Klage over manglende information og mangelfuld behandling af 2-årig pige

De læger på børneafdelingen, <***> Sygehus, der i perioden fra den 31. januar 1997 til den 10. marts 1998 var involveret i behandlingen af <***>, har ikke overtrådt læge-loven.

Sagsnummer:

9913702

Offentliggørelsesdato:

20. marts 2000

Juridisk tema:

Information og samtykke

Speciale:

Børnesygdomme (pædiatri)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

De læger på børneafdelingen, <***> Sygehus, der i perioden fra den 31. januar 1997 til den 10. marts 1998 var involveret i behandlingen af <***>, har ikke overtrådt læge-loven.

 

Den 31. januar 1997 blev den ca. 2 år gamle <***> første gang indlagt på børneafdelingen, <***> Sygehus, med feber og hoste og uden virkning af antibiotika (Flemoxin og efterfølgende Doctacillin). Efter der var påbegyndt Doctacillin havde <***> fået diarréer. Ved indlæggelse blev der konstateret en virus (RS-virus). <***>s tilstand blev bedre, og hun blev udskrevet den 1. februar 1997 uden feber og uden specifik behandling.

Den 7. februar 1997 blev <***> indlagt igen, idet hun kun havde spist og drukket sparsomt. I den mellemliggende periode var hun blevet sat i behandling med antibiotika (Doxycyklin) på grund af mellemørebetændelse. Under indlæggelsen blev behandlingen med antibiotika fortsat i to dage yderligere, og der blev igangsat væskebehandling. <***> blev udskrevet den 14. februar 1997 i bedring.

I det efterfølgende år var der tilbagevendende infektioner, som blev behandlet af praktiserende læge og vagtlæge med antibiotika (Primcillin og Abboticin). Da der i september 1997 var blod i urinen, blev der ordineret antibiotika (Sulfa).

Den 3. februar 1998 var <***> til 3-års undersøgelse, som viste normale forhold. Der blev aftalt vægtkontrol efter 3 måneder, da <***> i tidligere perioder i forbindelse med infektioner havde haft vigende vækst.

Den 20. februar 1998 iværksatte en vagtlæge i <***> behandling med Penicillin efter at have diagnosticeret lungebetændelse.

Den 24. februar 1998 blev <***> igen indlagt på <***> Sygehus, eftersom hun var højfebril og havde haft opkastninger og diarré. Diarréerne vedblev under hele indlæggelsen. Ifølge forældrene var der op til 15-20 diarréer i døgnet med store fedtklumper i, som af personalet blev forklaret som slimklumper.

Den 26. februar 1998 blev der påbegyndt behandling med Bricanyl mod hoste, og der blev ordineret kontrol af blodprøver, da lægerne mente, der var tale om en virus.

Den 28. februar 1998 var temperaturen 39,4, og 1. reservelæge <***> ordinerede kontrol af blodprøver, såfremt temperaturen den følgende morgen var over 38,5.

Den 1. marts 1998 var <***> højfebril (40,8), havde fortsat hoste og stødende vejrtrækning, samt havde et faldende antal hvide blodlegemer (leukocytter, LCK = 1) og en lav blodprocent (Hb = 5,2). <***> blev undersøgt af reservelæge <***>, som tilkaldte overlæge <***>, og der blev iværksat bredspektret antibiotisk behandling (Anhypen samt Gentamycin). Der blev ordineret undersøgelse af afføringen for tarmbakterier samt kontrol af blodprøver. Senere samme dag blev det konstateret, at antallet af hvide blodlegemer og blodprocenten yderligere var faldet (LCK = 0,73 og Hb = 5,3), og sænkningen var steget (CRP = 165).

Den 2. marts 1998 fandt <***> bedring i tilstanden, idet temperaturen var faldet (37,9) og antallet af hvide blodlegemer var steget (LCK = 1,8) og sænkningen faldet (CRP = 145). Sekret fra luftrøret viste bakterier (Hæmofilus influenza), som var følsomme for Ampicillin. Der blev konkluderet, at der sikkert var lungebetændelse (pneumoni), og at der formentlig var medicinsk påvirkning af <***> på grund af den svære infektion, samt cellemanglen (leucocytopenien) som formentlig var betinget af en infektion.

Den 4. marts 1998 fandtes tilstanden uændret, og eftersom <***> ikke havde fået ordentlig mad i 10 dage, blev der ordineret knoglemarvspunktur (under narkose) og sonde med henblik på sondeernæring.

Den 6. marts 1998 var temperaturen 37,8, og der fandtes en smule bedring. <***> tålte sondeernæring i let stigende mængder og var oppe på trods af, at hun fortsat var højfebril (39,2).

Den 7. marts 1998 fandtes <***> alment bedre, men fortsat med en del løse grønlige afføringer og fortsat et lavt antal hvide blodlegemer og en lav blodprocent (LKC = 2,0 og Hb = 4,4) samt en faldende sænkning (CRP = 24).

Den 8. marts 1998 blev anført, at der fortsat var diarréer ca. to gange i døgnet, og det blev konkluderet, at tilstanden var uændret, hvorfor man ville drøfte en videre behandling på morgenkonference.

Den 9. marts 1998 resumerede overlæge <***> forløbet samt drøftede videre behandlingsmuligheder med mikrobiolog <***> samt overlæge <***>, børneafdelingen, <***>, som tilrådede forsøgt behandling med gammaglobulin efter at diverse blodprøver var taget. Da der kun havde været en enkelt positiv dyrkning (Hæmofilus Influenza), og eftersom tilstanden kunne være forårsaget af medicinreaktion, blev den antibiotiske behandling standset.

Den 10. marts 1998 steg temperaturen på ny, og <***> blev derfor overflyttet til <***>. Ved indlæggelsen på <***> hospital ordinerede læge <***>, at der i sonden skulle gives væske (Revolyt 50 mg hver 1-2 time i løbet af natten).

Den 14. marts 1998 døde <***> af et septisk chok.

Der er klaget over, at forældrene samt den praktiserende læge ikke var blevet informeret om <***>s leukopeni og lave blodprocent efter indlæggelsen i februar 1997.

Der er videre klaget over, at påbegyndt behandling med penicillin blev stoppet ved indlæggelsen den 24. februar 1998, og at den ikke blev genoptaget før den 26. februar 1998, at der ikke blev gjort noget ved <***>s konstante diarré, at der ikke blev taget kontakt til en diætist, før forældrene opfordrede til det, idet <***> ikke havde fået næring i to uger, og at den ordinerede sondeernæring blev afbrudt i to døgn, samt at <***> ikke blev overført til specialistbehandling på <***>hospital før den 10. marts 1998.

Patientklagenævnet finder, at de læger på børneafdelingen, <***> Sygehus, der i perioden fra den 31. januar 1997 til den 10. marts 1998 var involveret i behandlingen af <***>, ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed.

Angående klagepunktet om information til forældrene efter indlæggelsen i 1997 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 10. februar 1997 fremgår, at <***>s blodprocenten var lav (Hb = 5,5 og EVF = 0,27), og der var et lavt antal af hvide blodlegemer (LCK = 2,4), og at blodpladetallet (trombocyt) lå lavt i normalområdet.

Nævnet har videre lagt vægt på, at en kontrol ifølge journalen den 12. februar viste en kontrol bedring, idet celletallet af hvide blodlegemer lå inden for normalområdet (LCK = 5,2) og blodprocenten var steget (Hb = 6,3).

Nævnet kan oplyse, at blodprocenten, de hvide blodlegemer og blodpladetallet kan være nedsat sekundært til en virusinfektion.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det ikke af sagen fremgår, at <***>s familie eller deres praktiserende læge blev informeret om blodprøveresultaterne.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at væsentlige begivenheder under indlæggelse bør oplyses til egen læge samt familie, og det er nævnets vurdering, at blodprøveresultaterne ikke var en uvæsentlig oplysning.

Nævnet finder imidlertid, at eftersom <***>s blodprocent, hvide blodlegemer og blodpladetal næsten blev normalt efter to dage, og idet blodprøveresultaterne kunne være en følge af en virus, kan lægerne ikke kritiseres for ikke at have informeret egen læge og familien. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt om overlæge <***> i sit udskrivningsbrev dateret den 20. februar 1999 havde medtaget resultat af blodprøver, idet man dermed ville have været mere opmærksom ved fremtidige infektioner.

Angående klagepunktet om ophøret af behandling med Penicillin den 24. februar 1998 har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 24. februar 1998 fremgår, at <***> ved indlæggelsen var præget af feber (40,2), væskemangel (tørre læber, indtørrede slimhinder og hallonerede øjenomgivelser) og stødende vejrtrækning, samt at der ved indlæggelsen blev taget blodprøver til undersøgelse for bakterier, celle- og væsketal, og at der blev podet for svælg og luftrør samt foretaget røntgenundersøgelse af lungerne. Nævnet har tillige lagt vægt på, at blodprøverne viste lavt antal hvide blodlegemer (LKC = 2,9), en lav blodprocent (Hb = 5,9) og en lav sænkning (CRP = 29), samt at en røntgenundersøgelse af lungerne var normal.

Nævnet har videre lagt vægt på, at det blev konkluderet, at der formentlig var tale om en akut mave- og tarminfektion, astmatisk bronkitis samt en lille mistanke om lungebetændelse, hvorfor der blev iværksat væskebehandling (glukose 5% tilsat Ka og Na) ca. fem timer efter indlæggelsen. Nævnet har tillige lagt vægt på, at behandlingen med Penicillin, som var iværksat af en vagtlæge den 20. februar 1998, blev standset.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 25. februar 1998 fremgår, at <***>s tilstand blev lidt bedre efter væskebehandlingen, og at hendes temperaturen faldt (38,4), men at hendes temperatur igen steg om aftenen (39,9), samt at <***> blev henvist til en undersøgelse af en øre-, næse-, og halslæge, da der fandtes en tydelig frembulende rød trommehinde. Nævnet har tillige lagt vægt på, at en øre-, næse-, og halslæge ifølge journalen den 26. februar 1998 fandt en tilsyneladende virusbetinget blære svarende til højre trommehinde, som blev punkteret.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det af journalen den 27. februar 1998 fremgår, at <***> havde det lidt bedre med en lavere temperatur (38,5), men at temperaturen steg senere samme dag (39,9), hvorfor der af 1. reservelæge <***> blev påbegyndt antibiotisk behandling (Vepicombin) på klinisk mistanke om lungebetændelse. Nævnet har tillige lagt vægt på, at en efterfølgende røntgenundersøgelse af lungerne viste lille fortætning (atelektase) i venstre underlap.

Patientklagenævnet finder, at det var korrekt at ophøre med antibiotika ved indlæggelsen den 24. februar 1998, idet der ikke var overbevisende tegn på bakteriel infektion, og mulighederne for efterfølgende at påvise eventuelle bakterieinfektion er derved bedre.

Angående klagepunktet om <***>s ernæringstilstand har nævnet lagt vægt på, at <***>s vækst i året inden indlæggelse den 24. februar 1998 var vigende, og nævnet har videre lagt vægt på, at det af journalen den 24. februar 1998 fremgår, at <***> ved indlæggelsen havde haft opkastninger og diarré, at hendes vægt var 10.9 kg, at hendes vægttab i ugen forinden var 1 kg (10% vægttab), og at diarréerne under indlæggelsen var betydelige og fortsatte, samt at ifølge sygeplejekardeks spiste hun intet dagligt. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der ikke i journalen er anført særlige overvejelser over ernæringsstatus, vægtændringer i den først uge og dermed over muligheder for energitilførsel.

Nævnet har videre lagt vægt på, at ifølge overlæge <***> har de i afdelingen en tæt kontakt til en diætist, og at de i <***>s tilfælde vurderede, at det ikke drejede sig om et kompliceret diætproblem, men snarere et spørgsmål om at sikre, at <***> fik ernæring, hvorfor forældrene først relativt sent fik kontakt med diætisten. Nævnet har tillige lagt vægt på, at der ifølge <***>s journal den 11. marts 1998 havde været involveret flere diætassistenter på <***> Sygehus, hvilket var oplyst af forældrene.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at det ifølge journalen blev besluttet, at <***> skulle have sondeernæring efter en ultralydsscanning af maven (abdomen), og at sondeernæringen blev etableret den 5. marts 1998, samt at der den 9. marts 1998 blev etableret næring i drop (parenteral).

Nævnet kan oplyse, at diarré kan forekomme som følge af en infektion eller som følge af behandling med antibiotika, men det er en undtagelse, at diarrétilstande fortsætter på denne baggrund.

Patientklagenævnet finder, at det var velbegrundet at opfatte diarréen i begyndelsen af forløbet som sekundær til infektion eller antibiotika, og nævnet finder således, at tidsforløbet på lidt over en uge, inden en diætist blev kontaktet, og sondeernæring blev påbegyndt, er inden for den almindelige standard. Nævnet finder dog, at det havde været hensigtsmæssigt om tidsforløb omkring <***>s ernæringstilstand havde været afkortet, idet hun havde en dårlig ernæringstilstand, vedvarende diarre, manglende fødeindtagelse og betydeligt vægttab.

Da det ikke har været muligt for Patientklagenævnet at finde frem til den sundhedsperson, der havde ansvaret for behandlingen, meddeles afgørelsen til sygehuset ved administrerende overlæge <***>, børneafdeling, <***> Sygehus, til orientering.

Ifølge <***> blev sondeernæringen afbrudt i to døgn ved overflyttelsen til <***>, da <***> Sygehus skulle have deres sondeapparatur med retur, og <***> først skulle fremskaffe et sådant apparatur.

Nævnet har lagt vægt på, at det af sygeplejekardeks den 10. marts 1998 fremgår, at sonden fungerede med 20 ml/t Nutrison via pumpe. Nævnet har tillige lagt vægt på, at det ikke af journalen fremgår, at <***>s sondeernæring blev afbrudt ved overflytningen til <***>.

Nævnet har videre lagt vægt på, at ifølge <***>s journal den 10. marts 1998 havde <***> siden den 9. marts 1998 været forsynet med Nutridrip sondeernæring, og ifølge journalen den 11. marts 1998 havde <***> kontinuerligt på <***> Sygehus fået sondekost, men at hun aktuelt intet fik på <***> hospital, samt at der blev ordineret kontakt til diætist med henblik på planlægning af sondeernæring. Nævnet har tillige lagt vægt på, at diætisten beregnede <***>s sondekost den 12. marts 1998.

Det er Patientklagenævnets vurdering, at <***> fortsat fik sondeernæring ved overflytningen til <***>, og eftersom der ikke foreligger yderligere oplysninger i sagen, der kan belyse sagen herudover, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at <***>s sondeernæring efter overflytningen blev afbrudt på grund af mangel på et sondeapparat.

Angående klagepunktet om at <***> ikke blev overført til <***> hospital før den 10. marts 1998 har nævnet lagt vægt på, at <***> blev indlagt den 24. februar 1998 med høj feber, opkastninger og diarre, og at der blev påvist en lav blodprocent, et lavt antal hvide blodlegemer, men et normalt antal blodplader, samt at hun ifølge indlæggelsesnotatet nogle måneder forinden havde haft lungebetændelse.

Nævnet har videre lagt vægt på, at <***> ifølge senere oplysninger i journalen havde skrantet i længere tid, og at der ved 3-års undersøgelsen blev anført vigende vækst, samt at det endvidere er noteret, at hun havde tegn på infektioner forskellige steder, hyppige vedvarende afføringer og tydeligt var dehydreret. Nævnet har tillige lagt vægt på, at hendes tilstand vekslede med skiftende feber og velbefindende.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det svingende forløb fortsatte med udtalte tegn på knoglemarvshæmning, som blev mere udtalt med faldende antal hvide blodlegemer og efterhånden også med faldende antal blodplader, samt at tiden frem til den 9. marts 1998, hvor <***> blev kontaktet, blev brugt på overvejelser og undersøgelser af, om hendes tilstand kunne være et udtryk for en reaktion mod en virusinfektion.

Nævnet kan oplyse, at billedet med gentagne infektioner, forskellige typer infektioner der involverer forskellige organsystemer, vigende vækst, vekslende og undertiden høj feber, hyppige langvarige diarréer, ringe eller ingen effekt af antibiotika, påvirket knoglemarvsfunktion i betydelig grad, manglende vækst ved dyrkning af blod og afføring alt sammen er typisk for en immundefekt. Dette billede kan forekomme typisk, når forløbet har varet nogen tid, men ellers kan det være vanskeligt at afgrænse tilstanden fra mere almindelige infektionstilstande med vekslende sværhedsgrad af de enkelte symptomer.

Patientklagenævnet finder, at der blev udført et grundigt udredingsprogram i overensstemmelse med almindelig anerkendt standard, og selv om der forløb relativt lang tid fra indlæggelsen den 24. februar 1998 til kontakten til <***> hospital den 9. marts 1998, finder nævnet ikke at kunne kritisere dette, idet tilstande med forskellige typer og grader af immundefekter kan være særdeles vanskelige at erkende undervejs, og i det lys er det nævnte tidsforløb ikke påfaldende.