Klager inden for neurokirurgi

Patientklagenævnet finder, at de involverede læger på medicinsk afdeling, <****>, ikke har overtrådt lægeloven ved deres behandling af<****> under indlæggelsen fra den 20. maj til den 6. juni 1995.

Patientklagenævnet finder, at de involverede læger på neurokirurgisk afdeling, <****>, ikke har overtrådt lægeloven ved deres behandling af<****> under indlæggelsen fra den 6. til den 27. juni 1995.

Patientklagenævnet finder, at den vagthavende sygeplejerske på neurokirurgisk afdeling, <****> ikke har overtrådt lov om sygeplejersker ved sin observation af<****> den 19. juni 1995.

Patientklagenævnet finder, at de involverede læger på kirurgisk afdeling, <****>, ikke har overtrådt lægeloven ved deres behandling af<****> under indlæggelsen fra den 30. juni til den 21. august 1995.

Patientklagenævnet finder, at de involverede sygeplejersker på kirurgisk afdeling, <****> ikke har overtrådt lov om sygeplejersker ved deres pleje af<****> under indlæggelsen fra den 30. juni til den 21. august 1995.

Patientklagenævnet finder, at de involverede læger på neurologisk afdeling, <****>, ikke har overtrådt lægeloven ved deres behandling af<****> i perioden fra den 21. august 1995 til september 1995.

blev indlagt på medicinsk afdeling, , om natten den 20. maj 1995 med almen påvirket tilstand og høj temperatur på 39,2 grader C. Ifølge s pårørende havde han haft utydelig tale. Ved undersøgelse om morgenen den 20. maj 1995 var temperaturen 39,3 grader C. På mistanke om infektion blev der ordineret lumbalpunktur samt behandling med penicillin. Det fremgår af journalen, at der på indlæggelsesdagen blev påvist let kraftnedsættelse i venstre arm og ben, og at spændte ved undersøgelse af maven, som fandtes blød. Endvidere fremgår det af journalen, at havde lidt hovedpine.

Tre dage efter indlæggelsen vurderede en tilkaldt neurolog, at der var nedsat kraft i venstre arm og ben, antydning af diskret lammelse i venstre side af ansigtet samt nakkerygstivhed. Der blev herefter foretaget scanning af hjernen den 23. maj 1995, som viste en hjernesvulst (meningeom). Der blev iværksat behandling med Prednisolon samme dag.

Ved indlæggelsen klagede over ondt i maven. Af journalen fremgår det, at den 24. maj 1995 klagede over mavesmerter, og at mavesmerterne den 30. maj 1995 var voldsomme. En kikkertundersøgelse af mavesækken viste normale forhold, og der fandtes ikke mistanke om tilstande, som krævede en umiddelbar behandling. Der blev derfor ikke foretaget en videre udredning af s mavesmerter, da det blev vurderet, at behandling af hjernesvulsten havde en højere prioritet.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere de involverede læger på medicinsk afdeling, , i forbindelse med undersøgelse og behandling af i perioden fra den 20. maj til den 6. juni 1995.

Nævnet har herved lagt vægt på, at allerede dagen efter indlæggelsen fik foretaget lumbalpunktur med henblik på at afklare, om årsagen til den høje feber skulle findes i hjerne og hjernehinder. Endvidere blev der den 21. maj 1995 ordineret tilsyn ved neurolog, da fortsat havde kraftnedsættelse i venstre arm og ben.

Nævnet finder, at det var korrekt at påbegynde behandling med Prednisolon, da svulsten var påvist. Formålet med denne behandling er at fjerne vævsdannelse i form af øget vandindhold i det omkringliggende hjernevæv omkring svulsten, hvorved symptomerne ofte mindskes. Prednisolon øger imidlertid produktion af mavesyre, og de mavesmerter, fik, blev relevant sat i forbindelse med Prednisolonbehandlingen. I konsekvens heraf blev der behandlet med medicin mod for meget mavesyre, og der blev den 1. juni 1995 gennemført kikkertundersøgelse af mavesækken uden påvisning af mavesår. Nævnet finder, at denne behandling var relevant i den konkrete situation, ligesom nævnet finder, at der på dette tidspunkt ikke forelå oplysninger, som indicerede yderligere undersøgelser vedrørende mavesmerterne.

Patientklagenævnet kan oplyse, at et meningeom er en bindevævsknude udgået fra hjernehinden. Meningeomer er godartede, meget langsomt voksende og kræver ikke hastebehandling.

Den 6. juni 1995 blev overflyttet til neurokirurgisk afdeling med henblik på operation. Det fremgår af journalen, at fortsat havde lette mavesmerter og tendens til forstoppelse. Behandlingen med syredæmpende midler blev derfor fortsat, og forstoppelsen blev afhjulpet.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere lægerne på neurokirurgisk afdeling i forbindelse med behandlingen af s mavesmerter. Nævnet har herved lagt vægt på, at der ved undersøgelsen den 6. juni 1995 er beskrevet diffus ømhed af maven, hvilket er foreneligt med forstoppelse. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at der var foretaget kikkertundersøgelse på medicinsk afdeling, som ikke havde givet mistanke om unormale forhold. Nævnet har endelig lagt vægt på, at der ikke i journalen er beskrevet yderligere mavesmerter. Nævnet bemærker, at en enkelt opkastning, den 15. juni 1995, to dage efter operationen, ikke er unormalt efter en hjerneoperation.

blev opereret den 13. juni 1995 med fjernelse af en hjernesvulst af typen meningiom. Svulsten målte ca. 4 cm i diameter. Efterforløbet var præget af temperaturforhøjelse og tab af hjernevæske gennem næsen, da svulsten havde ligget tæt på pandehulen. Dette blev behandlet med penicillin og lumbal drænage. havde fortsat høj feber, hvorfor han blev undersøgt for meningitis, som ikke påvistes.

Nævnet finder, at behandlingen med penicillin og lumbal drænage ved tab af hjernevæske gennem næsen var korrekt. Nævnet kan oplyse, at det forhold, at den lumbale drænage stoppede til og måtte lægges om flere gange, er uundgåeligt.

Tilstanden bedredes, og blev den 19. juni 1995 kl. 17.30. overflyttet fra det intensive afsnit til et stationært afsnit. På dette tidspunkt var der let nedsat kraft i venstre side, og havde gangtrænet med højt gangstativ med en fysioterapeut. Kl. 21.15 samme aften ønskede at komme på toilettet, hvor han blev hjulpet tilrette af sygeplejersken. Denne forlod i ½-1 minut med henblik på at tørre urin op fra gulvet. Ved tilbagekomsten fandtes liggende på knæ med hovedet på gulvet. Efterfølgende udviklede en bule i panden og blev tilbageflyttet til det intensive afsnit til kontrol af lettere bevidsthedspåvirkning. På grund af vedvarende hovedpine blev CT-scannet dagen efter faldet, men der findes ingen tegn til komplikationer til faldet.

Oversygeplejerske har oplyst, at med symbolsk støtte blev fulgt på toilettet af vagthavende sygeplejerske den 19. juni 1995. gik selv ved hjælp af et højt gangstativ. Sygeplejersken hjalp ham tilrette på toilettet med armlæn slået ned og klokken fastgjort hertil. Det høje gangstativ blev herefter placeret foran ham.

Patientklagenævnet finder, at den sygeplejerske, der hjalp på toilettet den 19. juni 1995, ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at have forladt ham uden observation i ½ til 1 minut.

Nævnet har herved lagt vægt på, at ved hjælp af et gangstativ, med meget lidt støtte, kunne gå selv. Endvidere har nævnet lagt vægt på, at sygeplejersken ifølge det oplyste havde forsøgt at sikre mod fald. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ikke var i en tilstand, som gjorde, at sygeplejersken ikke kunne forlade ham.

Patientklagenævnet finder, at ikke havde særlige handicap, som nødvendiggjorde særlig opfølgning/efterbehandling, for eksempel lammelser, taleforstyrrelse, gangbesvær, blærekateter, senilitet eller kompliceret medicinsk behandling. Nævnet finder anledning til at bemærke, at det er rutine at anvende lungefysioterapi samt bevægeøvelser i sengen under ophold på intensiv afdeling, hvorfor dette må antages også at være anvendt i s tilfælde.

Den 27. juni 1995 ønskede sig udskrevet, og i forbindelse hermed havde den ansvarshavende sygeplejerske en samtale med og hans hustru. Der blev orienteret om medicinindtagelsen i hjemmet og henvist til egen læge med henblik på videreordination. Det blev bemærket, at selv klarede morgentoilette og virkede stabil på benene. Der fandtes ingen grund til videre kontrol.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om s tilstand finder Patientklagenævnet, at der ikke var behov for hjælpemidler i hjemmet ved udskrivelsen til hjemmet fra neurokirurgisk afdeling den 27. juni 1995.

Den 30. juni 1995 blev indlagt på kirurgisk afdeling, , på grund af fem timers forudgående voldsomme smerter øverst i maveregionen med opkastninger. Få timer efter indlæggelsen krævede tilstanden en akut operation, hvor der fandtes galdeblærebetændelse. Der blev ikke under operationen mærket sten i galdegangene, og det var af tekniske årsager ikke muligt på daværende tidspunkt at foretage en røntgenundersøgelse af galdegangene med henblik på at finde eventuelle sten.

blev reopereret samme aften på grund af fortsatte smerter og forøget blødning. Ved den ny operation fandtes en mindre blødende rift på undersiden af leveren, formentlig som følge af

en rift fra et spekel, ved hjælp af hvilket man havde holdt leveren til side under galdeblæreoperationen. Under reoperationen blev der i modsætning til den tidligere operation mærket og fjernet sten i galdegangen. Begge operationer blev forestået af 1. reservelæge .

Patientklagenævnet finder, at 1.reservelæge ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved operationen af den 30. juni 1995. Nævnet finder, at den opståede rift i leveren skyldtes en hændelig komplikation og således ikke var udtryk for manglende omhu fra operatørens side.

Nævnet har lagt vægt på, at blev opereret akut på grund af pludselig opståede svære mavesmerter og svært påvirket almentilstand. Ved operationen fandt man en svær galdeblærebetændelse som årsag til tilstanden. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at operationen, på baggrund af operationsbeskrivelsen, blev udført korrekt efter vanlige principper og standard.

Under opholdet i kirurgisk afdeling var efterfølgende påvirket af det alvorlige sygdomsforløb og havde svært ved at klare sig selv, hvad angik personlig hygiejne og mobilisering.

Det fremgår af journalen den 10. juli 1995, at klagede over uro og smerter i benene. blev undersøgt herfor den 10. og 11. juli 1995, og den 13. juli 1995 blev der tilrådet fysioterapi med henblik på mobilisering. Den 14. august 1995 blev igen undersøgt for uro i benene, og der blev fundet ødemer.

Om natten mellem den 19. og 20. juli 1995 var oppe at sidde på sengekanten og faldt pludselig på gulvet. Den 21. juli 1995 gik en tur på gangen og blev hjulpet på bækkenstol af en sygeplejerske og to portører. På dette tidspunkt svigtede benene under , ligesom det var tilfældet den 22. juli 1995. Herefter kom kun ud af sengen ved hjælp af portører, og gangtræning var ikke mulig. Det fremgår af sygeplejekardex den 25. juli 1995, at fysioterapeuten ville komme og træne sammen med portører. Af journalen den 26. juli 1995 fremgår det, at skal mobiliseres så meget som muligt. Det kan ikke konstateres, om der som oplyst af klager har været et fald fra en stol den 5. august 1995.

Oversygeplejerske har oplyst, at under hele forløbet i kirurgisk afdeling var meget afhængig af plejepersonalet. Han havde svært ved at spise og følte sig ikke motiveret dertil. Da blev overflyttet til neurologisk afdeling var han ikke i stand til at gå ved egen hjælp.

Patientklagenævnet finder at måtte lægge til grund, at der blev iværksat den genoptræning, det var muligt hos , der var svækket og havde været syg igennem længere tid.

Nævnet har lagt vægt på, at stadig var meget syg efter operationen med bakterier i blodet og måtte behandles intensivt med væske og antibiotika, ligesom der stadig var dræn i bughulen og galdegangene. Det fremgår af journalnotaterne, at var deprimeret og opgivende og havde ernæringsproblemer, da han ikke ville spise og drikke tilstrækkeligt. Endvidere fremgår det af journalnotaterne, at man på afdelingen var opmærksom på genoptræningen og foranledigede tilsyn af psykiater, geriteamet og fysioterapeut, så snart s almene tilstand tillod at gå videre med denne problematik.

For så vidt angår s hævede ben og fødder, finder Patientklagenævnet, at disse blev behandlet i tilstrækkeligt omfang. Nævnet har herved lagt vægt på, at s ben og fødder blev undersøgt flere gange, og der kunne kun konstateres væskeansamling, hvilket ofte ses hos langvarigt syge og sengeliggende patienter. På baggrund af de foreliggende oplysninger finder nævnet, at det var korrekt at behandle med støttestrømper.

På baggrund af oplysningerne i sygeplejekardex finder Patientklagenævnet ikke anledning til at kritisere sygeplejerskerne i forbindelse med deres pleje af under indlæggelsen på kirurgisk afdeling, herunder hjælp til spisning og toiletbesøg.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af sygeplejekardex, at sygeplejerskerne har været opmærksomme på, at havde svært ved at spise, og at de forsøgte at motivere ham samt medinddragede diætisten. var ikke i en tilstand, som gjorde at plejepersonalet skulle made ham. Endvidere fremgår det af sygeplejekardex, at der blev givet væske i drop, da drak for lidt.

Vedrørende toiletbesøg har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af sygeplejekardex, at det var

vanskeligt for at komme på toilettet på grund af nedsat kraft i benene, og at det blev foreslået, at få en portør til at løfte ham, når han skulle på toilettet.

Den 21. august 1995 blev overflyttet til neurologisk afdeling, , på grund af tiltagende lammelser af begge ben. De forskellige undersøgelser viste blandt andet påvirkning af nervebanerne som følge af sygdomsforløbet og den efterfølgende behandling. Det fremgår af journalen den 28. august 1995, at fysioterapi er påbegyndt. I september 1995 blev det anført i journalen, at s tilstand var i bedring, og at der skulle gives genoptræning.

Patientklagenævnet finder, at genoptræningen på neurologisk afdeling ikke blev iværksat for sent. Nævnet finder således ikke anledning til at kritisere de involverede læger på neurologisk afdeling i forbindelse med genoptræning af .

Nævnet har herved lagt vægt på, at ved overflyttelsen til neurologisk afdeling havde svær lammelse af begge ben. Årsagen til lammelsen var ikke sikkert klarlagt, og der var overvejelser omkring tryk på hjernen som årsag. Der kunne således ikke iværksættes genoptræning, da årsagen til lammelsen i benene ikke var kendt.