Ændring af administrationsmåde ved tvangsmedicinering og spørgsmål om opsættende virkning

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 14. juli 1999 om tvangsbehandling af <***> på psykiatrisk afdeling, <***>.

<***> har været psykisk syg i cirka 10 år lidende af paranoid skizofreni (skizofreni med forfølgelsesforestillinger) og har flere gange været indlagt herfor i psykiatrisk afdeling. I perioden 1996 til 1998 var hun under udskrivelse i behandling med præparatet Cisordinol i depotform og skønnedes i denne periode relativt velfungerende.

<***> blev senest udskrevet fra psykiatrisk afdeling, <***>, i december 1998. Ved udskrivelsen var hun i behandling med de antipsykotiske midler Leponex og Cisordinol i tabletform med god effekt. Der er ikke beskrevet generende bivirkninger til denne behandling. Hun ophørte dog hurtigt efter udskrivelsen med behandlingen og blev genindlagt på psykiatrisk afdeling, <***>, den 28. januar 1999.

Ved indlæggelsen den 28. januar 1999 fremtrådte <***> svært psykotisk, indesluttet og præget af vrangforestillinger om forfølgelse fra nazister og påvirkninger fra det ydre rum. <***> gav således udtryk for, at hun kom fra et usynligt univers, og at hendes lejlighed var et gaskammer. Hun virkede hallucineret og betydeligt forpint af tilstanden. På denne baggrund besluttedes tvangsbehandling den 5. marts 1999 (mikstur Cisordinol 20 mg dagligt eller injektion Cisordinol 10 mg dagligt). <***> klagede over denne beslutning. Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt og Sundhedsvæsenets Patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsbehandling.

Den 17. marts 1999 blev der iværksat tvangsbehandling af <***> med mikstur Cisordinol 20 mg dagligt. Ifølge journalen synes der at have været virkning af denne behandling. Det er således anført den 19. maj 1999, at <***> var i bedring, og at hun var tæt på sin habitualtilstand den 4. juni 1999 og næppe kunne forventes meget mere. I slutningen af juni 1999 var der dog igen beskrevet en forværring af tilstanden, der gik i retning af tilstanden som beskrevet ved indlæggelsen. På denne baggrund blev det den 6. juli 1999 besluttet at ændre tvangsbehandlingen til Cisordinol i depotform 200 mg i.m. hver 2. uge. Denne behandling blev iværksat samme dag, uden at <***>s klage herover blev tillagt opsættende virkning.

Overlæge <***> har i udtalelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt anført, at der i hele den aktuelle behandlingsperiode har været tvivl om, hvorvidt <***> rent faktisk indtog den ordinerede mikstur Cisordinol, eller om den efterfølgende blev spyttet ud eller kastet op. Inden beslutningen om tvangsbehandling den 6. juli 1999 havde man flere gange forsøgt at motivere <***> til frivillig overgang til behandling med Cisordinol i depotform.

<***>s klage blev behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt den 14. juli 1999. Et flertal af nævnet godkendte ikke beslutningen om at tvangsbehandle <***> med Cisordinol depot 200 mg i.m. Endvidere fandt nævnet det kritisabelt, at klagen ikke var givet opsættende virkning.

Herefter blev den antipsykotiske behandling af <***> igen ændret til mikstur Cisordinol 20 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle hende, da udsigten til hendes helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingsplanen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering, idet den besluttede dosis Cisordinol i depotform modsvarede den indtil da givne dosis i miksturform.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder imidlertid, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger, idet det ikke findes godtgjort, at <***> ville modsætte sig daglig behandling, således at der måtte anvendes betydelig fysisk magt ved medicinindgivelsen, eller at daglig medicinindgivelse ville være specielt angstprovokerende for hende. Nævnet har lagt til grund, at <***> gennem cirka 3 måneder havde indtaget tvangsmedicinen som mikstur. Nævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af journalen eller sygeplejekardex, at der var tvivl om, hvorvidt <***> faktisk indtog den givne medicin, ligesom det ikke er beskrevet, at der har været foretaget relevante modforanstaltninger som for eksempel kortvarig observation efter medicinindtagelsen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der på et tidspunkt i forløbet er beskrevet en klar bedring af tilstanden, hvilket kan understøtte, at medicinen blev indtaget.

Betingelserne for tvangsbehandling med Cisordinol depot 200 mg i.m. var således ikke opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at <***>s klage over beslutningen om ændring af tvangsbehandlingen fra Cisordinol mikstur 20 mg dagligt til Cisordinol depot 200 mg i.m. burde have været givet opsættende virkning, idet det ikke findes godtgjort, at en udsættelse af denne behandling ville udsætte <***>s liv eller helbred for væsentlig fare. Nævnet har herved lagt vægt på, at hun gennem cirka 3 måneder havde indtaget Cisordinol mikstur 20 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærker i forbindelse med spørgsmålet om opsættende virkning, at dette kun er et krav, hvis patienten giver udtryk for at klage over behandlingen, og at det således ikke er tilstrækkeligt, at patienten modsætter sig behandling. Det er i den forbindelse en forudsætning, at patienten har modtaget klagevejledning forud for tvangsbehandlingens iværksættelse. Nævnet har i den aktuelle sag bemærket, at det fremgår af journalen, at <***> inden injektionen med depotmedicin den 6. juli 1999 blev orienteret om, at hun havde mulighed for at klage, hvilket hun ønskede, men at en klage ikke ville få opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan i øvrigt bemærke, at ved en beslutning om ændring i tvangsbehandlingen af en patient som for eksempel ændring af dosis, administrationsmåde eller præparat, skal patienten vejledes om muligheden for at klage. Uanset at der er tale om en ændring af en tidligere godkendt behandling, har Det Psykiatriske Patientklagenævn ved en klage over ændringen både en ret og en pligt til at vurdere, om ændringen er i overensstemmelse med mindste middels princippet i psykiatrilovens § 4.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan herefter tiltræde afgørelsen truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> Amt om at tilsidesætte beslutningen om tvangsbehandling af <***> med Cisordinol depot 200 mg i.m. Endvidere kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræde, at klagen burde have været givet opsættende virkning.