Klage over inhabilitet hos sagsbehandler og sagkyndig

Overlæge A <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> fra den 3. til den 7. november 1997 på <****>.

Overlæge B <****> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <****> fra den 3. til den 7. november 1997 på onkologisk afdeling, <****>.

Lægerne på <****>, har ikke overtrådt lægeloven ved deres behandling af <****> fra den 3. november 1997 til august 1998.

fik den 10. oktober 1997 på bortopereret en svulst i bughulen. Ved operationen fandtes yderligere fem mindre svulster i bughinden, en svulst i bughinden ved blindtarmen, svulstmasser i begge mellemgulvskupler samt følelige svulster i leveren. Disse svulster blev ikke fjernet ved operationen.

På baggrund af mikroskopisk undersøgelse af den fjernede svulst og supplerende undersøgelse af vævet stillede man på sygehus 1 den 17. oktober 1997 diagnosen "intraabdominalt desmoplastisk småcellet tumor/rundcellet tumor".

Efter henvisning fra blev den 3. november 1997 indlagt på . Her vurderede Overlæge A, at behandlingen burde være kemoterapi for "extrapulmonalt småcellet karcinom". blev af en reservelæge informeret om den planlagte behandling og dennes bivirkninger samt udsigterne for behandlingen, og var ifølge journalen indforstået hermed.

Den 7. november 1997 begyndte den kemoterapeutiske behandling. Han blev af en reservelæge informeret om, at de forventede resultater af behandlingen ville være som ved småcellet karcinom, hvilket vil sige stor sandsynlighed for tilbagegang af svulsterne på kortere sigt.

Frem til den 26. marts 1998 fik seks kemoterapikure. Herefter blev han undersøgt med blandt andet ultralyd og CT-skanning. Den 14. maj 1998 blev informeret om, at undersøgelserne ikke viste tegn på sygdom, men at der var risiko for, at svulsterne kunne komme igen.

Den 23. juni 1998 viste CT-skanningen nytilkomne processer i venstre del af mellemgulvet og i venstre leverlap.

Den 6. juli 1998 blev af en overlæge informeret om fornyet kemoterapi (Topotecan). ønskede at overveje dette, og i mellemtiden blev der foretaget yderligere mikroskopiske undersøgelser af den oprindeligt fjernede tumor. Diagnosen blev ændret til "desmoplastic small round cell tumor". En patolog har bilagt s journalmateriale fra patologiafdelingen, sygehus 2, en udskrift af nogle af de sidste artikler om desmoplastic small round cell tumor.

Der er klaget over, at fik stillet diagnosen "småcellet karcinom", at han ikke fik en samtale med en erfaren onkolog, samt at han ikke blev undersøgt tilstrækkeligt. Der er endvidere klaget over, at nogle litterære studier udskrevet af en patolog ikke er at finde i s journal.

Patientklagenævnet finder, at diagnosen ud fra den histologiske undersøgelse ikke var helt klar, og at der den 3. november 1997 var flere ting i den mikroskopiske undersøgelse, der tydede på småcellet karcinom. Nævnet finder derfor, at det ikke er kritisabelt, at overlæge A stillede denne diagnose.

Nævnet har lagt vægt på, at mikroskopisk undersøgelse af det fjernede svulstvæv foretaget på sygehus 1, gav som foreløbig konklusion, at det drejede sig om et lavt differentieret karcinom, enten småcellet anaplastisk eller lavt differentieret planocellulært karcinom. Supplerende immunhistokemiske undersøgelser og farvninger gav som endelig konklusion, at tumors vækstmåde og immunhistokemi tydede på, at det drejede sig om en sjælden tumorform udgået fra primitive bughindeceller (intraabdominal desmoplastisk småcellet tumor/rundcelletumor).

Nævnet bemærker, at kræfttypen småcellet karcinom hyppigst udgår fra lungerne, men der forekommer et ikke ubetydeligt antal tilfælde, hvor svulsten udgår fra andre steder i kroppen, såkaldt extrapulmonalt småcellet karcinom. Småcellet karcinom er en meget hurtigtvoksende svulstform. Behandlingen er veletableret, og der findes en standardbehandling i form af behandling med flere celledræbende stoffer (kombinationskemoterapi), som anvendes både ved pulmonale og extrapulmonale former.

Nævnet bemærker endvidere, at intraabdominal desmoplastisk rundcelletumor næsten udelukkende er beskrevet hos børn og unge voksne. Svulsten opfører sig aggressivt, men vokser dog langsommere end det småcellede karcinom. Der findes ingen standardbehandling, men ifølge litteraturen er den følsom for kombinationskemoterapi, således at svulstvævet kan svinde under behandling, men der er ikke rapporteret om egentlig helbredelse. I en sådan situation må den ansvarlige læge foretage en vurdering af hvilken diagnose, der skal arbejdes ud fra. I det aktuelle tilfælde vurderede man, at arbejdsdiagnosen skulle være småcellet karcinom. For det første fandtes det usandsynligt at en patient på 52 år skulle have en desmoplastisk rundcelletumor, mens et småcellet karcinom var langt mere sandsynligt. For det andet vokser et småcellet karcinom meget hurtigt, hvis det ikke behandles, og det skønnedes derfor uforsvarligt ikke straks at give patienten den bedst mulige behandling mod denne umiddelbart livstruende sygdom. For det tredje er der ingen standardbehandling til en desmoplastisk rundcelletumor. Den er imidlertid følsom for kombinationskemoterapi, som i flere af de rapporterede tilfælde blandt andet har omfattet nogle af de samme stoffer, som indgår i standardbehandlingen af småcellet karcinom.

Patientklagenævnet finder, at det ikke er kritisabelt, at overlæge B ikke foranledigede, at fik en samtale med en speciallæge inden påbegyndelsen af kemoterapi den 7. november 1997.

Nævnet har lagt vægt på, at en reservelæge den 3. november 1997 forklarede om det undersøgelses- og behandlingsprogram, som overlæge A havde lagt for ham.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at den 7. november 1997 fik en samtale med reservelæge , som endnu en gang informerede om sygdommen, behandlingen og den forventede effekt.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at hele s udrednings- og behandlingsprogram blev udfærdiget af en overlæge, efter at denne havde gennemgået alt materiale vedrørende patienten. De læger mødte i afdelingen, udførte dette udrednings- og behandlingsprogram efter instruksen, og der fremkom ikke ved konsultationerne nogen overraskende fund, som ellers ville have affødt konference med en senior læge.

Nævnet bemærker, at omend reservelæge endnu ikke er speciallæge, har han arbejdet i flere i år i onkologi og kan ikke betegnes som uerfaren.

Nævnet bemærker endvidere, at det ikke med det antal speciallæger, der er til rådighed, er muligt at alle patienter taler direkte med en speciallæge, inden de starter behandlingen. Det væsentlige er imidlertid, at alle udrednings- og behandlingsplaner udfærdiges eller godkendes af en speciallæge, og at der konfereres med en speciallæge, hvis der opstår problemer eller tvivlsspørgsmål undervejs i behandlingsforløbet.

Patientklagenævnet finder, at lægerne på , undersøgte tilstrækkeligt fra den 3. november 1997 til august 1998.

Nævnet har lagt vægt på, at det af papirerne fra fremgik, at der ved almindelig objektiv undersøgelse som eneste abnorme fund kunne føles dén svulst opadtil til venstre i bughulen, som efterfølgende var blevet fjernet ved operationen den 10.oktober 1997. Både ultralydsundersøgelse af bughulen og CT-skanning af både bryst- og bughule havde udelukkende vist sygdom i bughulen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at undersøgelsen foretaget ved en reservelæge den 3. november 1997 ikke viste noget unormalt bortset fra operationsarret.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at i øvrigt gennemgik et sædvanligt undersøgelsesprogram inden start på kemoterapi med blodprøver, røntgenundersøgelse af lungerne, kikkertundersøgelse af bronkiesystemet (fiberbronkoskopi), knoglemarvsundersøgelse samt ultralydsundersøgelse af bughulen med udmåling af tumor til brug ved senere evaluering af effekten af behandlingen.