Ordination af homøopatiske piller

Læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> ved konsultationerne den 8. juni til den 16. august 1998 i hans klinik.

<***> henvendte sig den 8. juni 1998 til læge <***> med henblik på homøopatisk behandling af bronkitis og akupunkturbehandling af smerter i skulderen.

<***> oplyste, at hun var fysisk nedslidt og stresset. Læge <***> behandlede <***> med nåleakupunktur af få minutters varighed. Ved afslutningen af konsultationen udleverede læge <***> en homøopatisk tablet, Sulphur 10M (fortynding: et ettal efterfulgt af 20.000 nuller) til <***>, som indtog tabletten på stedet.

Læge <***> foretog ved konsultationen ikke nogen egentlig klinisk undersøgelse af <***>. Hertil anfører han i sin udtalelse, at der ikke er grundlag for at foretage en egentlig klinisk undersøgelse for at iværksætte homøopatisk behandling.

Ved den efterfølgende konsultation den 6. august 1999 følte <***> sig syg, angiveligt med muskelkramper, vandudtrædninger i huden, en psykoselignene tilstand med vågne mareridt og tågesnak, samt maveblødning efter yderligere nogle dage. Læge <***> behandlede herefter <***> med Lachesis C 200. Efter det af læge <***> oplyste indeholdt denne tablet ikke kemiske stoffer ud over bæremidlet mælkesukker. Mælkesukkeret indeholder stoffets "hukommelse", i det foreliggende tilfælde lachesis (slangegift, C 200, fortynding: Et ettal efterfulgt af 400 nuller).

<***> kontaktede den 13. august 1998 telefonisk læge <***>, hvor hun oplyste, at hun ikke kunne spise pga. kvalme og opkastninger. Hun havde endvidere følt sig forvirret. <***> oplyste, at hun igen var begyndt at "tågesnakke", hvorfor læge <***> anbefalede hende at drikke kaffe og Gl. Dansk som antidot mod det indgivne homøopatiske præparat.

Den 16. august 1998 kontaktede <***> telefonisk læge <***> og fortalte, at symptomerne var uændrede. Læge <***> gik ud fra, at symptomerne var en følge af den homøopatiske behandling, selv om han aldrig tidligere havde registreret en sådan reaktion i de mange år, han havde arbejdet med klassisk homøopati.

Samme dag sendte læge <***> en anden homøopatisk pille (Arsenikum 10M) til <***>. Formålet med denne tablet var at virke som antidot til den tidligere indgivne homøopatiske tablet, ligesom den skulle genskabe <***>s psykiske balance. <***> oplyser, at hun ikke indtog denne tablet, som hun smed væk.

<***> har efterfølgende ikke haft kontakt med læge <***>.

I efterforløbet konsulterede <***> gentagne gange sin egen læge med diverse psykiske symptomer, hvorfor han henviste <***> til distriktspsykiatrien.

<***> er nu i behandling hos en praktiserende speciallæge i psykiatri.

Der er klaget over, at læge <***> ordinerede en homøopatisk pille uden først at foretage en klinisk undersøgelse af <***> eller informere hende om, hvad pillen indeholdt.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af, at læge <***> ikke foretog en klinisk undersøgelse, før han ordinerede homøopatisk medicin til <***>.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at de enkelte stoffer er repræsenteret i en så stor fortyndingsgrad, at det må anses for udelukket, at midlet indeholder andet end rent mælkesukker, der i de angivne mængder er uden biologisk effekt. En klinisk undersøgelse i lægelig forstand vil derfor ikke være påkrævet.

Patientklagenævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> henvendte sig til læge <***> i hans private praksis, som tager udgangspunkt i en alternativ referenceramme, heriblandt homøopati og akupunktur, og ikke til en alment praktiserende læge.

For så vidt angår spørgsmålet om information har Patientklagenævnet noteret sig, at <***> angav at have fået muskelkramper, vandudtrædninger i huden, maveblødning og en psykoselignende tilstand med vågne mareridt efter behandlingen med de homøopatiske tabletter Sulphur og Lachesis.

Patientklagenævnet har endvidere noteret sig, at læge <***> angiver at have givet en fyldestgørende information i forbindelse med udlevering af de homøopatiske tabletter.

Det er Patientklagenævnets opfattelse, at homøopatisk medicin i de angivne fortyndinger ikke kan afstedkomme ovennævnte symptomer. Patientklagenævnet finder derfor ikke, at læge <***> har pligt til at informere herom.

Da stoffet udelukkende indeholder rent mælkesukker uden biologisk effekt finder Patientklagenævnet efter en konkret vurdering endvidere ikke, at en eventuel undladelse af at informere nærmere om præparatet kan karakteriseres som en overtrædelse af lægeloven.

Patientklagenævnet finder således samlet, at der ikke er grundlag for kritik af den behandling og information læge<***> gav <***> i forbindelse med konsultationerne fra den 8. juni til den 16. august 1998 i hans klinik.