Praksis for afhængighedsskabende lægemidler kortlagt

Styrelsen for Patientklager udgiver nu en efterspurgt praksissammenfatning, der illustrerer normen i sager om afhængighedsskabende lægemidler.

Morfin, Oxycontin og Tramadol. Disse er blot nogle af de lægemidler, som der igen og igen er negative historier om i medierne, fordi de er stærkt vanedannende.

Samtidig efterspørger mange læger og tandlæger mere klarhed om praksis på området. For hvad må man egentlig udskrive, hvordan og til hvem? Og hvor meget skal man skrive i journalen? 

Første praksissammenfatning om emnet

Vurderingen er ikke helt enkel. Derfor har Styrelsen for Patientklager nu udgivet den første praksissammenfatning, der gennem forskellige cases illustrerer normen på området.

”Vi har de senere år oplevet, at en del læger og tandlæger er usikre på, hvad de egentlig må, når det handler om afhængighedsskabende lægemidler. De forskellige historier i medierne har nok også haft indflydelse på det. Vi vil som styrelse gerne bidrage til at skabe klarhed på området. Vi har derfor gennemgået, udvalgt og beskrevet en række sager relateret til fx ordination og journalføring,” fortæller jurist Louise Tanderup Falck fra Styrelsen for Patientklager og en af forfatterne bag sammenfatning.

I alt 29 sager, der illustrerer praksis, er beskrevet under forskellige temaer i sammenfatningen. Mange af sagerne handler om, at patienter har klaget over ikke at kunne få udskrevet eller fornyet recepter på forskellige præparater. Andre sager handler om, at andre end patienten har fået eller forsøgt at få udskrevet medicin i patientens navn. 

Anbefalinger

Jeppe Bertelsen, der også er jurist i styrelsen og medforfatter, fremhæver et par vigtige pointer fra praksissammenfatningen:

”Helt generelt lægger vi os selvfølgelig meget tæt op ad Sundhedsstyrelsens vejledning om ordination af afhængighedsskabende lægemidler. Derudover er det vigtigt, at man som læge eller tandlæge altid skriver den sundhedsfaglige vurdering i journalen,” siger han og tilføjer:

”Der kan være konkrete omstændigheder, der gør, at man som læge godt må fravige vejledningen. Begrundelsen for at fravige vejledningen skal dog altid journalføres, da det kan have stor betydning for den fremtidige behandling af patienten, og selvfølgelig i en senere klagesag.”

Altid en konkret og individuel vurdering

Praksissammenfatningen er velegnet som opslagsværk for læger og tandlæger, der er i tvivl, hvordan de skal bruge vejledningen Jeppe Bertelsen understreger dog, at klagesager altid afgøres ud fra en konkret og individuel vurdering. Man kan derfor ikke bruge sammenfatningen til at se, hvordan ens egen sag vil blive afgjort, hvis en patient fx klager over ikke at kunne få udskrevet sovemedicin.

”Reglerne på dette område er relativt komplekse, og vi forstår godt, hvis der ofte opstår tvivlstilfælde. Vi håber, at praksissammenfatningen kan være med til at skabe klarhed for læger og tandlæger. Det vigtigste er, at lægen laver en konkret vurdering og journalføre sine overvejelser,” afslutter Louise Tanderup Falck.