Klage over manglende undersøgelse.

De involverede vagtlæger <***> har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af <***> den 23. januar 1999.

Den 23. januar 1999 kl. 15.54 ringede <***> til lægevagten, hvor hun fik kontakt med visiterende vagtlæge <***>. <***> oplyste, at hun havde haft hovedpine en uge og derfor gerne ville undersøges. <***> oplyste videre, at hun ikke havde haft hoste eller forkølelse. Der var ikke i øvrigt tegn på infektion. Hun havde ikke kontrolleret temperaturen, men mente ikke, at hun havde feber.

Ifølge læge <***>s udtalelse til sagen spurgte hun, om <***> havde konsulteret egen læge. Hertil oplyste <***> nu, at hovedpinen havde varet en dag, men at hun krævede at blive undersøgt af en læge.

Ifølge læge <***> informerede hun herefter <***> om, at brugen af lægevagt er til undersøgelse af akut syge personer, som ikke kan vente til undersøgelse hos egen læge næste dag. På de foreliggende oplysninger skønnede læge <***>, at det var rimeligt at se, hvordan situationen udviklede sig, hvorfor <***> blev opfordret til at se tiden an.

Det fremgår af læge <***>’s notater, at <***> truede med at ville klage, hvis hun ikke blev visiteret til undersøgelse, men læge <***> fandt det fortsat ikke indiceret at undersøge <***>, idet symptomerne ikke tydede på akut behandlingskrævende sygdom.

Samme dag kl. 15.58 ringede <***> atter til lægevagten, hvor hun fik fat i visiterende vagtlæge <***>. Af lægens journalnotater fremgår, at <***> oplyste, at hun havde haft ondt i hovedet i længere tid, at hun var forkølet med hoste, og at hun ikke havde taget temperaturen, men at hun mente, at hun ikke havde temperaturforhøjelse. Det fremgår endvidere, at <***> var ophidset, da hun ringede. Hun var derfor ikke i stand til at modtage vejledning.

Læge <***> skønnede også, at det drejede sig om en virusinfektion, og hun opfordrede <***> til at tage sin temperatur.

Samme dag kl. 16.10 ringede <***> endnu engang til lægevagten, og fik fat i visiterende vagtlæge <***>. <***> ringede fra en telefon på skadestuen. Hun oplyste, at det nu var tredie gang hun ringede, og at hun ville undersøges, idet det var hendes ret at blive set af en læge, når hun ville. <***> oplyste videre, at hun havde lånt et termometer af en sygeplejerske på skadestuen og at temperaturen var 38,5.

Læge <***> henviste til, at <***> allerede havde talt med to læger, og at begge læger havde oplyst <***> om, at det lød som influenzalignende symptomer, og at der ikke var grund til at blive tilset af en læge nu. Herefter vejledte læge <***> <***> om vagtlægens opgaver.

Ifølge læge <***>’s journalnotater afbrød <***> herefter samtalen med oplysning om, at hun ønskede at klage over lægevagten.

Ifølge læge <***>s udtalelse til sagen nægter hun normalt aldrig patienter konsultation, hvis de insisterer, og det gjorde hun heller ikke i den aktuelle situation. <***> nåede imidlertid aldrig at få fortalt om sin situation i øvrigt, før hun afbrød samtalen.

Der er klaget over, at lægerne <***>, <***> og <***> afviste at foranledige en undersøgelse af <***> den 23. januar 1999.

Patientklagenævnet finder ikke grundlag for kritik af den behandling, de involverede læger <***>, <***> og <***> gav <***> den 23. januar 1999.

Patientklagenævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at de tre læger indenfor en periode på 16 minutter alle talte med <***>, og at de tre læger på relevant vis indhentede oplysninger om <***>s tilstand og på denne baggrund sikrede sig, at hun ikke havde en akut behandlingskrævende sygdom.

Patientklagenævnet kan oplyse, at det i relation til lægevagtssystemet er et vigtigt princip, at der er en lægelig visitation, således at alene de patienter med akut indsættende sygdom eller forværring af kronisk sygdom, hvor undersøgelse og behandling skal foregå, kan få hjælp hurtigst muligt. Samtidig skal de patienter, hvor dette ikke er nødvendigt henvises til undersøgelse og behandling hos egen læge i dagtimerne.