinærnævnets vurdering, at konsultationens dato ikke har betydning for sagen.

Disciplinærnævnet har bemærket, at speciallæge A ikke foretog en objektiv undersøgelse af den 10. august 2009.

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge A burde havde foretaget en objektiv undersøgelse af den 10. august 2009. Nævnet har herved lagt vægt på, at frembød alvorlige symptomer med svær åndenød ved lettere anstrengelse og blåfarvning af læberne. Nævnet har videre lagt vægt på, at det ikke var tilstrækkeligt, at speciallægen fandt, at lungefunktionen var normal, og at ikke havde tegn på astma eller allergi. Nævnet har endelig lagt vægt på, at speciallægen var klar over, at havde en koagulationssygdom, at hun havde haft utallige blodpropper i både lunger og ben, og at hun havde været indlagt på Syhegus 2 og Sygehus 1.

Det er videre disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge A burde have overvejet, hvorvidt s tiltagende åndenød kunne skyldes recidiverende blodpropper i lungerne, der i tiltagende grad hæmmede lungekredsløbet.

Det er endelig disciplinærnævnets opfattelse, at speciallæge A burde have henvist til subakut eller akut udredning på en hjertemedicinsk afdeling.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at speciallæge A handlede under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 10. august 2009 i sin klinik.

Begrundelse for afgørelsen af 3. klagepunkt

Den 4. februar 2009 henvendte sig på skadestuen, Sygehus 1, på grund af tre døgn varende brystsmerter, hvilke blev forværret ved vejrtrækning (respirationssynkrone). Hun oplyste, at hun tog blodfortyndende medicin (Marevan) og selv styrede behandlingen med hjemmemåling af blodets INR. Hun blev set af læge C. Lægen foretog en objektiv undersøgelse, der viste, at var upåvirket og uden åndenød. Lytteundersøgelsen af lunger og hjerte viste normale forhold. Der var let ømhed i højre knæhase (højre fossa poplitea). Hun havde endvidere let nedsat iltmætning i blodet (94 %) samt normal blodtryk og puls. Herefter ordinerede lægen blodprøver (d-dimer og infektionstal (leukocytter og CRP)) samt røntgen af lungerne og et EKG.

Disciplinærnævnet kan oplyse, at INR (International Normalised Ratio) er en blodprøve, hvor man undersøger blodets evne til at koagulere. Den anvendes til at styre den blodfortyndende behandling med Marevan.

Disciplinærnævnet kan videre oplyse, at måling af d-dimer i blodet anvendes, hvis der er mistanke om dyb årebetændelse (DVT) eller blodprop i lungen (lungeemboli). En normal værdi udelukker med stor sikkerhed DVT eller lungeemboli. Forhøjede værdier ses ved DVT eller lungeemboli, men en forhøjet værdi ses også ved en række andre tilstande, herunder ved infektioner og ondartede (maligne) sygdomme. 

Blodprøverne viste forhøjet d-dimer og let forhøjede infektionstal. Røntgenundersøgelsen viste en ansamling i venstre lungesæk (pleural ansamling) samt en fortykkelse af lungehinden (pleural  fortykning). Læge C iværksatte herefter behandling med penicillintabletter (Vepicombin).

Det er disciplinærnævnets opfattelse, at læge C foretog en relevant undersøgelse, at hun relevant ordinerede blodprøver, røntgen og EKG, og at hun relevant iværksatte behandling med penicillintabletter. Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at kunne have en lungeinfektion såvel som en blodprop i lungen.

Det er ligeledes disciplinærnævnets opfattelse, at det ikke var kritisabelt, at læge C undlod at indlægge . Nævnet har herved lagt vægt på, at hun var i blodfortyndende behandling, og at hun var upåvirket med normalt blodtryk og normal puls.

På denne baggrund finder disciplinærnævnet, at læge C handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin behandling af den 4. februar 2009 på skadestuen, Sygehus 1.