Psykiatriske ankesager

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn ved <****> den 24. juli 1998, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <****> psykiatrisk afdeling, <****>, ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen blev truffet.

Det fremgår af journalen fra , at i 1992/93 begyndte at klage over voldsomme træthedsperioder. Fra august 1996 han sygemeldte sig fra sit daværende arbejde i , hvor han oplevede, at arbejdskammeraterne begyndte at tale om ham bag hans ryg. blev herefter fyret på grund af 120 sygedage.

havde ikke tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling eller været psykiatrisk behandlet. Distriktspsykiatrien havde to gange søgt at indkalde med henblik på lægesamtale, men returnerede brevene og afslog tilbud om samtale.

blev indlagt den 8. juli 1998 ved tvang på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling af sin sygesikringslæge . Han blev indlagt under diagnosen skizofreni, idet lægen oplyste, at igennem de seneste måneder var blevet tiltagende paranoid med forfølgelsesforestillinger. Han mente, at der var et komplot og en sammensværgelse imod ham, og han følte sig overvåget af TV og skjulte mikrofoner. havde ingen sygdomserkendelse og afslog enhver form for behandling.

Gennem de seneste måneder var blevet mere passiv, lukkede sig inde, spiste ikke ret meget og havde tabt sig. Han sendte sine sygedagpenge tilbage til socialkontoret og lukkede ikke op for nogen. Det virkede uforsvarligt ikke at tvangsindlægge , idet udsigten til bedring ville blive væsentlig forringet.

Det fremgår af overlæge s lægeerklæring, at ved indlæggelsen virkede distant, garderet, bedrevidende og ordkløvende. Han vurderede, at var klart paranoid med vrangforestillinger. Der var dårlig formel og følelesesmæssig kontakt, han virkede tankeforstyrret og var uden sygdomsindsigt.

Den 13. juli 1998 fik tilbudt behandling med antipsykotisk medicin i form af tablet Cisordinol 4 mg dagligt, som man herefter forsøgte at motivere ham for at indtage, men nægtede.

Den 17. juli 1998 traf overlæge beslutning om tvangsbehandling med enten tablet/mikstur Cisordinol 10 mg dagligt eller indsprøjtning med Cisordinol 5 mg eventuelt stigende til det dobbelte efter klinisk effekt. blev orienteret om hans ret til at klage, og at klagen ville få opsættende virkning. var grundet ambivalens tilsyneladende ude af stand til at tage stilling, fordi han blandt andet mente, at en klage på hans side i virkeligheden ville være det samme som at indrømme, at han var sindssyg.

Patientrådgiveren blev samme dag orienteret om beslutningen om tvangsbehandling, og klagede på s vegne til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn ved godkendte den 23. juli 1998 beslutningen om tvangsmedicinering.

Efter en samlet vurdering finder Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentlig forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at der ikke var gjort, hvad der var muligt for at opnå s frivillige medvirken.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at beslutningen om tvangsbehandling blev truffet på indlæggelsens 10. døgn. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at man i perioden fra den 13. juli 1998 til den 17. juli 1998 forsøgte at overtale til frivillig medvirken. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ifølge lægeerklæring og journal ikke blev beskrevet som forpint eller aggressiv. Nævnet har endelig lagt vægt på, at ifølge det oplyste, ikke tidligere havde modtaget psykiatrisk behandling, herunder været medicineret med antipsykotisk medicin.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at ifølge vejledne retningslinier fra Dansk Psykiatrisk Selskab bør patienten have betænkningstid op til to til tre uger før man iværksætter tvangsbehandling, hvis patienten ikke er meget forpint eller aggressiv.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at betingelserne for tvangsbehandling af ikke var opfyldt, da beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.

har over for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn klaget over, at Det Psykiatriske Patientklagenævn havde truffet afgørelsen uden at have mødt .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan oplyse, at ifølge lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien, § 37, stk, 2, har patientrådgiveren og patienten ret til mundtligt at forelægge sagen for Nævnet.

Ifølge overlæge fik tilbud om at deltage i mødet, men afslog dette, da ikke kunne beslutte sig og iøvrigt mente, at han erkendte sin sygdom ved at deltage.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder på denne baggrund, at Det Psykiatriske Patientklagenævn den 24. juli 1998 kunne træffe afgørelse uden s tilstedeværelse. Nævnet har lagt vægt på, at Det Psykiatriske Patientklagenævn inden mødet havde modtaget klagen og en udtalelse fra overlæge af 20. juli 1998.