Sundhedspersoners tavshedsligt

Overlæge <****> har ikke brudt sin tavshedspligt ved at tage kontakt til <****> Kommune den 3. og den 4. marts 1999, samt ved at sende udskrivningskort til <****>’s egen læge den 22. februar 1999.

Efter straffelovens § 152 henhører den endelige vurdering af brud på tavshedspligten under domstolene.

blev af sin praktiserende læge den 3. februar 1999 indlagt med tvang på behandlingsindikation på psykiatrisk afdeling, .

På lægeerklæringen ved indlæggelsen er blandt andet anført, at gennem de sidste 5-6 uger havde været tiltagende psykotisk med drikke – og spisevægring. Hun virkede stærkt deprimeret og stillestående indadvendt, fåmælt og udtryksløs.

havde været indlagt i afdelingen 12 gange tidligere og var sidst blevet udskrevet den 2. marts 1998. I 1998 var indskrevet som patient i distriktspsykiatrien. Hun blev udskrevet fra distriktspsykiatrien den 6. august 1998, idet hun i en stabil periode på 4-5 måneder havde haft det godt.

Ved indlæggelsen den 3. februar 1999 oplyste ’s ægtefælle til den journalskrivende læge, at ’s sindslidelse var blusset op. Som udløsende moment oplyste ægtefællen, at parrets datter, som var 8 år, havde været observeret i en børnepsykiatrisk i december 1998. Alt dette gik meget på, herunder også pres fra socialforvaltningen. Ægtefællen oplyste endvidere, at havde haft det godt fra begyndelsen af maj til slutningen af september 1998. Hun havde således kunnet deltage i hjemlige aktiviteter og kunnet klare at medvirke til pasningen af datteren.

blev ved indlæggelsen vurderet som værende uden sygdomsindsigt. Hun var således ikke klar over, at det vedvarende ringe føde – og væskeindtag kunne bringe hende i en livstruende tilstand. Hendes vægt var 52 kg. Normalvægten blev anslået til 70 kg.

blev tvangstilbageholdt den 10. februar 1999 i hvilken forbindelse behandlingen med Cisordinol blev indledt. På 10. dagen for tvangstilbageholdelsen blev det vurderet, at den skulle opretholdes. I journalen er det noteret, at fortsat spiste og drak sparsomt. Hun var på fuldstændig autistisk vis gået i stå i afdelingen og mente ikke selv, at hun var syg.

Den 18. februar 1999 blev udskrevet, selvom afdelingens læger ikke fandt, at udskrivelsen var i overensstemmelse med hendes psykotiske tilstand og klare behandlingsbehov. Hendes ægtefælle havde imidlertid en uges vinterferie, og da han gav udtryk for at tage ansvaret for, at hun blev genindlagt, hvis tilstanden forværredes, blev hendes ønske om udskrivning accepteret på grund af mindstemiddels princip. Der blev aftalt fortsat behandling med Cisordinol som depotmedicin 200 mg 4 dage efter udskrivningen og derefter hver 14. dag. Ved udskrivningssamtalen blev forholdene omkring den 8-årige datter også omtalt, idet overlæge især havde fundet det betænkeligt, at datteren medfulgte ved moderens tvangsindlæggelse.

Den 2. marts 1999 meddelte distriktspsykiatrien, at ikke ønskede kontakt med distriktspsykiatrien og heller ikke ville have medicin. Den 3. marts 1999 tog overlæge derfor telefonisk kontakt til Kommune for at få afklaret, om der var en aktiv børne/ungesag vedrørende ’s datter. Da der ikke på dette tidspunkt var en aktiv sag, fremsendte overlæge den 4. marts 1999 en indberetning til kommunen efter lov om social service § 35. blev ved brev af 4. marts 1999 fra overlæge underrettet om indberetningen. Egen læge, som havde indlagt på psykiatrisk afdeling, fik tilsendt udskrivningskort i forbindelse med udskrivningen fra afdelingen.

Der er klaget over, at overlæge den 22. februar 1999 fremsendte udskrivningskort til s egen læge.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at baggrunden for tvangsindlæggelsen var, at gennem nogle uger havde været psykotisk med betydelig spise – og drikkevægring. Ved indlæggelsen blev hun vurderet som udtalt psykotisk med skizofrenilignende og depressive symptomer.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ved udskrivelsen fortsat var dårlig, samt at der kort forinden var iværksat antipsykotisk medikamentel behandling, som på tidspunktet for udskrivelsen endnu ikke havde haft afgørende virkning.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at det af udskrivningskortet fremgår, at opfølgning på den psykiatriske behandling formentlig skulle varetages gennem kontakt til distriktspsykiatrien. Nævnet finder således ikke, at der på tidspunktet for fremsendelsen af udskrivningskortet var etableret nogen egentlig behandlingsalliance mellem og distriktspsykiatrien.

I betragtning af ’s helbredstilstand samt det forhold, at det var den praktiserende læge, der havde iværksat tvangsindlæggelsen, finder nævnet, at det måtte betragtes som en nærliggende mulighed, at den praktiserende læge igen kunne blive inddraget i behandlingen af s aktuelle sygdomsforløb.

Nævnet finder herefter at fremsendelse af udskrivningskortet til den praktiserende læge, var i overensstemmelse med lov om patienters retsstilling § 24, stk. 2, nr. 1, hvorefter videregivelse af helbredsoplysninger til en anden sundhedsperson kan ske, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb for patienten og videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov. Det er endvidere nævnets vurdering, at der ikke er videregivet oplysninger udover, hvad der kunne anses for relevant i relation til behandling af . Nævnet finder herefter, at overlæge ikke har brudt sin tavshedspligt ved at fremsende et eksemplar af udskrivningskortet til ’s praktiserende læge den 22. februar 1999.

Der er endvidere klaget over, at overlæge den 3. marts 1999 drøftede ’s indlæggelse på psykiatrisk afdeling med kommunens børne-unge-forvaltning, samt at overlægen den 4. marts 1999 skriftligt viderebragte fortrolige oplysninger om hendes sygehistorie dertil.

Patientklagenævnet kan oplyse, at en sundhedsperson i medfør af lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 1 uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om dennes helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds sagsbehandling.

Det kan endvidere oplyses, at der i medfør af lov om social service § 35, stk. 1 og 2, er udstedt en bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen. Det følger af bekendtgørelsens §§ 1 og 2, at personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn eller unge under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Pligten foreligger, når barnet eller den unge har vanskeligheder i forhold til sine daglige omgivelser, skolen eller samfundet, eller når barnet eller den unge i øvrigt lever under utilfredsstillende forhold.

Nævnet har lagt vægt på, at havde været tvangsindlagt grundet psykotisk tilstand med både skizofrenilignende og depressive symptomer, samt at hun havde meddelt distriktspsykiatrien, at hun ikke ønskede videre behandlingskontakt dertil. Endvidere ønskede hun at ophøre med den antipsykotiske medikamentelle behandling.

Nævnet har yderligere lagt vægt på, at ’s datter havde kontakt til en børnepsykiatrisk afdeling, hvor hun tillige tidligere havde været indlagt. Af ’s journal fremgår, at hun i sygdomsfaser ikke magtede omsorgen for datteren.

På baggrund af disse oplysninger finder nævnet, at overlæge med rette kunne formode, at ’s datter kunne få behov for støtte grundet moderens helbredstilstand. Nævnet har ved sin vurdering også taget i betragtning, at familiens, herunder særligt datterens situation, havde været drøftet gentagne gange med overlæge i perioden fra slutningen af december 1997 til sommeren 1998, idet datteren var psykisk påvirket af ’s sygdomsforløb.

Nævnet finder herefter, at overlæge ikke har overtrådt sin tavshedspligt ved den 3. marts 1999 at tage telefonisk kontakt til børne – og ungdomsforvaltningen. Nævnet finder endvidere, at han heller ikke har brudt sin tavshedspligt ved den 4. marts 1999 at udfærdige en erklæring omkring de forhold ved ’s sygdom, der havde relevans for datterens omsorgssituation.