Klage over manglende opfølgning ved undersøgelse efter skuldertraume

1. reservelæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> den 3. december 1996 på skadestuen, <***>.

Praktiserende læge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> fra den 17. december 1996 til den 21. januar 1997 i sin praksis.

Speciallæge <***> har ikke overtrådt lægeloven ved sin behandling af <***> fra den 18. februar til den 16. april 1997 i sin klinik.

<***> blev undersøgt på skadestuen, <***>, den 3. december 1996 efter at være faldet direkte ned på venstre skulder. 1. reservelæge <***> foretog undersøgelsen og fandt ømhed af øverste del af overarmsknoglen, men ingen ømhed af nøgleben eller skulderblad. Der blev foretaget røntgenundersøgelse af skulderen. 1. reservelæge <***> fandt ikke tegn på brud eller ledskred, og det blev konkluderet, at der sandsynligvis var tale om følger efter en tidligere afrivning.

1. reservelæge <***> foreslog, at armen skulle behandles i slynge (mitella) for at få ro i 2-7 dage, hvorefter <***> skulle påbegynde ubelastede øvelser.

<***> henvendte sig til praktiserende læge <***> den 17. december 1996. Da en undersøgelse gav mistanke om en frossen skulder, blev <***> henvist til fysioterapeut. <***> henvendte sig på ny til praktiserende læge <***> den 10. januar 1997 på grund af smerteproblemer. Han var da midt i et behandlingsforløb hos fysioterapeuten og fik ordineret smertestillende medicin (Ibumetin). Da <***> fortsat havde smerter efter 12 behandlinger hos fysioterapeuten, blev <***> henvist til speciallæge i fysiurgi og reumatologi.

<***> blev undersøgt af speciallæge i reumatologi <***> den 18. februar 1997. Speciallæge <***> fandt bevægeindskrænkning i venstre skulder og behandlede med blokader tre steder og aftalte kontrol tre dage senere. Da der ikke havde været bedring, behandlede speciallæge <***> med Prednisolon i to uger. Da dette heller ikke havde virkning, henviste speciallæge <***> til røntgen af venstre skulder den 7. marts 1997. Undersøgelsen blev udført den 21. marts 1997, og da tilstanden ikke var blevet bedre ved kontrol den 16. april 1997, blev <***> henvist til MR-scanning.

MR-scanningen viste læsioner i såvel senerne som kapslen i skulderen, hvorefter speciallæge <***> henviste <***> til <***>.

Der er klaget over, at <***> den 3. december 1996 blev hjemsendt uden scanning eller anden lægelig opfølgning fra skadestuen på <***>.

Der er endvidere klaget over, at praktiserende læge <***> ikke henviste til speciallæge på et tidligere tidspunkt end omkring midten af februar 1997.

Der er endelig klaget over, at speciallæge <***> ikke på et tidligere tidspunkt end den 16. april 1997 henviste til MR-scanning.

Patientklagenævnet finder, at 1. reservelæge <***> ved sin undersøgelse og behandling af <***> den 3. december 1996 handlede i overensstemmelse med normen for almindelig anerkendt faglig standard. Der var ikke udfra fundene ved undersøgelserne grundlag for at foretage en akut CT- eller MR-scanning.

Nævnet kan oplyse, at der ved direkte fald på skulderen i langt de fleste tilfælde vil forekomme en betydelig lindring inden for 10-14 dage.

Nævnet har herved lagt vægt på, at 1. reservelæge <***> ved sin undersøgelse fandt ømhed af venstre overarm, men i øvrigt normale forhold. For at udelukke brud eller ledskred i skulderregionen blev der foretaget en røntgenundersøgelse af venstre skulder, der ikke viste tegn på brud. Da der til gengæld var en fortætning ved skulderleddet, blev billederne konfereret med en speciallæge i radiologi, hvorefter det blev konkluderet, at der kunne være tale om følger efter en tidligere afrivning. 1. reservelæge <***> fandt på den baggrund grundlag for behandling med en aflastende armslynge i ca. 7 dage, efterfulgt af ubelastede skulderøvelser. Det er endvidere oplyst, at <***> blev rådet til at søge læge, hvis ikke generne aftog inden for 1 til 2 uger.

Patientklagenævnet finder, at praktiserende læge <***> har levet op til den almindelig anerkendte faglige standard, i forbindelse med behandlingen af <***> fra 17.december 1996 til den 21. januar 1997. Han henviste relevant til fysioterapeut, og da der fortsat efter et sædvanligt behandlingsforløb var smerter, blev <***> henvist til speciallæge.

Nævnet har herved lagt vægt på, at det af læge <***>s journal fremgår, at <***> henvendte sig den 17. december 1996, det vil sige 2 uger efter tilskadekomsten, på grund af fortsatte smerter i venstre skulder. Læge <***> fandt mistanke om begyndende stivhed i ledkapslen i venstre skulder (periarthrosis), hvorefter han henviste <***> til fysioterapi. Under behandlingsforløbet hos fysioterapeut, fik <***> udskrevet smertestillende medicin. Da der fortsat den 21. januar 1997 efter 12 fysioterapeutiske behandlinger var smerter, henviste læge <***> <***> til speciallæge i fysiurgi.

Patientklagenævnet finder, at speciallæge <***> ikke har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved sin behandling af <***> fra den 18. februar til den 16. april 1997.

Nævnet kan oplyse, at senelæsioner heler meget langsomt, og at observationsperioden derfor må indrettes herefter.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der primært blev behandlet med lokalbedøvende stof og binyrebarkhormon. Da der efter 3 dage ikke indtrådte bedring, iværksatte speciallæge <***> 14 dages tabletbehandling med binyrebarkhormon. Skulderbevægeligheden blev herved bedret fra 45 gr. til 90 gr, men effekten af behandlingen var utilstrækkelig. Der blev derfor bestilt nyt røntgen af venstre skulder, der den 26. marts 1997 viste normale forhold. Da tilstanden ved fornyet kontrol 3 uger senere den 16. april 1997, ikke var bedre, blev det konkluderet, og at det drejede sig om en såkaldt rotator cufflæsion, hvorfor der blev ordineret en MR-skanning af skulderen.