Tvangsmedicinering med angivelse af subsidiært præparat

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltræder den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> den 3. september 1999 om tvangsmedicinering af <***> på psykiatrisk afdeling, <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan dog ikke tiltræde afgørelsen for så vidt angår godkendelsen af, at der subsidiært kan ske skift til andet præparat.

<***> havde første gang kontakt til psykiatrisk afdeling omkring 1990 i forbindelse med et overforbrug af alkohol og muligvis af benzodiazepin.

Aktuelt blev <***> indlagt på psykiatrisk afdeling, <***>, den 12. august 1999, idet der var tale om tvangsindlæggelse på farlighedsindikation. Forud for indlæggelsen havde <***> optrådt voldeligt over for en 9-årig pige og slæbt hende over en stærkt trafikeret vej til fare for dem begge. Han gav ved indlæggelsen udtryk for, at politi, kommune og byens indbyggere var med i et komplot mod ham, og at dette var styret af mafiaen. Han ville selv ordne sagerne med omvendt bevisførelse.

I dagene efter indlæggelsen gav <***> udtryk for, at personalet var spioner, og at han var på et satanistisk hospital, og på et andet tidspunkt at han var i en lejr for flygtninge fra Kosovo. Han gav endvidere udtryk for, at overlæger og administratorer i kommunen havde dæknavne, og at han blev aflyttet i samtalesituationer. Man fandt i afdelingen, at <***> var klart psykotisk med forfølgelsesforestillinger og muligvis hørehallucinationer; han virkede ofte meget vred, men også angstpræget og forpint af sin tilstand. Man vurderede, at det med hensyn til diagnose drejede sig om en sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose).

<***> blev fra indlæggelsens start søgt motiveret for frivillig medicinsk antipsykotisk behandling, og fra 16. august 1999 blev han konkret tilbudt behandling med mixt. Cisordinol (zuclopenthixol) 6 mg dagligt. Da <***> fortsat ikke indvilgede i frivillig behandling, blev tvangsbehandling besluttet den 26. august 1999 med tbl./ mixt. Cisordinol 10 mg x 1 eller inj. Cisordinol 5 mg i.m. x 1, evt. stigende dosis afhængig af effekt. Hvis der opstod uacceptable bivirkninger skulle der skiftes til et andet præparat.

<***> klagede over denne beslutning til Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Klagen blev tillagt opsættende virkning.

Klagen blev herefter den 3. september 1999 behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>. Nævnet godkendte beslutningen om tvangsmedicinering. Der blev som begrundelse anført, at <***> var i en sindssygelig tilstand, og at det ville være uforsvarligt ikke at behandle ham, da udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring af tilstanden ellers ville forringes væsentligt. Man fandt, at afdelingen forinden beslutningen om tvangsbehandling havde forsøgt at overtale <***> til frivillig behandling i fornødent omfang.

Tvangsbehandling blev herefter iværksat den 6. september med mixt. Cisordinol 10 mg x 1.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder efter en samlet vurdering, at <***> var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet. Nævnet har lagt vægt på, at <***> ved indlæggelsen var i en sindssygelig tilstand blandt andet præget af forfølgelsesforestillinger og muligvis hørehallucinationer, overensstemmende med diagnosen sindssygdom med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). Han virkede angstpræget og forpint af sin tilstand.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltninger. Sundhedsvæsenets Patientklagenævn har lagt vægt på, at <***> gennem 2 uger var forsøgt motiveret for frivillig behandling, før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at han ikke tidligere havde været søgt behandlet med antipsykotisk virkende medicin, og at der var grund til at formode, at dette kunne medføre en bedring af tilstanden. Endelig har nævnet lagt vægt på, at det ville være utilstrækkeligt at behandle den beskrevne psykotiske tilstand uden anvendelse af antipsykotisk virkende medicin.

Betingelserne for tvangsbehandling var således opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder endvidere, at behandlingen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger. Nævnet har lagt vægt på, at Cisordinol er et almindeligt anvendt og vel afprøvet antipsykotisk lægemiddel, og at den besluttede begyndelsesdosering må anses for sædvanlig. Med hensyn til risiko for bivirkninger adskiller Cisordinol sig ikke væsentligt fra brugbare alternativer.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan på denne baggrund tiltræde den afgørelse, der er truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn i <***>.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kan dog ikke tiltræde, at det Psykiatriske Patientklagenævn i <***> fandt, at der subsidiært kunne skiftes til andet præparat, hvis uacceptable bivirkninger opstod.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn finder, at der alene kan ske godkendelse af en beslutning om tvangsbehandling med angivelse af alternativt præparat, hvis dette præparat er specificeret (præparatvalg, dosis).

I øvrigt kan Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyse, at patienten ved skift af præparat ved tvangsmedicinering skal informeres om muligheden for at klage med eventuel opsættende virkning.