Klage over udførelsen af operation for vandbrok på et barn.

Speciallæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 26. maj 1998 på Amtssygehuset i <***>.Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge<***>, at han viser større omhu i sit fremtidige virke.

Sagsnummer:

9914810

Offentliggørelsesdato:

20. januar 2000

Speciale:

Kirurgi, Urinvejskirurgi (urologi)

Faggruppe:

Læger

Type:

Behandling

Kategori:

Vejledende og principielle afgørelser (før 1/1-2011)

Speciallæge <***> har overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, fordi han ikke har været tilstrækkelig omhyggelig og samvittighedsfuld ved sin behandling af <***> den 26. maj 1998 på Amtssygehuset i <***>.

Det skal desuden indskærpes overfor speciallæge<***>, at han viser større omhu i sit fremtidige virke.

 

<***> på 7 år blev den 26. maj 1998 opereret på <***> Amtssygehus af speciallæge <***> for vandbrok ved et indsnit på siden af pungen.

I august måned 1998 blev <***> undersøgt på ny i urologisk ambulatorium, <***> Amtssygehus, hvor det blev konstateret, at der forelå et dueæg stort blødt vandbrok (hydrocele). Det blev besluttet, at se an i 6 måneder. Ved en undersøgelse samme sted den 8. februar 1999 fandt man, at der var operationsindikation.

Operationen blev foretaget den 2. marts 1999 på <***> Amtssygehus. Der blev denne gang anvendt en anden procedure, nemlig operation via lysken. Operationen forløb ukompliceret.

Der er klaget over, at speciallæge <***> ikke udførte operationen den 26. maj 1998 i overensstemmelse med praksis på urologisk afdeling, <***> Amtssygehus, men anvendte en uhensigtsmæssig og ukorrekt metode, som medførte, at <***> måtte opereres igen.

Patientklagenævnet har lagt vægt på, at <***> den 16. april 1998 efter henvisning under diagnosen højresidigt vandbrok, blev undersøgt på urologisk afdeling, Amtssygehuset i <***>, hvor den undersøgende læge konstaterede, at der forelå moderat meget væske i pungen på grund af en åbenstående kanal efter testiklens nedstigning fra bughulen til pungen (kommunicerende hydrocele), og fandt indikation for operation.

Nævnet har tillige lagt vægt på, at det af journalen fremgik, at <***> siden fødslen havde haft en udfyldning i højre lyske, i enkelte tilfælde havde bulen været større end sædvanligt.

Endvidere har nævnet lagt vægt på, at speciallæge <***> ved operationen den 26. maj 1998 foretog indsnit på siden af pungen (scrotum), samt at han åbnede væskehinden og syede den sammen bag testiklen, som det vanligt gøres, når der ikke er forbindelse til bughulen.

Nævnet har endelig lagt vægt på, at der ved operationen den 2. marts 1999 blev anvendt en anden procedure nemlig operation via lysken med aflukning af kanalen mellem bughulen og pungen, samt oplysningen om, at urologisk afdeling, <***> Amtssygehus, sædvanligvis foretager operationen for vandbrok på denne måde via lyskekanalen. Den af speciallæge <***> foretagne operation blev således foretaget med en anden teknik en den almindeligt anvendte på afdelingen.

Nævnet kan oplyse, at årsagen til vandbrok hos børn sædvanligvis er, at den kanal, der svarer til testiklens nedstigning fra bughulen til pungen, ikke har lukket sig. Sædvanligvis er nedstigningen sket ved fødslen, og kanalen lukker sig i 12-18 måneders alderen.

I det konkrete tilfælde blev det ved undersøgelsen af <***> den 16. april 1998 konstateret, at denne kanal ikke havde lukket sig.

Nævnet kan videre oplyse, at den åbentstående kanal er årsag til, at der kommer væske fra bughulen ned i pungen. Behandlingen består i aflukning af kanalen, hvor den afgår fra bughulen, højt i lysken.

Det er nævnets vurdering, at den af speciallæge <***> anvendte teknik (der er den almindeligt anvendte teknik ved operation for vandbrok hos voksne) er årsagen til at vandbrokket hos <***> ikke blev behandlet.

Nævnet kan endelig oplyse, at det er muligt, at operere vandbrok hos børn gennem et snit på siden af pungen, men teknikken vil da bestå i at opsøge den åbentstående kanal og aflukke den så højt op mod lysken som muligt.

På baggrund af ovennævnte finder nævnet, at speciallæge <***> ikke har handlet i overensstemmelse med almindeligt anerkendt faglig standard ved at foretage operation for vandbrok hos et 7 år gammelt barn med den anvendte teknik. Det er nævnets opfattelse, at det er sandsynligt, at man med den anvendte teknik ikke har behandlet årsagen til vandbrokket, som derfor har bestået uændret efter operationen.

Patientklagenævnet finder desuden, at speciallæge <***> bør vise større omhu og samvittighedsfuldhed i sit fremtidige virke som læge.