Psykiatriske ankesager

havde gennem en årrække frembudt tiltagende symptomer af manisk og skizofren karakter...

Sagsnummer:

9911402

Offentliggørelsesdato:

20. september 2003

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

<****> havde gennem en årrække frembudt tiltagende symptomer af manisk og skizofren karakter...

havde gennem en årrække frembudt tiltagende symptomer af manisk og skizofren karakter, og der var blevet stillet diagnosen skizoaffektiv sindslidelse. Efter et længere forløb ved psykiatrisk afdeling, , blev behandlet dels ambulant, dels under indlæggelser, og under anvendelse af antipsykotisk medicin, såsom Cisordinol, Fluanxol og Serenase.

Den 1. oktober 1998 var indlagt på psykiatrisk afdeling i , , til behandling for en manisk sygdomsperiode. Om eftermiddagen denne dag opholdt sig på afsnittets fællesarealer, hvor han fremtrådte grænsesøgende og udskældende mod personalet. Han forsøgte at diskutere blandt andet sin medicindosering og sine påståede evner til at styre sit kredsløb med personalet, og han blev opfattet som konfliktsøgende navnlig i forhold til afdelingssygeplejerske .

Efter at dette havde stået på i cirka ½ - 1 time, henvendte sig til afdelingssygeplejerske , som han ville overhøre i hans viden om medicinens virkninger og omsætning i kroppen. Afdelingssygeplejerske fandt på dette tidspunkt præget af storhedsvanvid (megalomani) og søgte at håndtere situationen ved at svare undvigende. blev hurtigt vred og højtråbende. Afdelingssygeplejerske forsøgte forgæves at dæmpe ham og tale ham til ro, og anmodede til sidst og efter forudgående advarsel om at gå på sin stue for der at falde til ro. nægtede dette og ændrede heller ikke sin holdning, da afdelingssygeplejerske og et andet medlem af plejepersonalet stillede sig ved siden af hans lænestol for at gentage opfordringen. Personalet forsøgte slutteligt at føre med magt til sin stue. Der udviklede sig et håndgemæng, hvorfor yderligere personalemedlemmer og en læge tilkaldtes.

Efter at være bragt på sin stue var opkørt, højtråbende og ikke kontaktbar. Den tilstedeværende læge fandt ham urolig og svært truende, hvorfor det blev besluttet at tvangsfiksere ham med bælte og senere tillige én fodrem. Da ikke ønskede at modtage et tilbud om beroligende medicin, fik han ved tvang en beroligende indsprøjtning med 100 mg Cisordinol Acutard samt en indsprøjtning med 1 mg Rivotril. En efterfølgende samtale med lægen blev af opfattet som en eksamenssituation med sig selv som censor og lægen som eksaminanden. faldt imidlertid snart til ro og blev efter 2 timer og 5 minutter løsnet fra bæltet.

klagede den 3. oktober 1998 over tvangsfiksering og anvendelse af fysisk magt den 1. oktober 1998. Der blev endvidere klaget over, at anvendelsen af en fodrem ikke var besluttet af en overlæge.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i godkendte ved sin afgørelse af 20. oktober 1998 anvendelsen af fysisk magt, tvangsfikseringen samt anvendelsen af fodrem.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn lægger ved sin afgørelse til grund, at der ved den fysiske magtanvendelse i dagligstuen den 1. oktober 1998 ud over plejepersonalet kun var én anden patient tilstede, og at denne patient ikke følte sig forfulgt eller forulempet af .

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke grundlag for at antage, at udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred, idet han efter det oplyste ved magtanvendelsens begyndelse sad i en lænestol og var ivrigt diskuterende snarere end truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder dog, at betingelserne for ved fysisk magt at føre til sin stue var opfyldt, idet ved sin pågående og ukorrigerbare adfærd var til ulempe for sine medpatienter i en sådan grad, at den fysiske magtanvendelse stod i et rimeligt forhold hertil.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at gennem ½ - 1 time havde været vred, udskældende og højtråbende på grund af en sygdomsrelateret storhedsfornemmelse. Det havde ikke været muligt for plejepersonalet at tale til ro eller dæmpe ham på anden måde eller formå ham til frivilligt at forlade fællesarealerne. På tidspunktet for magtanvendelsen havde s adfærd en så negativ indflydelse på miljøet i dagligstuen, at stedet ikke kunne opsøges af de øvrige patienter, uden at disse havde grund til føle sig groft generet.

Patientklagenævnet finder, at det ved bedømmelsen af magtanvendelsens lovlighed i henhold til psykiatrilovens § 17, stk. 1, 1. pkt., er tilstrækkeligt, at s adfærd var egnet til at hindre medpatienterne i at benytte dagligstuen, således at det ikke er afgørende, om medpatienterne rent faktisk undgik at opholde sig i dagligstuen på grund af den opstående uro. En fortolkning af § 17, stk. 1, skal ud over ordlyden dels tage hensyn til bestemmelsens opbygning og formål, dels til proportionalitetsgrundsætningen. Det fremgår af psykiatrilovens forarbejder, at henvisningen i § 17, stk. 1, til betingelserne i § 14, stk. 2, ikke kan begrunde den opfattelse, at betingelserne i § 14, stk. 2, skal anvendes ensartet ved tvangsfiksering og fysisk magtanvendelse. Lovgiveren har således ved sin formulering af betingelserne i § 14, stk. 2, nr. 2, forudsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering, så som ophævelse af fællesskabet, om nødvendigt under rimelig magtanvendelse.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at magtanvendelsen den 1. oktober 1998 skete under fornøden hensyntagen til mindste middels princip. Sygeplejepersonalet havde gjort, hvad der var muligt, for at formå til at forlade fællesarealerne frivilligt. Der var således ikke udsigt til, at ville ændre sin adfærd inden for rimelig tid, og der stod ikke mindre indgribende midler til rådighed for at sikre medpatienterne rimelige forhold på dagligstuen og de øvrige fællesarealer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at magtanvendelsen opfyldte betingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 1, jf. § 14, stk. 2, nr. 2.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere den 1. oktober 1998, klokken 14.55, har været opfyldt, idet hans tilstand på dette tidspunkt var af en sådan karakter, at han udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet har lagt vægt på, at under og efter overflytningen til sin stue ydede voldsom modstand mod personalet og fandtes svært truende.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Nævnet har lagt vægt på, at ikke var kontaktbar, og at forudgående forsøg på at berolige og korrigere ham havde været forgæves. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at frem til fikseringen ydede meget kraftig modstand mod personalet. Der foreligger modstridende oplysninger om, i hvilket omfang slog kraftigt ud efter personalet, men det fremgår af tvangsprotokollen, at i alt ni medlemmer af plejepersonalet medvirkede i forsøget på at få situationen under kontrol. Nævnet finder derfor, at der forelå en så tilspidset situation, at en anvendelse mindre indgribende midler, såsom indgivelse af beroligende medicin alene, ikke havde været tilstrækkelig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt til grund, at lå på maven, da der blev anlagt maverem og én fodrem, men at han var i stand til at vende sig om på ryggen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder herefter, at ikke blev tvangsfikseret på maven. Nævnet har herved lagt vægt på, at , uanset om han måtte have ligget på maven, da bæltet blev anlagt, formåede, om end med noget besvær, at vende sig om på ryggen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder ikke grundlag for at antage, at tvangsfikseringen i den konkrete situation kunne være foretaget på en mere skånsom måde.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at anvendelse af én fodrem i forbindelse med bælte var i overensstemmelse med mindste middels princip. Nævnet har lagt vægt på, at fodremmen gjorde det muligt, at bæltet kunne anlægges forholdsvis løst, hvorved der under hensyn til s anatomiske forhold blev opnået den samlet set mindst indgribende fikseringsmåde. Det er i den forbindelse oplyst, at det på grund af stor maveomfang havde været nødvendig med en meget stram fiksering, hvis fikseringen skulle være opnået med mavebælte alene.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endelig, at beslutningen om at anvende fodrem blev truffet af en overlæge, idet den tilstedeværende læge ifølge journalen og tvangsprotokollen konfererede anvendelsen af fodrem med overlæge Anders Christensen, som sanktionerede beslutningen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder herefter med de ovenstående begrundelser resultatet af den afgørelse, som blev truffet den 20. oktober 1998 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i .