Klage over manglende indlæggelse, lægeligt skøn over selvmordsfare

Overlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin vurdering af <***>s tilstand den 21. december 1998 på Hospitalet <***>.

<***> havde siden 1988 været indlagt 17 gange på Hospitalet <***> og blev ind imellem fulgt ambulant i hospitalets dagafdeling. Lægerne konstaterede en emotionel ustabil personlighedsstruktur, moderate periodiske depressioner, alkoholafhængighed og en skizotypisk sindslidelse. Gennem de seneste år var <***> tilknyttet <***>, som er en socialpsykiatrisk enhed, der primært arbejder med ambulant støtte til patienter i egen bolig. Der var endvidere mulighed for, at <***> kunne gøre brug af aflastningspladser i bofællesskaber.

<***>s psykiatriske behandling havde som overordnet målsætning at støtte hende i størst mulig selvforvaltning. På grund af sin impulsivitet var <***> imidlertid svær at fastholde i et stabilt behandlingsforløb. Hun henvendte sig til tider til Hospitalet <***> med ønsker om indlæggelse, som kunne være begrundet med blandt andet selvmordstanker. <***> havde tidligere forsøgt selvmord, og hendes seneste døgnindlæggelse på Hospitalet <***> fra den 13. december 1998 til den 14. december 1998 var sket på baggrund af indtagelsen af en overdosis medicin.

Den 19. december 1998 henvendte <***> sig om eftermiddagen på psykiatrisk skadestue, Hospitalet <***>, med henblik på en aftalt medicinudlevering forud for weekenden. Hun gav ved denne lejlighed udtryk for et ønske om at blive indlagt, da kæresten havde slået op med hende, og hun oplyste om voldsomme selvmordstanker. Nærmere adspurgt forklarede hun, at hun ville skære sig eller hoppe ud foran et tog. Under en lægesamtale fandtes hun vågen, klar og orienteret med neutralt stemningsleje, men noget insisterende. Hun var ikke sindssyg (psykotisk) og viste ikke egentlige depressive symptomer. Da <***> ikke kunne beroliges med ord, blev hun tilbudt overnatning på skadestuen og herefter indlagt på afdeling 10, Hospitalet <***>. Der blev ordineret fortsættelse af den igangværende medicin (antipsykotisk medicin Truxal og Risperdal, antidepressiv medicin Seroxat, samt Antabus) med mulighed for supplerende doser Truxal ved behov.

Under indlæggelsen fremtrådte <***> stille og rolig, stemningsneutral og uden tegn på selvmordsadfærd. Ved stuegangen mandag, den 21. december 1998 konstaterede overlæge <***> ifølge journalen ingen psykotiske symptomer og ingen egentlige dødsønsker. <***> fastholdt dog, at hun havde det dårligt og ønskede fortsat indlæggelse. Overlæge <***> vurderede, at <***> befandt sig i sin habitualtilstand og at hun kunne udskrives til eget hjem med fortsat kontakt til <***> og med fortsat tilknytning som dagpatient på Hospitalet <***>. <***> reagerede med selvmordstrusler, som overlæge <***> opfattede som et forsøg på at få udskrivningsbeslutningen omstødt. <***> blev således udskrevet med vanlig medicin.

Lidt senere om formiddagen mødte <***> på daghospitalet, Hospitalet <***>, ledsaget af en støtteperson fra <***>. <***> gentog sit ønske om indlæggelse over for afdelingssygeplejerske <***> og forklarede, at hun ikke ville kunne klare sig gennem julen uden daglig støtte. Afdelingssygeplejerske <***> vurderede, at <***> havde behov for en fast tilknytning til en sengeafdeling og tog derfor telefonisk kontakt til overlæge <***>, som var indforstået med en indlæggelse på en døgnafdeling. Der fandtes ikke en ledig seng på en egnet døgnafdeling denne dag, men der blev arrangeret en indlæggelse på døgnafsnittet, <***>, den følgende dag, og <***> fik at vide, at hun kunne møde den følgende morgen. Ifølge afdelingssygeplejerske <***>s udtalelse accepterede <***> denne besked og forlod afdelingen ca. kl. 13.00.

Senere på dagen indtog <***> større mængder alkohol og medicin. Der opstod et skænderi med kæresten, som herefter forlod hendes lejlighed. Omkring kl. 15.30 satte <***> ild til sig selv og til nogle papirer i sin lejlighed. Hun blev reddet ud af lejligheden, men pådrog sig 3. grads forbrændinger på ca. 11 % af kroppens overflade, specielt på ryg, hals, nakke, isse, højre skulder og overarm.

Der er klaget over, at <***> blev nægtet fortsat indlæggelse på afdeling 10, Hospitalet <***>, selvom hun oplyste om selvmordstanker og ønskede fortsat indlæggelse.

Patientklagenævnet finder, at overlæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin vurdering af <***>s tilstand den 21. december 1998.

Nævnet har lagt vægt på, at <***>s sygdom gennem en årrække havde frembudt symptomer svarende til diagnosen emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse, herunder hyppige og pludselige stemningssvingninger, ikke sjældent ledsaget af selvmordstanker og selvmordsimpulser. Under en ca. 1½ døgns varende indlæggelse og observation på Hospitalet <***>, havde <***> ikke frembudt psykotiske symptomer.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at <***> var meget velkendt på Hospitalet <***>, hvor hun under den aktuelle indlæggelse dagligt blev tilset af en læge. I den forbindelse omtalte <***> selvmordstanker, men hun udviste ikke suicidal adfærd, ligesom hun havde normalt stemningsleje og uden tegn på egentlig depression. Da <***> under en lægesamtale den 20. december 1998 ikke fandt gehør for sine selvmordspåstande, forklarede hun, at hendes familie vil slå hånden af hende, hvis hun ikke blev indlagt i mindst en uge. Den undersøgende overlæge havde under samtalen det indtryk, at <***> endnu ikke havde accepteret sin status som dagpatient efter den seneste indlæggelse. Overlægen anbefalede på denne baggrund i sit journalnotat en udskrivning som bedst stemmende med den valgte behandlingsstrategi.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at overlæge <***> ved sin stuegang den 21. december 1998 fandt <***>s tilstand uændret med fortsat neutralt stemningsleje. <***> fremsatte på ny selvmordstrusler, som efter overlæge <***>s opfattelse havde til formål at påvirke udskrivningsbeslutningen.

Nævnet finder således, at udskrivningsbeslutningen den 21. december 1998 blev truffet på baggrund af et relevant lægeligt skøn over <***>s aktuelle tilstand og selvmordsrisiko.

For så vidt angår <***>s henvendelse senere om formiddagen den 21. december 1998 har nævnet lagt vægt på, at overlæge <***> under en telefonsamtale blev gjort bekendt med afdelingssygeplejerske <***>s vurdering, hvorefter <***> havde behov for en døgnindlæggelse i juledagene. Der var ikke i øvrigt oplyst ændringer i <***>s tilstand. Overlæge <***> besluttede imidlertid, at der var grundlag for en døgnindlæggelse af <***> i juletiden, og der blev truffet en aftale om, at hun kunne blive indlagt fra næste morgen, den 22. december 1998.

Nævnet finder herefter ikke grundlag for at kritisere, at overlæge <***> i den givne situation ikke foretog sig yderligere for at fremskynde <***>s indlæggelse.