Tvangsfiksering

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer den afgørelse, der er truffet den 3. juni 1999 af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>, idet Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder betingelserne for tvangsfiksering af <***> ikke var opfyldt.

<***> havde siden 1988 haft flere indlæggelser i psykiatrisk afdeling, <***>, i forbindelse med alkoholmisbrug og følger heraf. <***> havde senest været indlagt i november 1998 for alkoholafhængighedssyndrom.

<***> blev indlagt på psykiatrisk afdeling, <***>, den 5. maj 1999. Forud for indlæggelsen havde <***> gennem en periode på ca. 3 måneder drukket omtrent 30 genstande dagligt.

Ved indlæggelsen fremtrådte <***> psykotisk og hallucineret. Man skønnede, at det drejede sig om en livstruende delirøs tilstand som følge af det betydelige alkoholmisbrug og iværksatte behandling med Fenemal, som er et almindeligt anvendt middel ved abstinenstilstande. De følgende døgn blev der givet Fenemal i store doser, idet abstinenstilstanden viste sig svær at behandle.

Den 8. maj 1999 var <***> fortsat svært desorienteret, urolig og sengeflygtig. Samtidig var der givet betydelige medicinmængder, således at <***> efterhånden også virkede betydeligt medicinpåvirket. På denne baggrund blev der ordineret tvangsfikering med bælte, som umiddelbart herefter blev iværksat. Da <***> imidlertid var i stand til at kravle ud af bæltet, blev der senere suppleret med en fodrem. Som begrundelse for ordinationen af tvangsfiksering blev det anført, at den var nødvendig for at sikre <***> søvn, hvilket er essentielt ved behandling af abstinenstilstande.

Den 9. maj 1999 blev <***> fortsat beskrevet som svært motorisk urolig og fortsat uden søvn. Det var nødvendigt yderligere at øge medicindosis, hvilket kunne påvirke hans vejrtrækning. <***> blev derfor overført til intensiv afdeling, <***> Sygehus, med henblik på videre behandling. Under indlæggelsen her blev tvangsfikseringen opretholdt. Der er ikke i journalen anført argumenter for dette. På tvangsprotokollen er afkrydset for indikationen "urolig tilstand", som er indikation for beroligende injektion og ikke for tvangsfiksering.

Administrerende overlæge <***> anfører i sin udtalelse af den 3. september 1999, at der ved fikseringens iværksættelse fejlagtigt blev anvendt et skema for beskyttelsesfiksering, hvilket senere blev rettet.

<***> blev tilbageflyttet til psykiatrisk afdeling, <***>, den 10. maj 1999 om aftenen og blev da beskrevet som fortsat urolig og pillende. Den 11. maj 1999 fremgår det af journalen, at <***> havde sovet hele natten, men fortsat fandtes betydeligt medicinpåvirket. Den 12. maj 1999 fandtes <***> yderligere bedret og bæltet blev løsnet.

<***> klagede efterfølgende til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> over at have været bæltefikseret i perioden fra den 10. maj 1999 efter tilbageflytningen fra intensiv afdeling, <***> Sygehus, til den 12. maj 1999.

Klagen blev herefter den 4. juni 1999 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsfiksering i hele fikseringsperioden, altså fra den 8. maj til den 12. maj 1999, men man fandt ikke varigheden af fikseringen i overensstemmelse med mindstemiddels-princippet. Som begrundelse for afgørelsen anførtes, at der havde været nærliggende fare for, at <***> i den beskrevne tilstand udsatte sig selv for at lide skade på legeme eller helbred.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at betingelserne for at tvangsfiksere <***> i perioden efter tilbageflytningen ikke var opfyldt.

Nævnet har lagt vægt på, at det ikke af journalen eller afdelingens udtalelser fremgår, at <***> skulle have frembudt en fare for udøvelse af hærværk af ikke ubetydeligt omfang.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der heller ikke er noteret oplysninger om, at <***> forulempede medpatienter.

Nævnet har slutteligt lagt vægt på, at oplysningerne om <***>s adfærd ikke tyder på, at han tilsigtet udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.

Efter Patientklagenævnets opfattelse forelå der således ikke en tilstand, der gjorde at betingelserne i psykiatrilovens § 14 stk. 2 var opfyldt, og der var derfor ikke grundlag for en tvangsfiksering.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrer på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 3. juni 1999.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn skal bemærke, at det fremgår af udtalelserne til sagen og journalen, at <***> var betydeligt medicinpåvirket, herunder urolig, pillende, uklar og svedende, desorienteret og konfus, således at der var risiko for, at han ville falde, ligesom han ikke magtede at gå på toilettet uden følgeskab af mindst 2 personalemedlemmer. Det fremgår endvidere, at der på grund af <***>s bevisthedsslørede tilstand ikke kunne laves aftaler med ham om at vente med at rejse sig fra sengen, indtil der var hentet tilstrækkeligt personale til at sikre, at han ikke kom til skade.

Det er Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse, at der forelå en situation, hvor betingelserne for at beskyttelsesfiksere <***> i.h.t. psykiatrilovens § 18 var opfyldt, idet en fiksering var nødvendig for at afværge, at han utilsigtet udsatte sig selv for fare, fx fald og andre skader relateret til den betydelige medicinpåvirkning, samt risikoen ved manglende ro og søvn, som ved behandling af en livstruende delirøs tilstand er af afgørende betydning.

For så vidt angår perioden fra indlæggelsen den 8. maj 1999 indtil tilbageførslen fra intensiv afdeling den 10. maj 1999 finder nævnet, at der ikke er klaget herover, hvorfor nævnet ikke tager stilling til denne periode.