Instruks for behandling af selvmordstruede patienter på psykiatrisk afdeling

Patientklage-nævnet ændrer sin afgørelse af 30. juni 1997 for så vidt angår administrerende overlæge <***>, idet nævnet finder, at administrerende overlæge <***> ikke har overtrådt lægeloven i forbindelse med <***>s behandling på <***> i perioden fra den 21. januar 1995 til den 24. januar 1995.

Ved sin tidligere afgørelse af 30. juni 1997 fandt nævnet vedrørende administrerende overlæge <***>, at denne havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, ved ikke at foranledige, at der forelå en instruks for behandling af særligt dårlige patienter på tidspunktet for behandlingen af <***> i perioden fra den 21. januar til den 24. januar 1995.

I forbindelse med en retssag anlagt af Den Almindelige Danske Lægeforening som mandatar for administrerende overlæge <***> er der fremkommet yderligere oplysninger vedrørende blandt andet udbredelsen af instrukser vedrørende niveauerne i observationsintensiteten af særligt dårlige, herunder selvmordstruede patienter på landets psykiatriske afdelinger. Ifølge disse oplysninger havde kun et fåtal af landets psykiatriske sygehuse i 1995 skriftlige instrukser vedrørende niveauerne i observationsintensiteten af særligt dårlige patienter.

Patientklagenævnet finder på baggrund af sagens oplysninger, at mangelen på en instruks om observation af særligt dårlige patienter på <***> ikke var udtryk for manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra administrerende overlæge <***>s side.

Patientklagenævnet finder, at det havde været hensigtsmæssigt, om der var blevet udarbejdet en instruks vedrørende niveauerne i observationsintensiteten af særligt dårlige patienter, men nævnet finder, at administrerende overlæge <***> ved sin undladelse heraf ikke har overtrådt lægeloven.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at lægerne på de psykiatriske sygehusafdelinger ved deres vurdering af patienterne bør være særligt opmærksomme på tegn på selvmordsfare. Hvis en læge i den forbindelse konstaterer, at en patient er selvmordstruet eller på anden måde særlig dårlig, bør lægen tage stilling til, om der er behov for en særlig observation af denne patient, samt hvor intensivt patienten skal observeres.

Det er herefter nævnets opfattelse, at en instruks, der angiver de på afdelingen sædvanlige niveauer i observationsintensiteten ved særligt dårlige patienter, er egnet til at vejlede afdelingens læger om deres operationelle handlemuligheder i den konkrete situation. Ved på forhånd at definere faste operationelle handlemuligheder, som den enkelte læge kan benytte enten med eller uden konkrete modifikationer, kan afdelingens ledelse på en væsentlig måde bidrage til en klar og entydig kommunikation ikke mindst mellem den ordinerende læge og det observerende plejepersonale.