Betænkningstid på 2 døgn i forbindelse med tvangsmedicinering af psykiatrisk patient.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn, <***> Amt, den 23. april 1999, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sagsnummer:

9913105

Offentliggørelsesdato:

20. oktober 1999

Speciale:

Psykiatri

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn, <***> Amt, den 23. april 1999, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for tvangsbehandling af <***> ikke var opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

 

<***> havde fra 1977 i perioder været i medicinsk antipsykotisk behandling hos praktiserende speciallæge i psykiatri. Hun havde desuden fra den 11. til den 15. december 1988 været indlagt på psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus under diagnosen sindssygdom med vrangforestillinger. Under den pågældende indlæggelse var den medicinske antipsykotiske behandling blevet ændret fra præparatet Trilafon til præparatet Cisordinol, og <***> var blevet udskrevet til fortsat medicinsk behandling hos egen læge, men hun havde angiveligt ikke været i behandling siden 1995.

<***> blev aktuelt tvangsindlagt den 13. april 1999 på psykiatrisk afdeling, <***> Sygehus, på behandlingsindikation og blev efterfølgende tvangstilbageholdt.

Ved indlæggelsen blev <***> vurderet til at være sindssyg. Hun var vred, præget af dårlig følelsesmæssig kontakt, anspændt og på vagt. Hun nægtede at lade sig undersøge, da hun ikke mente, at hun var syg, ligesom hun heller ikke mente, at hun skulle have medicin.

<***>s adfærd under indlæggelsen var præget af, at hun havde levet meget isoleret i mange år. Hun virkede hallucineret, og ønskede kun kontakt på meget konkrete præmisser, og oftest afviste hun at besvare eventuelt stillede spørgsmål.

Den 15. april 1999 blev det besluttet at tvangsbehandle <***> med Cisordinol mikstur 10 mg dagligt, stigende til 20 mg dagligt, alternativt 10 mg Cisordinol som injektion.

<***> klagede over denne beslutning, og klagen blev tillagt opsættende virkning.

Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt godkendte den 23. april 1999 beslutningen om tvangsmedicinering af <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet bedømmelse, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt, ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af hendes tilstand ellers ville blive væsentlig forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger, da man fra afdelingens side ikke i tilstrækkeligt omfang havde forsøgt at motivere <***> til frivillig behandling med antipsykotisk medicin før beslutningen om tvangsmedicinering blev taget. Nævnet har herved lagt vægt på, at <***> ikke var kendt i afdelingen, da det var 10 år siden hun sidst havde været indlagt, og at beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet 2 døgn efter hendes indlæggelse på <***> Sygehus. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> under indlæggelsen ikke havde fremstået som væsentlig forpint, ligesom der efter det oplyste ikke havde været nærliggende fare for en akut og væsentlig forringelse af hendes tilstand.

Betingelserne for tvangsbehandling var således ikke opfyldt på det tidspunkt, hvor beslutningen om tvangsmedicinering blev truffet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt.