Omtale af fortrolige helbredsoplysninger til et fagblad

Autoriseret psykolog <***> har overtrådt § 12 i lov om psykologer, da hun i sit brev af 4. august 1998 udtalte sig om <***>s sygdom.

Efter straffelovens § 152b jf. § 152 henhører den endelige vurdering af brud på tavshedspligten under domstolene.

<***> lider af epilepsi og har været behandlet på <***>, hvor psykolog <***> undersøgte ham i december 1993 ved bl.a. observation og testning. I den forbindelse førte psykolog <***> flere samtaler med <***>s forældre. Psykolog <***> havde også senere hen kontakt med <***>s forældre, eksempelvis under journalførte telefonsamtaler den 14. september 1994 og den 15. maj 1996 og under en middag med <***>s mor i februar 1997. <***> var da medarrangør af to faglige arrangementer og havde indbudt psykolog <***> som foredragsholder.

I juli 1998 læste psykolog <***> en artikel i fagbladet<***> , som udgives af <***>. Artiklen omhandlede en dreng med en svær behandlelig epilepsi. Psykolog <***> genkendte drengen som <***>, som hun sidst havde set i december 1993. I artiklen blev <***>s mor citeret med bl.a. følgende ord: "(…) han" [<***>] "er i færd med at blive dement. Han vil langsomt miste sin forstand totalt. Og så vil han ligge stille i fosterstilling, og så vil han dø...".

Psykolog <***> fandt oplysningen om demensudvikling og tidlig død misvisende og uheldig. Hun skrev derfor den 4. august 1998 et brev til <***>, hvori hun kritiserede, at bladet uden kommentarer viderebragte moderens opfattelse, hvorefter drengen ville dø tidligt. Psykolog <***> skrev i den forbindelse: "Han kunne naturligvis have fremadskridende hjernesygdom, som gjorde, at han ville dø tidligt, men dette burde jo så på en eller anden måde fremgå – tilfældigvis ved jeg, at det ikke er det, der er tilfældet, men i denne sammenhæng er det i øvrigt helt ligegyldigt."

Der er klaget over, at psykolog <***> har brudt sin tavshedspligt ved i brev af 4. august 1998 til <***> at udtale sig om <***>s sygdom.

Nævnet skal bemærke, at <***> ifølge klagebrevet faktisk lider af demens, som er en fremadskridende hjernesygdom. Dette er ifølge klagebrevet bekræftet af flere undersøgelser af en overlæge på <***> sygehus, som gennem 14 år har haft <***> i behandling. Det fremgår endvidere af sagen, at <***> den 15. maj 1996 havde meddelt psykolog <***>, at lægerne på <***> sygehus havde konstateret demens, og at <***> ville dø tidligt.

Patientklagenævnet finder, at psykolog <***> har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, da hun i sit brev af 4. august 1998 udtalte sig om <***>s sygdom.

Nævnet har ved sin afgørelse lagt vægt på, at psykolog <***> i sit brev omtalte fortrolige helbredsoplysninger ved at tilkendegive sin opfattelse af <***>s sygdom og prognose. Der var herved tale om rent personlige oplysninger, som psykolog <***> havde modtaget i sammenhæng med et tidligere behandlingsforhold, og som derfor var omfattet af reglerne om tavshedspligt.

Nævnet finder, at der i den konkrete situation ikke forelå særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at psykolog <***> undtagelsesvis var berettiget til at videregive oplysningerne på trods af deres fortrolige karakter.

Nævnet finder anledning til at bemærke, at også enkeltstående og mere vage helbredsoplysning som udgangspunkt er omfattet af sundhedspersoners tavshedspligt. Psykolog <***> fremsatte sine bemærkninger således i form af en forholdsvis begrænset nuancering af en oplysning, som gennem <***>s forældre i forvejen var bragt til offentlighedens kundskab. Det er imidlertid nævnets opfattelse, at også en mere begrænset videregivelse af oplysninger kan være egnet til at forstyrre det nødvendige tillidsforhold mellem patient og behandler, hvorfor heller ikke sådanne oplysninger bør videregives uden patientens samtykke.