Nyfødt pige smittet med streptokokker gruppe B under fødslen.

De læger på obstetrisk afdeling, <***> Sygehus, der var involveret i behandlingen af <***> i perioden fra den 30. november 1998 til den 5. december 1998, har ikke overtrådt lægeloven.Sygeplejerske 1 og sygeplejerske 2 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker ved deres behandling af <***> den 4. december 1998 og 5. december 1998 på fødegangen, <***> Sygehus.

Sagsnummer:

9914504

Offentliggørelsesdato:

20. februar 2000

Speciale:

Gynækologi og obstetrik

Faggruppe:

Læger, Sygeplejersker

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

De læger på obstetrisk afdeling, <***> Sygehus, der var involveret i behandlingen af <***> i perioden fra den 30. november 1998 til den 5. december 1998, har ikke overtrådt lægeloven.

Sygeplejerske 1 og sygeplejerske 2 har ikke overtrådt lov om sygeplejersker ved deres behandling af <***> den 4. december 1998 og 5. december 1998 på fødegangen, <***> Sygehus.

<***> blev efter en ukompliceret graviditet indlagt den 1. december 1998 på <***> Sygehus med henblik på igangsættelse af fødsel, idet hun var 42 uger + 4 dage henne i sin graviditet. <***> var 23 år, førstegangsfødende, og der var et fosterskøn på 3600 gram.

Fødslen blev sat i gang den 1. december 1998 kl.10.00 med et medikament til 'modning' af livmoderhalsen. Samme aften ca. kl. 21.00 afgik der spontant klart fostervand. Den 3. december 1998 kl. 10.00 indgav man et vestimulerende middel gennem en åre, og den 4. december 1998 kl. 1.15 fødtes ved hjælp af en blød kop en levende pige med en vægt på 3380 gram og en længde på 52 cm. Ifølge bedømmelse på Apgar bedømtes den nyfødtes tilstand til at være 7 efter 1 minut, 9 efter 5 minutter, og 10 efter 10 minutter.

<***> og den nyfødte pige blev den 4. december 1998 kl. 3.45 overflyttet til barselsgangen, <***> Sygehus.

Den 5. december 1998 om formiddagen observerede en sygeplejerske, at pigen havde svedperler på panden, gråbleg ansigtskulør, og en påskyndet vejrtrækning, hvorfor der blev tilkaldt en læge, som undersøgte pigen og fandt hende vågen, men stille og langsom i sine bevægelser og med nedsat muskeltonus (spænding), samt bleg og let gulsotpræget hud, men øvrige objektive undersøgelser var normale. Et par minutter efter lægen forlod lokalet for at bestille et uopsætteligt børnelægetilsyn, blev pigen pludselig helt slap og blå. Der blev tilkaldt yderligere læger og pigen måtte genoplives efter at have haft hjertestop i ca. 5 minutter. Pigen blev herefter overflyttet til neonatalafdelingen, <***>Sygehus.

I det videre forløb fandt man blodforgiftning (sepsis) med bakterier af typen hæmolytiske streptokokker gruppe B, som man efter podning også fandt i fødselsvejen hos moderen. Herudover fandt man akut og aktuelt meget lavt blodsukker hos den nyfødte pige. Efter overflytning til neonatalafdelingen, <***> Sygehus, optrådte der kramper hos pigen. Det videre forløb var præget af, at pigen i en kombination af iltmangel i forbindelse med hjertestoppet, svær infektion og ekstremt lave blodsukkerværdier, blev alvorligt hjerneskadet. Pigen var indlagt til behandling på børneafdelingen i flere omgange. Hun afgik ved døden den 15. april 1999.

Der er klaget over, at fødslen ikke blev sat i gang den 30. november 1998, men først dagen efter.

Der er endvidere klaget over behandlingen af <***> under fødselsforløbet som strakte sig fra den 1. december 1998 kl. 10.00 til den 4. december 1998 kl. 1.15.

Endelig er der klaget over, at der ikke blev foretaget en tilstrækkelig observation af den nyfødte pige den 4. og 5. december 1998. Det anføres i den forbindelse, at der opstod to krampetilfælde og et hjertestop, samt at der burde have været tilkaldt en tolk.

Patientklagenævnet finder ikke anledning til at kritisere de involverede læger på obstetrisk afdeling, <***> Sygehus, for at indlede den medicinsk provokerede fødsel den 1. december 1998, i stedet for den 30. november 1998, hvor <***> ankom til afdelingen.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at <***> gennemgik en ukompliceret graviditet, men da hun passerede 42 uger, blev hun af egen læge henvist til undersøgelse på <***>Sygehus på grund af forlænget svangerskab (graviditas prolongata).

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at <***> blev undersøgt den 30. november 1998 ved gestationsalder 42 uger + 3 dage, at der blev foretaget registrering af fosterets hjertelyd (CTG), at der blev foretaget ultralydscanning med fostervægtsbestemmelse, vurdering af fostervandsmængde samt flowundersøgelse på navlesnoren, samt at man ved disse undersøgelser fandt normale forhold og dermed ikke indikation for akut igangsættelse af fødslen.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at det af instruksen for afdelingen fremgår, at ved fulde 42 uger kontrolleres kvinden med ultralyd (eventuelt med flow) og med CTG. Hvis der ikke er noget at bemærke ved disse undersøgelser, tilrådes medicinsk provokeret fødsel inden for de nærmeste dage, men man kan dog vente længere under observation.

Nævnet kan oplyse, at CTG er et apparat, der kan måle fosterets hjertefrekvenser og give et billede af moderens veer.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der er tradition for at igangsætte fødslen, når gestationsalderen når til 42 – 43 uger.

På baggrund af ovennævnte er det nævnets opfattelse, at der i den foreliggende situation ikke var særlige grunde, der talte for at igangsætte <***> fødselsforløb tidligere end sket, det vil sige ved en gestationsalder 42 uger + 4 dage.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere, at lægerne på obstetrisk afdeling, <***> Sygehus, ikke på et tidligere tidspunkt i fødselsforløbet fra den 1. december 1998 kl. 10.00 til den 4. december 1998 kl. 1.15 søgte barnet forløst.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at <***> fik fødslen igangsat med Prostaglandin dels som gel, dels som vaginaltabletter med henblik på at fremkalde modning af livmoderhalsen og efterhånden stimulere veerne.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at <***> under fødslens igangsættelse nøje blev overvåget klinisk og med CTG, og at man på baggrund af denne overvågning styrede stimulationen afvekslende med hvilepauser.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at der afgik klart fostervand den 1. december 1998 ca. kl. 21.00, og at man under den videre hormonelle stimulation observerede <***> med CTG og klinisk, herunder ved gentagne temperaturmålinger, samt at der på intet tidspunkt var tegn til vedvarende iltmangel hos fosteret eller infektion hos moderen. Det var således i overensstemmelse med den faglige standard på området at vente med en aktiv forløsning ved hjælp af sugekop indtil det tidspunkt, hvor man skønnede, at <***> ikke selv kunne presse barnet ud. Fødslen skete efter 3 vesynkronetræk, og barnet viste ikke tegn på iltmangel.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere sygeplejerske 1's observation af pigen den 4. og 5. december 1998.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at sygeplejerske 1, som havde nattevagt, bemærkede, at pigen havde svært ved at tisse natten mellem den 4. og 5. december 1998, og satte behandling i gang, hvorefter barnet tissede.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at sygeplejerske 1 i forbindelse med amningen forklarede forældrene, at det kunne skyldes, at pigen var forkvalmet, og at det var grunden til, at hun ikke ville sutte og at det ikke var usædvanligt.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at sygeplejerske 1 og en kollega 3 gange i løbet af natten forsøgte at lægge pigen til brystet, men barnet suttede ikke, samt at der blev forsøgt med en suttebrik, men at det heller ikke gav noget resultat.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at sygeplejerske 1 i sin udtalelse anfører, at barnet gennem hele natten havde pæne farver og god tonus (spænding).

Det er nævnets opfattelse, at der ikke var nogen observationer i sygeplejerske 1's nattevagt, der tydede på, at der skulle være en infektion under vejs.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere sygeplejerske 2's observation af pigen den 5. december 1998.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at man ikke observerede noget abnormt ved den nyfødte pige, da forældrene og pigen blev kørt ned på deres oprindelige stue om morgenen den 5. december 1998 efter at de alle tre havde sovet i opholdstuen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at sygeplejerske 2 den 5. december 1998 om formiddagen observerede, at pigen havde en gråbleg kulør, små svedperler på panden og en høj respirationsfrekvens og herefter straks tilkaldte en læge.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at da sygeplejerske 2 kort tid efter igen blev tilkaldt, fandt hun pigen blå og helt slap, hvorefter hun straks tilkaldte lægen og startede med at give pigen ilt på maske.

Patientklagenævnet finder endvidere ikke anledning til at kritisere lægernes observation af barnet efter fødslen den 5. december 1998.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at stuegangsgående læge blev tilkaldt den 5. december 1998 om formiddagen, idet pigen var gråbleg, svedte og havde en påskyndet vejrtrækning, at lægen undersøgte pigen og fandt hende vågen, men stille og langsom i sine bevægelser og med nedsat muskeltonus (spænding), samt bleg og let gulsotpræget hud, men øvrige objektive undersøgelser var normale.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at lægen straks bestilte uopsætteligt børnelægetilsyn på grund af mistanke om akut sygdom eller infektion hos pigen, og at lægen medens dette pågik igen blev tilkaldt og konstaterede hjertestop, hvorefter lægen indledte genoplivning med hjertemassage og assisteret vejrtrækning.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at der blev tilkaldt såvel anæstesilæge som børnelægebagvagt, der fortsatte genoplivningen, samt at da der ikke var hjerteaktion trods denne behandling, gav lægerne adrenalin direkte i hjertet, hvorefter der kom hjerteaktion og spontan vejrtrækning igen.

Endelig har nævnet lagt vægt på, at pigen herefter blev overflyttet til neonatalafdelingen, <***> Sygehus, efter at have fået indlagt rør til ilt gennem næsen (intuberes nasalt).

Patientklagenævnet kan oplyse, at en blodforgiftning (sepsis) med hæmolytiske streptokokker gruppe B, som der var tale om hos <***>s nyfødte pige, er kendt som en infektion med et uforudsigeligt og hyperakut forløb, samt at infektionen hos den nyfødte pige var skyld i hendes hjertestop.

For så vidt angår spørgsmålet om hvorvidt afdelingen på et tidligere tidspunkt i forløbet burde have tilbudt at få en tolk tilstede, da ingen af forældrene talte dansk, finder Patientklagenævnet ikke, at der i sagen er fremkommet sådanne oplysninger om kommunikationen mellem patient og sundhedspersoner at nævnet finder grundlag for at antage, at der har været tale om en sundhedsfaglig uforsvarlig situation.

Afslutningsvis kan Patientklagenævnet oplyse, at der ikke noget i vejen for, at en igangsættelse af en fødsel kan foregå over flere dage, hvis barnets tilstand skønnes tilfredsstillende. Hvis der er tale om vandafgang, er der en lille risiko for at bakterier (hvoraf de mest frygtede er gruppe B streptokokker) fra moderens skede kan vandre op i fostervandet og videre til barnet. Man har derfor nogle steder den politik at give antibiotika efter en vis tids vandafgang (oftest 24 timer). Imidlertid er der ikke enighed om nytten af en sådan behandling. Et center, som analyserer alle videnskabelige undersøgelse vedrørende effekten af forskellige behandlinger (Cochrane Centeret), er netop ved at analysere de undersøgelser, som findes vedrørende dette problem. De er endnu ikke kommet til et resultat (forventes april 2000). På nuværende tidspunkt (og også i november 1998) er det derfor 'almindelig anerkendt standard' både at anvende og ikke at anvende antibiotika ved langvarig vandafgang.

Nævnet kan endvidere oplyse, at der på samme måde ikke er sikker viden om hvorvidt det er bedst at forløse barnet ved langvarig vandafgang, eller om man kan tillade sig at vente i flere dage efter vandafgangen er indtrådt, hvis der ikke er tegn til infektion.