Klage over vagtlæges vurdering af patient i forbindelse med begæring om tvangsindlæggelse

Vagtlæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 16. og 17. maj 1999 ved hans bopæl.

Vagtlæge <***> blev den 16. maj 1999 ca. kl. 21.30 tilkaldt til sygebesøg hos <***>. Han blev orienteret om, at politiet ligeledes var blevet tilkaldt på grund af voldsom uoverenstemmelse i familien.

Læge <***> har oplyst, at da han trådte ind i stuen hos familien, var <***> holdt op mod en dør med hænderne tvunget om på ryggen af sin søn og en nabo. Kort efter nåede politiet frem, men da læge <***> på det tidspunkt skønnede, at der ikke var behov for politimæssig assistance, forlod politiet igen stedet.

Læge <***> vurderede, at <***> opfyldte kriterierne for tvangsindlæggelse og udfyldte erklæring herom.

<***> blev herefter bragt til Psykiatrihospitalet i <***>. Ifølge udtalelse fra overlæge <***>, Psykiatrihospitalet, fremtrådte <***> ved ankomsten til Psykiatrihospitalet bevidsthedsklar, men med læderet, formel og emotionel kontakt, og han skønnedes at være i en blandingstilstand af såvel mani som depression. Der fandtes ikke tegn på vrangforestillinger eller hallucinationer.

<***> var tvangsindlagt til observation i 48 timer. Psykiatrihospitalet vurderede, at <***> havde været psykotisk (sindssyg) op til indlæggelsen og til fare for sig selv og muligvis andre. Den 19. maj 1999 blev <***> udskrevet til ambulant behandling på psykiatrisk afdeling, Centralsygehuset i <***>.

Der er klaget over, at læge <***> ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse og derfor ikke havde et tilstrækkeligt grundlag til at kunne vurdere helbredstilstanden.

Nævnet skal bemærke, at læge <***> har oplyst, at han ikke er besiddelse af journal vedrørende det pågældende sygebesøg, men han henviser til den indlæggelsesseddel (indlæggelse på psykiatrilovens farlighedskriterie), som han medsendte til psykiatrisk afdeling.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere læge <***> i forbindelse med hans undersøgelse af <***>.

Nævnet har lagt vægt på, at læge <***> den 16. maj 1999 modtog oplysninger af <***>, hustruen samt deres to børn om, at <***> tidligere havde haft maniodepressive svingninger mest som depressioner og havde været indlagt herfor på Centralsygehuset i <***>, og at han havde været i behandling med Lithium (medicin mod maniodepressiv sindssygdom) og Fevarin (antidepressiv medicin). Desuden oplyste <***>s hustru, at <***> havde haft selvmordstrusler under depressioner, men at han aldrig havde gjort selvmordsforsøg.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ifølge læge <***> var <***> meget ophidset og aggressiv og kom med vredesudbrud mod sin familie, hvorunder han råbte truende og hadefulde udtalelser overfor ægtefællen, og på trods af oplysninger fra <***> om, at han tidligere på aftenen havde indtaget op til 7 tabletter Domnamid 2 mg på grund af søvnproblemer (sovemedicin), viste han imidlertid ingen tegn på søvnighed, men tværtimod ifølge læge <***> manisk med kraftig depressiv undertone og hurtig talende med vredladne vendinger, dog uden egentlig springende tankegang.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af erklæringen, at <***> samme aften havde været voldelig overfor hustru og søn. Hustruen havde fået flere lussinger i ansigtet, og sønnen var blevet slået med knytnæve i ansigtet.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at læge <***> gav tilbud om beroligende indsprøjtning hvilket <***> accepterede, hvorfor der blev givet 2 indsprøjtninger Serenase 1 ml og Nozinan 1 ml begge i musklen (medicin mod psykotiske symptomer, med beroligende effekt). Efter 1½ times observationstid var der stadig ingen effekt af indsprøjtningerne.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ifølge læge <***> fik <***> flere gange tilbud om indlæggelse på Centralsygehuset i <***>, hvilket blev afvist og ifølge erklæringen vurderede læge <***>, at <***> var farlig for sig selv og samtidig farlig overfor sin nærmeste familie på grund af hans sindssygdom.

Nævnet skal bemærke, at <***> ikke i forløbet opfattede, at han fik tilbudt frivillig indlæggelse. Ifølge <***> gav læge <***> tilbud om, at <***> kunne køre med ham.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund at kunne lægge til grund, at frivillig indlæggelse har været tilbudt, men nævnet kan ikke nærmere afklare i hvilket omfang og i hvilken form tilbuddet blev fremsat.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at ifølge læge <***> udviste <***> en submanisk depressiv adfærd, der ikke lod sig ændre med kraftig medicin, og han vurderede, at <***> opfyldte kriterierne for tvangsindlæggelse, idet han skønnede, at den psykiske tilstand var udtryk for enten psykose eller nær psykose.

Nævnet skal bemærke, at dette ikke fremgår af erklæringen.

I forbindelse med beslutningen om at tvangsindlægge <***>, har nævnet lagt vægt på, at læge <***> havde opholdt sig 2 ½ time sammen med <***>, og i dette tidsrum forsøgte han at få <***> til at falde til ro, blandt andet ved hjælp af injektion med beroligende lægemidler, samt at han forsøgte at få hans samtykke til frivillig indlæggelse.

Nævnet skal bemærke, at de omstændigheder, der foreligger, når en læge tilkaldes til en mulig tvangsindlæggelse altid er kaotiske og yderst komplicerede, og ifølge sagens natur er de forudsætninger, den involverede læge har for at vurdere situationen, begrænsede. Konsekvenserne af et fejlskøn i retning af at undlade tvangsindlæggelse, hvor dette er påkrævet, kan være fatal, hvorfor der må være vide grænser for den enkelte læges skøn.

<***> har anført, at naboen ikke ville forlade lejligheden, og at han derfor blev vidne til stærkt fortrolige oplysninger i forbindelse med læge <***>s undersøgelse.

Nævnet finder ikke anledning til at kritisere, at læge <***> valgte at fortsætte undersøgelsen under naboens tilstedeværelse. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at familien havde tilkaldt naboen i forbindelse med <***>s voldelige adfærd over for familien, og det kunne ikke udelukkes, at der var risiko for, at <***> fortsat kunne fare op, hvorfor det var hensigtsmæssigt, at naboen var tilstede.

Patientklagenævnet finder, at der ikke er grundlag for kritik af, at læge <***> ikke udarbejdede et selvstændigt journalnotat om undersøgelsen, men alene udarbejdede en begæring om tvangsindlæggelse.

Nævnet finder imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om erklæringen havde indeholdt en beskrivelse af, hvilke observationer der direkte førte til konklusionen psykose.

Patientklagenævnet finder på denne baggrund, at læge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med undersøgelsen af <***>.