Østre Landsret 24/2-2017

En mandlig patient blev i perioden fra 1992 og frem behandlet med Ketogan og benzodiazepiner. Han havde i sin anmeldelse til Patientforsikringen bl.a. anført, at han gennem 4 år havde haft stærke smerter, fordi hans psykiske lidelse (depressiv lidelse) slørede det egentlige sygdomsbillede, og at der forelå forsømmelse ved ordination og fejlbehandling, som medførte, at han blev pillemisbruger, alkoholiker, fik nedsatte kropsfunktioner og tab af erhvervsevne, fysiske muskelskader og stærke abstinenssymptomer i mange år som følge af behandlingen med benzodiazepiner. Endvidere klagede han over, at der var sket forsinket diagnosticering af galdesten.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) vurderede, at patienten var påført lægemiddelskade i form af afhængighedssyndrom, men skaden var ikke tilstrækkelig alvorlig til, at den berettigede til erstatning, jf. lov om erstatning for lægemiddelskader § 6. Endvidere fandt Patientforsikringen, at det ikke var overvejende sandsynligt, at patientens alkoholmisbrug var forårsaget af benzodiazepinbehandlingen. Alkoholmisbruget måtte derimod tilskrives patientens psykiatriske grundsygdom i form af depression og angstanfald.

Lægemiddelskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) var enig med Patientforsikringen i, at patienten var påført et afhængighedssyndrom som følge af behandlingen med benzodiazepiner, men nævnet fandt, at afhængighedssyndromet var forårsaget af lægemidler, som blev udleveret forud for lægemiddelskadelovens ikrafttræden den 1. januar 1996. Patienten var derfor ikke berettiget til erstatning, jf. lovens § 23.

Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt patienten var påført en erstatningsberettigende patientskade, fandt Patientforsikringen, at udredningen for smerter i januar 1998 ikke havde fulgt den standard, som en erfaren specialist på området ville have iværksat. Skaden var dog ikke omfattet af lov om patientforsikring, idet erstatningens størrelse var mindre end 10.000 kr., jf. lovens § 5, stk. 2. 

Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for Patienterstatningen) stadfæstede Patientforsikringens afgørelse.

Lægemiddelskadeankenævnets og Patientskadeankenævnets afgørelser blev indbragt for Retten i Roskilde, som behandlede sagerne samlet. Retten fandt i modsætning til Lægemiddelskadeankenævnet, at patienten ikke havde udviklet et afhænighedssyndrom som følge af benzodiazepiner, men at patienten måtte antages at have udviklet et opioidt afhængighedssyndrom. På baggrund af Retslægerådets besvarelse og den øvrige bevisførelse fandt retten det ikke muligt at fastslå, om patientens opioide afhængighedssyndrom var opstået før eller efter lovens ikrafttræden, men på baggrund af journalnotaterne fandtes det overvejende sandsynligt, at det allerede havde været til stede ved lovens ikrafttræden den 1. januar 1996.

Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Patientskadeankenævnets afgørelse om, at patienten var påført en patientskade, og at erstatningskravet ikke oversteg 10.000 kr. Retten lagde vægt på Retslægerådets udtalelse samt på, at der ikke var ført noget som helst bevis for, at patienten var påført et tab. Lægemiddelskadeankenævnet og Patientskadeankenævnet blev herefter frifundet.

Dommen blev anket til Østre Landsret, der ved dom af 11. oktober 2013 fandt, at patienten havde ret til erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader som følge af behandlingen med Ketogan i perioden fra 1. januar 1996 og frem. I dommens præmisser henviste retten kun til § 1, stk. 1, og det fremgår af dommen, at ”der er mellem parterne enighed om, at landsretten ikke skal tage stilling til, hvorvidt lovens øvrige betingelser for erstatning måtte være opfyldt”.

Den 24. oktober 2013 blev dommen drøftet telefonisk mellem patientens advokat og Kammeradvokaten som repræsentant for Lægemiddelskadeankenævnet. Der var enighed om, at dommen skulle tolkes således, at landsretten alene havde taget stilling til, om skadesbetingelsen i lovens § 1, stk. 1, var opfyldt. Sagen blev herefter sendt tilbage Patientforsikringen til vurdering af, om lovens øvrige betingelser for at yde erstatning var opfyldt.

Ved afgørelse af 19. december 2013 fandt Patientforsikringen, at betingelserne for at yde erstatning ikke var opfyldt, jf. lovens § 6. Patientforsikringen vurderede, at afhængighedssyndromet var en midlertidig fysisk skade, der ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed burde acceptere henset til karakteren af den sygdom, der skulle behandles.

Lægemiddelskadeankenævnet stadfæstede den 15. december 2014 Patientforsikringens afgørelse. Under ankesagen havde patienten fået en ny advokat, som blandt andet gjorde gældende, at patientskademyndighederne ifølge Østre Landsrets dom var afskåret fra at foretage en bedømmelse af ansvarsgrundlaget, herunder lovens § 6.

Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse blev indbragt for Retten i Roskilde med påstand om, at sagen skulle hjemvises til opgørelse af erstatningen. Patientens advokat mente, at Lægemiddelskadeankenævnets afgørelse var i strid med Østre Landsrets dom af 11. oktober 2013.

Retten i Roskilde fandt ved dom af 12. april 2016, at landsrettens dom ikke afskar Lægemiddelskadeankenævnet fra at tage stilling til, om betingelserne i lægemiddelskadelovens § 6 var opfyldt. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Lægemiddelskadeankenævnets vurdering af, at betingelserne i lovens § 6 ikke var opfyldt. Ankenævnet for Patienterstatningen blev derfor frifundet.

Dommen blev anket til Østre Landsret.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at patienten under den første landsretssag havde nedlagt påstand om, at Lægemiddelskadeankenævnet skulle tilpligtes at anerkende, at patienten ”har ret til erstatning efter lov om erstatning for lægemiddelskader…”. Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at parterne under hovedforhandlingen havde afgrænset de spørgsmål, som landsretten skulle tage stilling til, og at der mellem parterne var enighed om, at ”landsretten ikke skal tage stilling til, hvorvidt lovens øvrige betingelser for erstatning måtte være opfyldt”.

Efter indholdet af præmisserne i landsrettens dom af 11. oktober 2013 sammenholdt med det i dommen anførte om ”Retsgrundlaget”, tog dommen af 11. oktober 2013 kun stilling til, om betingelserne i lov om erstatning for lægemidler § 1, stk. 1, og § 7 var opfyldt. Selv om konklusionen i dommen af 11. oktober 2013 var i overensstemmelse med patientens påstand, så fandt landsretten derfor, at dommen ikke afskar myndighederne fra under den fornyede behandling at tage stilling til, om betingelserne i lovens § 6 var opfyldt.

Landsretten var enig med Patientforsikringen og Lægemiddelskadeankenævnet i, at afhængighedssyndromet som følge af behandlingen med Ketogan ikke gik ud over, hvad patienten med rimelighed måtte acceptere, jf. lovens § 6. Landsretten stadfæstede således byrettens dom om frifindelse af Ankenævnet.